Vivian Stahel: Jeg er tidligere ryger igennem 38 år (ca. 20 cigaretter per dag); jeg kom ud af min afhængighed for 15 år siden. Du/man henviser til rygning som en vane. Det er utvivlsomt ikke tilfældet for alle rygere, der findes f.eks. de såkaldte selskabsrygere, men jeg er overbevist om, at rygning for de allerfleste på denne klode er en afhængighed – præcis som afhængighed af narkotika eller alkohol.
Nu kan jeg jo ikke vide, om du personligt opfatter rygning som (blot) en vane, eller om du bevidst bruger udtrykket, fordi de fleste rygende læsere nok vil have lettere ved at ’sluge’ tanken om, at de ’bare’ har en dårlig vane, frem for at de er substansafhængige. I hvert fald ville jeg meget ønske, at vi dog alle kunne ophøre med at bagatellisere rygning.


























