Smitten fortsætter med at stige i Danmark.

1.871 smittede: »Der er ingen tvivl om, at det er en epidemi blandt uvaccinerede«

Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Yderligere 1871 personer er testet positive for corona, oplyser Statens Serum Institut (SSI) onsdag.

Det er blandt de højest registrerede daglige smittetilfælde i år, og man skal tilbage til begyndelsen af januar for at finde et tilsvarende højt tal.

»Det er et udtryk for, at epidemien udvikler sig herhjemme igen, men det er stadig noget, der nok er meget lokalt«, siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.

Han nævner Ishøj som eksempel. Kommunen har i øjeblikket de højeste smittetal, og der hvor færrest er vaccineret.

»Der er ingen tvivl om, at det er en epidemi blandt uvaccinerede, vi ser lige nu. Der er selvfølgelig mange, der bliver indlagt, som er vaccineret, men der skal vi huske på, at vi hele tiden skal se det i relation til, hvor stor en del af befolkningen, der rent faktisk er vaccineret«, siger Hans Jørn Kolmos.

De 1871 smittetilfælde er fundet i 94.240 PCR-prøver, som er de prøver, hvor man podes i svælget. Antallet af PCR-prøver er det højeste siden i sommer.

Ser man på andelen af positive prøver i forhold til det samlede antal foretagne prøver, så er det 1,99 procent af prøverne, der har vist et positivt svar.

På landets sygehuse er der nu indlagt 200 patienter med corona. Det er fem flere sammenlignet med tirsdag. Ud af de 200 indlagte er der 23 patienter, som er på intensiv, og af dem er der 12, som får hjælp af en respirator. Der er registreret fem nye coronarelaterede dødsfald. Dermed er der nu 2708 coronarelaterede dødsfald i alt i Danmark.

I vaccinationsindsatsen har 17.663 personer det seneste døgn fået et skud med en coronavaccine. Det er fordelt over første, anden såvel som tredje stik med vaccination.

Mere end 4,4 millioner borgere i Danmark er færdigvaccineret imod corona. Det svarer til 75,1 procent af befolkningen.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her