»Grønkål!«. Det siger Cathrine hver aften, når jeg serverer den varme aftensmad, kød, sovs og kartofler. Så tager jeg lommelygten, vandrer ned igennem haven med hunden, hører uglen og plukker tre blade grønkål, hakker dem, værsgo. Selv spiser jeg dem ikke, for det kradser i halsen.
Men jeg har dyrket grønkål hele mit lange haveliv, selvfølgelig. Grønlangkål med skinke og brune kartofler er helt fint.
