Mette Frederiksen var uenig med Søren Brostrøm
og tog magten fra ham
To vidt forskellige syn på, hvordan Danmark skulle ledes gennem den buldrende coronaepidemi, var årsagen til, at sundhedsmyndighederne blev kørt ud på et sidespor, så store dele af landet kunne lukkes ned med tvang.
Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag 11. marts greb radikalt ind i alle borgeres liv og hverdag, havde hun faktisk ikke ret til at gøre det.
Offentligt ansatte blev sendt hjem, hvis ikke de varetog kritiske samfundsfunktioner. Skoler, daginstitutioner, kulturinstitutioner og fritidstilbud skulle lukkes ned. Og private arbejdsgivere blev opfordret til at få så mange medarbejdere som muligt til at arbejde hjemme.
Sygehuse og plejehjem skulle begrænse besøgende »med øjeblikkelig virkning«, og regeringen opfordrede til, at natklubber, værtshuse og diskoteker blev lukket, ligesom maksimalt 100 mennesker måtte samles indendørs – og ikke de 1.000, der i fem dage siden 6. marts havde været anbefalingen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
