Tusindvis af mennesker får hvert år meniskskader i deres knæ med smerter og store begrænsninger til følge. Det er en af de mest udbredte lidelser, som cirka 10.000 hvert år bliver opereret for. Det sker, til trods for at man reelt ikke ved, hvilken behandling det er bedst at tilbyde.
Praksis bygger i høj grad på erfaring og tradition, men nu har et dansk forskerteam fra Syddansk Universitet i samarbejde med en række ortopædkirurgiske afdelinger som de første i verden vist, at behandling i form af træning og uddannelse for yngre voksne i alderen 18-40 år virker lige så godt som operation.
»Studiet viser, at operation ikke har større effekt på smerte, funktion og livskvalitet end træning. Et år efter skaden var der ingen signifikant forskel på de to grupper, og tre af fire i træningsgruppen havde ikke gennemgået operation«, siger forskningsleder Søren Thorgaard Skou, der er professor i træning og sundhed på Syddansk Universitet og forskningsleder på Slagelse Sygehus.
I Dream-studiet, som tirsdag blev offentliggjort i det amerikanske tidsskrift NEJM Evidence, trak 121 personer i alderen 18-40 år med MR-verificerede meniskskader lod, så halvdelen blev opereret, og halvdelen fulgte et tre måneder langt genoptræningsprogram hos en fysioterapeut med mulighed for senere operation.
