Det kan potentielt være en bombe under effekten af de kommende vacciner og behandling til mennesker. Derfor er det særdeles vigtigt, at inficerede mink bliver slået ned.
Et endnu ikke offentliggjort notat, som Statens Serum Institut tirsdag oversendte til Sundhedsministeriet, viser, hvordan coronavirus i ti mennesker fra Nordjylland, der er smittet af mink, har forandret sig så meget, at det kan udgøre en fare for den fremtidige indsats mod coronavirus.
Derfor har regeringen indkaldt til pressemøde i dag klokken 16, erfarer Politiken.
TV2 erfarer forud for pressemødet, at alle mink i Danmark skal slås ned.
Notatet, som er udarbejdet af virolog Anders Fomsgaard og chefepidemiolog Kaare Mølbak, understreger den store vigtighed i at få smittede minkbesætninger slået ned hurtigst muligt. Allerede nu er mink i titusindvis slået ihjel.
Det er uvist, om regeringen også vil indføre særlige restriktioner i Vendsyssel og Nordjylland på baggrund af notatet fra Statens Serum Instituttet.
Frygter mutationer
Problemet er, hvis coronavirus i dets vandring fra menneske til mink og tilbage til menneske igen har muteret og forandret sig meget, at en kommende vaccine ikke vil kunne beskytte de mennesker lige så godt, som bliver inficeret af coronavirus, der har været i mink.
Hver gang en smittet person, smitter en anden, sker der en lille forandring, en mutation. Det er større mutationer, alle frygter, da det potentielt kan påvirke, hvor godt en kommende vaccine beskytter.
Det er derfor, at sundhedsmyndighederne hele tiden har været så bekymrende for coronavirus i mink. Der er nemlig altid en risiko for disse større mutationer, når virus springer mellem arter.
Det er genanalyser af ti mennesker smittet med coronavirus i Nordjylland, som har været i mink, som Statens Serum Institut har oversendt til ministeriet. Resultatet vækker så stor bekymring, at der indkaldes til pressemøde senere i dag.
Fund af denne karakter har international interesse, og Danmark er derfor forpligtet til at melde verdenssamfundet og fundet, ligesom kineserne i slutningen af 2019 orienterede verden om, at de havde fundet et helt nyt virus i mennesker.
Sundhedsministeren er klokken 12.30 samlet til møde med Folketingets sundhedsordførere i anden anledning. Her blev politikerne orienteret. Departementschef Per Okkels deltog også på mødet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Statens Serum Institut eller sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Opdateres...
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter