Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
FINN FRANDSEN
Foto: FINN FRANDSEN

Far skal lege vildt, før han knytter sig til spædbarnet. Mor skal nusse. Hvordan knytter mor og far sig ellers forskelligt til det lille barn og dermed sikre en tryg tilknytning?

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ingen aner, hvad far betyder for det lille barn

Far er vigtig for det lille barns psykiske udvikling. Hvordan er forskerne først ved at få øjnene op for.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et menneske er som et træ. Jo mere nærende jord, det vokser i, desto bedre bliver rodnettet. Et godt rodnet sikrer, at træet trives og bedre kan modstå pres fra vind og vejr. Og de rødder udvikles i menneskets første leveår.

Sammenligningen kommer fra lektor, ph.d. Mette Skovgaard Væver, Institut for Psykologi, Københavns Universitet, og leder af Babylab, der forsker i spæd- og småbørns psykiske udvikling. Den bygger blandt andet på forskning i rumænske børnehjemsbørn. Derfra ved fagfolk i dag, at de første et til to leveår er særdeles vigtige for menneskets psykiske udvikling på længere sigt.

»Der eksisterer i dag solid videnskabelig dokumentation for, at spædbarnets tilknytning – altså et stabilt følelsesmæssigt bånd til en eller flere primære omsorgspersoner – er en af de vigtigste udviklingsmæssige milepæle i spæd- og småbarnsalderen. En tryg tilknytning er nok den vigtigste faktor for det lille barns psykiske sundhed og fortsatte sociale og følelsesmæssige udvikling«, siger hun.

Når barnet udvikler sig i en tryg relation, lærer det at regulere følelser på en hensigtsmæssig måde, både de negative og positive. Mødreforskningen har i årtier vist, at mors sensitivitet – altså evnen til at forstå, hvad det helt lille barns signaler betyder, og så reagere på dem – er den nok mest afgørende faktor for en tryg tilknytning.

Men hvad så med far?

»Ja, vi ved altså næsten ikke noget om, hvad i faderrollen der sikrer en tryg udvikling mellem ham og barnet. Vi ved, at den sensitivitet, som vi taler om hos mødrene, også er vigtig for far-barn-relationen, men den betyder mindre. Så der er også nogle andre ting på spil i faderrollen, og far gør noget andet sammen med sit lille barn, end mor gør«.

Mangelfuld forskning

Den videnskabelige forskning i fars rolle i forhold til barnets udvikling af en tryg tilknytning er stort set ikkeeksisterende, fordi far i århundreder har skaffet mad, og mor har stået for omsorgsopgaven. Men samfundsudviklingen særligt i Nordeuropa med to udearbejdende forældre, barsel til far, hjemmegående fædre og fædre, der generelt påtager sig en langt større rolle og ansvar for det helt lille barn end tidligere, kalder på forskning.

Derfor vil man på Psykologisk Institut ved Københavns Universitet forske mere i fædres rolle, og man starter med en stor konference om emnet i næste uge. For hvordan knytter barnet og far sig til hinanden?

I 2011 fandt hollandske forskere fra universitetet i Leiden alle de studier på verdensplan, der indtil da videnskabeligt havde undersøgt fars omsorgsadfærd over for det lille barn og barnets tilknytning til ham i 1-2-årsalderen. Sølle 22 (små) studier med samlet set kun lidt over 1.300 børn var at finde i den videnskabelige litteratur, hvor nogle af studierne havde 30 år på bagen. Konklusionen var overraskende: Godt nok spiller fars følelsesmæssige omsorg en afgørende rolle for, at barnet får en tryg tilknytning til ham, men den spiller en meget mindre rolle, end mors følelsesmæssige omsorg gør for barnets tilknytning til hende.

LÆS OGSÅ:

»Fædres evne til at vise omsorg og trøst, som jo er så vigtig for, at barnet udvikler en tryg tilknytning, er vigtig for barnet. Det viste studierne. Men slet ikke så vigtig som hos mødrene. Det kan skyldes, at far i de gamle studier havde en mere perifer rolle, og at det var mødrene, som stadig var de primære omsorgspersoner. Men det rejser også spørgsmålet, om vi har, kan og skal vurdere far ud fra mors målestok. Nyere forskning tyder faktisk på, at far måske har en langt større betydning for barnet, end vi ellers har troet, hvis han vil deltage. Og måske skulle han, særligt hvis han har sønner, tyder det på«, siger Mette Skovgaard Væver.

Hormon udløses forskelligt

Hun henviser til et nyere hollandsk studie fra Erasmus Universitetet i Rotterdam fra 2014 blandt mere end 1.500 børn. Det konkluderer, at fædre, der i barnets første leveår bidrager aktivt til den overordnede omsorg, altså tager barns første sygedage, henter og bringer i vuggestue, står op om natten, når barnet græder eller er uroligt, gør en målbar forskel for – primært – sønnernes sociale og følelsesmæssige udvikling målt, når barnet er halvandet år.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Når far involverer sig direkte i omsorgen af sit barn, får det afgørende betydning særligt for, at sønnerne udvikler sig psykisk sundt. Vi kunne se i undersøgelsen, at drenge af fædre, der ikke involverer sig i omsorgen, har en højere risiko for at få problemer med aggression og uro end dem, hvor far deltog«, siger Mette Skovgaard Væver.

Psykologen fastslår samtidig, at fars samspil med det lille barn også er anderledes end mors. Hvor mødre oftest udviser en følelsesmæssig omsorg, hvor hun nusser, kysser og pludrer med sit lille barn, er far mere sammen med barnet i fysisk stimulerende leg og udforskning af omgivelserne, også det helt lille spædbarn, hvor far måske løfter barnet mere op i luften end mor.

»Barnet har brug for begge dele, og fædre og mødre kan naturligvis tilbyde barnet begge dele. Men der ser ud til, at der er egentlige biologiske kønsforskelle. Studier har nemlig vist, at kærlighedshormonet oxytocin bliver udløst hos fædre, når de aktivt stimulerer barnet, altså leger med det og udforsker verden sammen med det, mens hormonet udløses hos mødre via kærlig, stille kontakt. Hormonelt knytter vi os altså forskelligt til vores børn«.

LÆS OGSÅ:

Ifølge Mette Skovgaard Væver er det vigtigt, at man får mere viden om, både hvordan mængden, men også kvaliteten af fædres involvering i børnenes tidlige opvækst bidrager til udviklingen af en tryg far-barn-relation, da det har en direkte positiv effekt på børnene.

Hun understreger, at barnets første leveår ikke er determinerende for dets sociale og psykiske udvikling i al fremtid. Positive ændringer i enten forældrenes adfærd eller i omgivelserne kan på sigt bryde onde cirkler og bringe barnet i en positiv psykologisk retning.

»Det er aldrig for sent at arbejde på et barns tilknytning til sine omsorgspersoner. Vi har bare fundet ud af, at det første eller de to første leve år er ekstremt vigtige«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er jeres fokus på det lille barns tilknytning og mors og fars rolle i det ikke enormt overdrevet?

»Nej, er det korte svar. Vi kan måle barnets tilknytning ved etårsalderen og klassificere den som enten tryg, utryg eller desorganiseret. Og både en utryg, men især en desorganiseret tilknytning er en risikofaktor for adfærdsmæssige problemer, psykiske udfordringer og lidelser senere i livet. Som nævnt determinerer den tidlige udvikling ikke et menneskes livsbane endegyldigt og uforanderligt, men en god start på livet skaber gode rødder og et godt fundament. Og det er en beskyttende, positiv faktor for psykisk sundhed fremadrettet«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden