0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

    Alt om De fyrede

Ny nedtur for seniorer: Ældre ryger først i statens fyringsrunder

Ledige seniorer har store problemer med at få nyt arbejde, især i staten; nu viser nye tal, at det tilsyneladende også er de ældre, der ryger ud først i statslige fyringsrunder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lad det være sagt fra starten: Der er ingen grund til panik, hvis du er ansat i en privat virksomhed. Det er staten, den er gal med. Her er der tydelige tegn på, at du træder ind i en jobmæssig risikozone, allerede når du passerer de 45 år.

Det er konklusionen i en ny analyse fra fagforbundet Djøf, der har gennemgået samtlige forbundets 1.650 fyringssager sidste år.

Ifølge analysen, der alene omfatter de menige medarbejdere, ikke cheferne, ramte 39 procent af de offentlige fyringssager medlemmer på 50 år eller derover, og det på trods af at denne aldersgruppe kun udgør 22 procent af alle de offentligt ansatte Djøf-medlemmer.

Tager man de 45-49-årige med i optællingen, er det mere end hver anden statslig fyreseddel, der rammer de erfarne medarbejdere, selv om aldersgruppen fra 45 år og derover kun udgør 34 procent af de offentligt ansatte medlemmer eller rundt regnet hver tredje.

»Vi ved jo i forvejen, at seniorerne også er den gruppe, der har sværest ved at komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvis de mister jobbet i moden alder. Og vi ved, at det er særlig svært for seniorer at få et nyt job i staten«.

»De nye tal viser, at det også er de ældre medarbejdere, der må holde for i store statslige fyringsrunder. Så vi har i dobbelt forstand et problem med statslige arbejdsgivere, der af en eller anden grund har det svært med ældre medarbejdere. Det er helt besynderligt«, siger Sara Vergo, formand for de offentligt ansatte medlemmer af Djøf.

Når det gælder privatansatte, svarer antallet af fyringssager i langt højere grad til aldersgruppens andel af privatansatte medlemmer, viser forbundets analyse.

Og det mønster var i store træk det samme, da Djøf senest analyserede fyringssagerne i 2016.

I staten er det tilsyneladende et spørgsmål om alder og lønomkostninger, der afgør, hvem der ryger ud

Til gengæld er det om muligt blevet endnu tydeligere, at staten skiller sig af med de ældre medarbejdere. I 2016 var det ’kun’ 35 procent af de statslige fyringssager, der ramte medlemmer på 50 år og derover – mod 39 procent i den nye optælling.

Antallet af offentlige fyringssager udgør dog kun omkring 450 af de i alt 1.650 sager.

Minister: Vi har et problem

Sara Vergo opfordrer de statslige arbejdsgivere til at gå forrest og vise, at der er plads til flere seniorer på det offentlige arbejdsmarked.

Og den opfordring bliver taget dybt alvorligt af skatteminister Morten Bødskov (S), der nu har inviteret tre store forbund, Djøf, HK Stat og Dansk Magisterforening, til møde i ministeriet for at drøfte en statslig seniorpolitik, der med ministerens eget udtryk er uholdbar:

»De her nye tal understreger, at vi har et problem, som vi er nødt til at løse. Det duer ikke, at statens arbejdspladser lukker ned for seniorer, både når det gælder ansættelser og afskedigelser«, siger Morten Bødskov, der også er øverste ansvarlige for den nydannede Medarbejder- og Kompetencestyrelse, der er arbejdsgiver for 180.000 ansatte i staten.

Skal man være bange for at arbejde i staten, når man har passeret 50 år?

»Nej, det skal man bestemt ikke, og sådan håber jeg heller ikke, det er, men vi har brug for at få det her belyst yderligere, og derfor har jeg inviteret de faglige organisationer ind til en kop kaffe, så vi kan prøve at finde en løsning. Der må ikke være noget, der forhindrer folk i at sende jobansøgninger af sted til statslige arbejdspladser«, siger han.

Ældre medarbejdere og seniorer er i høj kurs hos arbejdsgiverne – så længe de holder fast i jobbet. I 2000 var det 56 procent af danskerne i aldersgruppen 55 til 64 år, som var i beskæftigelse, mens det var hele 71 procent i 2018, viser tal fra Eurostat.

Seniorer dobbelt udfordret

Men som Politiken har beskrevet i en række artikler, er situationen paradoksalt nok en anden for de lønmodtagere, der mister jobbet i moden alder. Her kan vejen tilbage til arbejdsmarkedet være brolagt med masser af jobafslag, skeptiske arbejdsgivere og lange ledighedsperioder.

Også her er det de statslige arbejdsgivere, der vælger de ældre fra, viser Politikens aktindsigt og gennemgang af seks ministeriers nyansættelser.

I Finansministeriets departement har bare én medarbejder over 50 år fået job inden for de sidste 4 år, mens 276 stillinger er gået til yngre medarbejdere. Og tendensen er den samme i de øvrige ministerier.

Med de nye tal fra Djøf ser det ud til, at ældre medarbejdere og seniorer både er udfordret, når der bliver delt fyresedler ud, og når de søger nyt job.

»Faktisk ser vi allerede udsving i fyringssagerne, når folk har passeret de 45 år, og der er man jo ikke i nærheden af at være senior«, siger Djøf’s Sara Vergo, der definerer seniorer som 55-60-årige.

Også Ingeniørforeningen IDA har analyseret de næsten 1.400 fyringssager, forbundet har været involveret i sidste år.

Langt de fleste sager omfatter privatansatte medlemmer, men 70 procent af 153 statslige fyringssager vedrører medlemmer over 50 år, viser opgørelsen.

Seniorer for dyre

Til sammenligning er det kun 16 procent af de i alt 1.168 private fyringer, der har ramt medarbejdere over 50 år.

»På de private arbejdspladser virker det, som om man hyrer og fyrer folk efter behov og kvalifikationer. I staten er det tilsyneladende et spørgsmål om alder og lønomkostninger, der afgør, hvem der ryger ud«, siger Morten Thiessen, formand for ansattes råd i IDA:

»Med den lønpolitik, vi har i staten, bliver de erfarne medarbejdere også de dyreste – og det koster dem jobbet. For os at se er det helt absurd og ret bekymrende, at man ikke i højere grad satser på erfarne medarbejdere. Det handler altså også om kvaliteten af de offentlige ydelser«, siger han.

Læs mere:

Annonce

Læs mere