Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Klatremus. Hos Copenhagen Boulders kan man tag et intro-kursus, hvor man lærer de basale klatreteknikker. Det foregår uden reb og sikkerhedsudstyr, men med tykke madrasser på jorden.

Motion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Motionister erobrer klatrevæggene i stor stil

I dag er bouldering en motionsform for mange frem for en ekstremsport for de få.

Motion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man kan se samtlige armmuskler i Godelieve Smeenks slanke arme, som hun hænger i fingerspidserne på klatrevæggen imellem multifarvede greb, der ligner modellervoksklatter.

Hendes muskler vil snart forlange, at hun giver slip, og enten når hun næste greb, eller også venter madrassen 3 meter under hende. Hun ryster en smule af anstrengelse, mens hun afsøgende lader højre ben føle efter, om den kan finde fæste længere oppe.

LÆS ARTIKEL

»Tag den der grønne på den anden side«, foreslår Frieda Molin fra gulvet. Her står hun sammen med en håndfuld andre i løst tøj og spidse gummisko og kigger koncentreret op for at følge med i hver enkelt bevægelse over deres hoveder.

»Nu skubber du op med benet«, siger træner Maria Leth og peger op mod toppen af væggen. Gruppen nikker indforstået, men kvinden på væggen tøver. Så svinger Godelieve Smeenk alligevel armen ud efter grebet og får et kort øjeblik fat.

De spinkle arme trækker hende op, og sejren er hendes i tre muskelanspændte sekunder. Indtil kroppen må give slip og hun med et bump lader sig falde ned på madrassen i en sky af kridt. Med et smil kommer hun hurtigt på benene igen.

»Hvor er du vild«, smiler Frieda Molin og giver en high five, før det er hendes tur til at prøve lykke med væggen.

Gruppen er nybegyndere på introduktionskursus i klatreklubben Copenhagen Boulders, som holder til i Københavns Sydhavnskvarter. Her udgør de meterhøje multifarvede klatrevægge en legeplads for klubbens omkring 600 medlemmer plus dem, der bare kommer ind fra gaden for at prøve klatring for en dag.

Motionisterne tager over
For selv om klatring i årtier var en ekstremsport, der handlede om at klatre klippevægge i svimlende højder, slå rekorder og mestre rebsikringer, er en ny gruppe af udøvere begyndt at overtage klatrevæggene de senere år – nemlig motionisterne. De seneste fem år har mange flere kastet sig over den type klatring, der hedder bouldering.

I modsætning til den klassiske sportsklatring, behøver man her hverken reb eller sikringer, fordi klatringen sker på korte vægge, sjældent højere end 4 meter og med madrasser under. Målet for de nye motionsklatrere er heller ikke nødvendigvis at komme ud og klatre på klipper i naturen, men nærmere at udfordre sig selv motionsmæssigt på en anderledes måde indendørs, siger Carsten Lau Isaksen, konsulent i Dansk Klatreforbund.



»Klatring er blevet en motionsform for mange frem for en ekstremsport for få. Den hurtigt voksende gruppe af folk, som er begyndt at klatre de indendørs klatrevægge, har ofte ikke nogen intentioner om at komme ud på klippevæggene. Bouldering er i sig selv ved at blive en selvstændig, stærk idræt«.

Klatring er i stor vækst, særlig efter at interessen for bouldering er steget. Ifølge den internationale klatreorganisation IFSC er antallet af klatrecentre over hele verden fordoblet mellem 2007 og 2012, og også i Danmarks skyder nye klatrefaciliteter op, i takt med at bouldering er blevet mere populært.

Da Nørrebro Klatrecenter for godt et år siden udvidede med boulderfaciliteter, steg deres medlemstal fra 400 til knap 1.000. I efteråret 2013 åbnede Nordens største klatrecenter i B&W-hallen på Refshaleøen, og allerede i dag har de omkring 1.000 medlemmer, hvilket er på størrelse med de største danske fodboldklubber.



Ifølge Carsten Lau Isaksen fra Dansk Klatreforbund er klatrecentre i blandt andet Aalborg, Horsens, Kolding, Sønderborg, Svendborg, Faaborg, Sorø og Albertslund alle i gang med at tilføje boulderfaciliteter.

»Det er det, der kan få klubben til at vokse hurtigt«, som han siger.

Herning Klatreklub åbner også snart op for deres spritnye tilbyggede klatrevægge lavet til bouldering. Klubben startede som mange andre med at have rebklatring på højvægge, men i fremtiden vil klubben primært satse på bouldering.

