Lige her midt i foråret kan man snildt forstå, at Danmarks eneste skovbegravelsesplads er blevet endnu mere populær end ventet:
Et hvidt tæppe af anemoner breder sig i en lysning – med lidt gul anemone og lilla skovviol i kanterne.
Rundt om står gamle, knortede egetræer, der godt kan leve i flere hundrede år endnu – og bøge, der er få dage fra at eksplodere i grønt.
LÆS OGSÅ
På jorden ligger døde grene og stammer, hvor insekter kan formere sig og skabe nyt liv, både for dem selv og for andre dyr og planter.
»Det er selvfølgelig livets henfald og genopståen, vi prøver at illustrere her – med en skov, der stort set passer sig selv«, forklarer Rasmus Dalhoff Skaar, teamleder i Odense Kommunes afdeling for Park og Kirkegårdsdrift.
Nede under det 10.000 kvadratmeter næsten uberørte område i Kohaveskoven sydøst for Odense by ligger allerede 30 danskere. Det er dobbelt så mange, som Dalhoff Skaar og andre involverede forventede, da pladsen åbnede i marts i fjor.
LÆS OGSÅ
Her er ingen gravsten, mindeplader eller andre markeringer af, hvor de jordiske rester præcis ligger. Dels fordi her skal være så uforstyrret og skovagtigt som muligt, dels fordi det kunne skade det ret mangfoldige dyre- og planteliv.
Kommunens folk sætter blot urnen ned på et sted, der er og forbliver hemmeligt – medmindre de efterladte senere finder papirer, der viser, at den døde reelt ikke ønskede at blive begravet i en skov. I så fald finder man urnen igen ved hjælp af et sindrigt system med målepunkter ud fra de gamle ege.
Kommunen vil heller ikke kontakte pårørende, så Politiken kan høre, hvorfor deres kære endte lige netop her – man »vil ikke vil risikere at støde de efterladte«. Men Rasmus Dalhoff Skaar fortæller, at der har været tre typer af bevæggrunde:
»Der er enkelte ateister, der bare ikke har villet ende i indviet jord. Så er der nogle lokale, der er vokset op i nærheden og måske har leget i skoven som barn. Men de fleste pårørende siger, at den døde bare har givet udtryk for, at han eller hun godt har villet ligge i naturen – og at kirkegården med det tætklippede græs og de stedsegrønne planter er for velpasset«, siger han.
Dalhoff Skaar angiver sin afdelings opbygning – med park, skov og kirkegårde samlet under én hat – som en af forklaringerne på, at det var Odense, der kom først herhjemme med skovbegravelser.
Lovligt siden 2008
Det var foreningen Løvfald – anført af pensionist, tidligere direktør for Sæby Fiskeindustri Preben Dalgaard – der fra 2004 løb Kirkeministeriet og Folketinget på dørene i forsøget på at få det offentlige til også at tilbyde denne form for sidste hvilested.
Dalgaard vidste, at skovbegravelser var et tilbud i blandt andet Tyskland, England, Holland og Schweiz.
Daværende kirkeminister Bertel Haarder (V) sagde i første omgang nej med henvisning til forarbejderne til begravelsesloven fra 1949.
Så havde Dalsgaard mere held med Socialdemokratiet, der stillede et lovforslag, som blev gennemført i 2008 – af et næsten enigt folketing, hvor kun Dansk Folkeparti undlod at stemme.
