Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Originalfotos: Jacob Ehrbahn. Kollage: Rasmus Vendrup

Originalfotos: Jacob Ehrbahn. Kollage: Rasmus Vendrup

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Socialdemokratiet: Psykiatrien kræver et løft i 10 år

Socialdemokratriet vil med nyt udspil genoprette en presset psykiatri. Læger og patienter mener, at det er alt for lidt.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Færre børn og unge i Danmark skal rammes af psykisk sygdom, og de borgere, der allerede er syge, skal have bedre hjælp, end de får i dag. Det er de to hovedmål i et politisk oplæg til en 10-års plan for udvikling af psykiatrien, som Socialdemokratiet nu lægger frem.

»Vi må erkende, at der stadig er nogle ret alvorlige problemer i psykiatrien, selv om der gennem årene er tilført flere penge«, siger partiformand og statsministerkandidat Mette Frederiksen.

Med 11 forslag samlet under 5 principper vil partiet sætte ind på flere fronter. Børn og unge skal have terapi og støtte, inden de bliver syge, i en udbygget pædagogisk og psykologisk rådgivning, der skal være tilgængelig for elever og lærere på skolerne. 6-18-årige med let til moderat angst og depression skal have tilbud om gratis psykologsamtaler efter henvisning fra egen læge.

Som første skridt vil partiet etablere 100 sengepladser ekstra på de psykiatriske afdelinger, som i dag råder over 2.899 sengepladser, viser de seneste tal. De 50 er helt nye senge, mens 50 andre pladser sættes fri ved, at kommunerne står klar med hjælp, så patienter, der er færdigbehandlede, ikke optager senge i psykiatrien.

Der skal også være et samlet tilbud til patienter, der både har misbrug og psykisk sygdom, lyder det i planen. Mest naturligt er det at forankre den indsats i regionerne, siger Frederiksen.

Det koster en halv milliard årligt

Der står ikke noget om økonomi i det tre sider lange politiske oplæg fra S. Direkte adspurgt svarer formanden, at forslagene koster en halv milliard årligt, der finansieres i partiets økonomiske 2025-plan, der fremlagt mandag. Både patienters og lægers talerør kritiserer Socialdemokratiets udspil for at være for slapt.

100 ekstra senge forslår som en skrædder i helvede, ligesom en halv milliard om året ikke er i nærheden af at være nok til at indhente et årelangt økonomisk efterslæb, vurderer både Knud Kristensen, landsformand i Sind, og overlæge Gitte Ahle, der er formand for psykiaterne i Dansk Psykiatrisk Selskab.

»Der er ingen af Socialdemokratiets forslag, der ikke er gode. Men planen er ikke ambitiøs nok, og den er løst i kanterne«, siger Knud Kristensen.

Gitte Ahle konstaterer, at der er brug for mindst 400 sengepladser mere. Hun opfordrer politikerne til først at lægge sig fast på den fagligt korrekte indsats og derefter tage stilling til økonomi.

»Ligesom man har gjort for kræftpatienterne«, siger hun.

Socialdemokratiet er ikke det eneste parti på Christiansborg, der ønsker en 10-års plan for psykiatrien. Ifølge en ny rundspørge, DR har foretaget, mener alle partier undtagen de tre regeringsbærende, at der bør udarbejdes en 10-års plan finansieret på finansloven.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) peger på, at flere elementer fra Socialdemokratiets udspil allerede indgår i regeringens handleplan fra sidste efterår. Blandt andet finansiering af psykiatri af finansloven og bedre PPR.

»Det er jo fint, at S er enig«, siger ministeren og tilføjer, at V vil prioritere flere penge til psykiatrien, hvis partiet får regeringsmagten, da en halv milliard årligt ikke er tilstrækkeligt.

Mette Frederiksen medgiver, at planen ikke løser alle psykiatriens problemer.

»Den er et første skridt«, siger hun.

Fra i år er psykiatrien allerede blevet løftet med mere end 420 millioner kroner permanent. Dens samlede budget er 8,7 milliarder årligt.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden