På trods af den lave ledighed indfører fagforbundet HK/Privat nu en kollektiv ekstra arbejdsløshedsforsikring for 55.000 medlemmer.
Det sker i en erkendelse af, at skiftende regeringer ikke har ønsket at forbedre de gældende regler for dagpenge, der har mistet så meget værdi, at en periode i ledighed kan udvikle sig til et privatøkonomisk mareridt. Med de nuværende dagpengeregler må HK/Privats medlemmer indstille sig på en halvering af de månedlige udbetalinger, hvis de mister jobbet.