Overlæge Merete Nordentoft kom i tanke om filmen ’Gøgereden’ med Jack Nicholson i hovedrollen, da hun som psykiater i udrykningstjenesten for nogle år siden besøgte et bosted for at vurdere, om en kvindelig beboer skulle tvangsindlægges.
En mand, der viste sig at være pusher, gik på gangen og bankede på alle dørene for at sælge stoffer. En af dørene havde tydelige mærker fra en ildebrand. En ældre mand råbte om, at hans penge var stjålet, og Nordentoft blev budt hjertelig velkommen af en anden, som siden viste sig at være tyven, som havde stjålet den ældres pension.


























