Hvis du føler, at portrættet af Karen Jespersen siden onsdag morgen er tatoveret på indersiden af dine øjenlåg, så er du en normal forbruger af de danske medier.
Og hvis du tillige er ved at brække dig over at høre hende besvare spørgsmålet, som – uanset de variationer, det er stillet med – kan oversættes til: »Er du ikke bare en magtliderlig opportunistisk politiker, der udelukkende går efter at stikke snabelen i honningdåsen«, så fejler dine ører heller ikke noget.
Du er altså normal, og medierne – sådan cirka en bloc – har endnu en gang bevist deres forudsigelighed. Vi stiller de samme spørgsmål og tager de samme billeder. Medmindre vi i et splitsekund af opvakt opvågenhed indser, at vores liv er på standby, fantasien parkeret i Rutineskabet og tålmodigheden trukket helt derud, hvor kun en tilstand af koma kan overgå den.
Kort sagt, den måde, medierne behandler det politiske landskab, og altså i dette tilfælde en ministerrokade, på, er fantasiløs og ville ikke indbringe mange point på en hvilken som helst fantasiskala. Man ved, hvilke spørgsmål journalisterne vil stille, og man ved også, hvordan præsentationen af ministrene foran Amalienborg vil se ud, eller hvordan billederne af overdragelsen i ministerierne ser ud. Som kun kan ’reddes’, hvis den afgående minister af en eller anden grund kommer til at lade følelserne løbe af med sig og ved en kontrolfejl opfører sig menneskeligt. Hvis vedkommende fælder en tåre, er der noget at gå hjem med…
Fotograf Jacob Ehrbahn fulgte onsdag ministerskiftet i Transportministeriet. Og heldigvis ikke kun med åbne øjne, men også med åbne sanser. For hjemvendt til redaktionen viste det sig, at der var nogle spøjse billeder af seancen. Selvfølgelig var der de klassiske, hvor der tales til hinanden, overrækkes gaver m.m., altså det, der foregår på det synlige fysiske plan. Men der var også billeder af de detaljer, som vi – selv om vi ser dem, hvis vi er til stede – ikke nødvendigvis evner at registrere. Tænk på, hvor åndssvagt et stillbillede af en person, der spiser, ser ud, netop i det sekund, gaflen stikkes i munden. Men tænk så på, at den samme situation på film forekommer helt naturligt. For på film ser vi jo ikke det enkelte billede, men udelukkende sekvenser, som vi også gør i virkeligheden.
I Transportministeriet fotograferede Jacob Ehrbahn, som om han lavede en film. Resultatet kunne ses som en slags triptykon i torsdags Politiken. Tre billeder sat sammen, så de dannede én historie. Ét billede forestillende den afgående og den nyvalgte ministers torso, et forestillende deres mellemliv og et forestillende deres ben.
Det mest interessante billede taget denne dag – hvor vi blev oversvømmet med billeder af politikere, der taler og giver interview, journalister, der interviewer journalister og orakel efter orakel, der prøver at skue ind i fremtiden – var såmænd det nederste af de tre billeder i triptykonet. Og det spørgsmål, billedet rejste, var: »Hvorfor har Jakob Axel Nielsen ikke bundet sit snørebånd?«