»Fordi det er det mest sociale, og det flest folk vil være med til. Vi ser helt sikkert en større søgning af nye medlemmer mod bouldering, derfor lægger vi vores fokus der«, siger formand Kristian Brødsgaard Olesen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Siden klubben byggede de første boulderfaciliteter, har de for første gang i mange år set en stigning i medlemmer. Bouldering kræver ikke noget særligt udstyr, kurser eller undervisning ud over klatresko og en kridtpose. Det gør sporten nem at prøve af og komme i gang med, forklarer Kristian Brødsgaard Olesen. Han kan desuden se, at de nyere boulderfaciliteter tiltrækker et bredere publikum, end klatring i klubben hidtil har gjort:

»Det er en familiesport, fordi man kan være mange om den. Far og mor kan klatre lige ved siden af deres børn, selv om de er på forskellige niveauer, fordi der er problemer til alle slags niveauer«, forklarer han. Social sport


Siden Copenhagen Boulders åbnede i 2010, er antallet af medlemmer også kun gået opad. Klubben har i dag omkring 600 medlemmer, hvis alder spænder fra 12 til 65, og der kommer hele tiden nye til. Fem af de nyeste medlemmer, der i dag er med på introduktionsholdet, har flyttet sig videre til en ny og sværere klatrerute.

Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Eller et problem, som farveruten, klatreren følger op ad væggen, hedder i bouldering. Problemerne er markeret af farvede stykker tape ved greb og sten, der jævnlig skiftes ud for at give nye udfordringer. Problemerne skal løses ved at bruge både hjerne og krop, og det er en kombination, som Alexandra Arnesen, der er 17 år og dermed introduktionsholdets yngste deltager, er tiltrukket af.



»Jeg har før prøvet at gå til fitness, men jeg følte mig altid lidt åndssvag. Jeg følte ikke, jeg kom et sted hen, når jeg sad og lavede mavebøjninger i en maskine eller løb på et løbebånd. I klatring skal jeg bruge min hjerne til at finde ud af, hvad jeg skal gøre, og for at blive bedre til teknikken«, forklarer hun.

Hun er begyndt til bouldering med sin storebror Frederik Arnesen. Sammen står de og diskuterer et problem foran sig, som ingen af dem rigtig kan greje, hvordan de skal løse.

»Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg skal få svunget mit skrog derop«, griner han.

Men når de har haft problemer før, er der som regel nogle af de andre klatrere, der har hjulpet. Mange klatrer i små grupper, der ofte dannes på stedet. Derfor er de ikke nervøse for at klatre på egen hånd, når introkurset slutter.

»Så kommer der lige en hen fra væggen ved siden af og siger: Jeg kan se, at du bliver ved med at lave den samme fejl med foden, og derfor har du svært ved at nå op til næste greb. Prøv sådan her«, forklarer Alexandra Arnesen.



»Det er en enormt social sport, og det er helt vildt fedt, at der pludselig står nogen, man ikke kender, og klapper og hepper på én, når man har klaret den«. Hårdt for prinsessefingre

Imellem væggene i klatrecentret er gulvet erstattet af madrasser. Det er crashpads, som er designet til sporten, og som gør, at klatrerne ikke kommer til skade, når de falder eller hopper ned fra klatrevæggene. De bruges også til at slappe af på. Både på madrasser og centralt placerede sofaer sidder klatrere og følger med i aktiviteterne på væggene, strækker ud eller snakker med de andre imellem klatringerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I bouldering bruger man musklerne i kort tid ad gangen, men til gengæld bruger man dem intenst. Man løfter sin egen vægt og aktiverer både de dybdeliggende, stabiliserende coremuskler, store rygmuskler og især hånd- og fingermuskulaturen. Det er derfor umuligt at hænge konstant på væggen. »Man bruger sin krop meget intenst, men uden at det er hårdt ligesom i styrketræning«, forklarer Frieda Molin. Hun holder en lille pause på madrassen, men hendes øjne følger ivrigt med bevægelserne hos dem, der knokler på væggen. Frieda Molin plejede at træne i et fitnesscenter, men det var altid noget, hun skulle tage sig sammen til.



LÆS OGSÅ »Men det her er nemmere, fordi jeg kan tage herhen med en veninde og være sammen med hende om sporten. Så får man lige en kop kaffe og en sludder med de andre, der er hernede«. Hun viser sin tilkridtede håndflade. »Og så får sådan nogle prinsessefingre også lige en ordentlig omgang«, griner hun og viser fem nye vabler. Selv om de har været i gang længe nu og musklerne er trætte, har gruppen bevæget sig ned til et nyt problem, og Frieda Molin stikker efter dem. »Skal vi prøve den gule derovre nu?«.









Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden