9 til 14 sekunder. Så kort tid har de ansatte på lageret hos Nemlig.com til at finde og pakke hver vare i kundernes bestillinger. Medarbejdernes effektivitet bliver afsløret på store skærme, der hænger i lagerhallen, og hvis medarbejderne er hurtige, er deres initialer på skærmen grønne. Er de for langsomme, bliver deres initialer gule eller røde – og det har konsekvenser.
Politiken har talt med 14 nuværende og tidligere medarbejdere hos Nemlig.com og set interne mails og dokumenter fra virksomheden, der viser, hvordan navngivne ledere aktivt bruger medarbejdernes effektivitetsdata til at fyre lagermedarbejdere på stedet og true andre med fyring, hvis deres effektivitet ikke er på 100 procent i overvågningssystemet. Lagermedarbejderne fortæller, at det høje tidspres får dem til at løbe, mens de pakker kundernes ordrer, droppe toiletbesøg og kravle op på de meterhøje reoler for at hente nye varer, hvis hylderne er tomme, i stedet for at vente på en gaffeltruck, som kan hjælpe dem.


























