To begivenheder trådte hinanden over tæerne i ugen, der gik.
Ingen så dem, men alle talte om dem: jordskælvet og Stein Baggers ankomst til Danmark.
Jordskælvet var der mange, som oplevede på egen krop, omvendt blev Bagger og hans belevne svindel forsøgt blæst op, så man skulle tro, at vi alle også oplevede den og ham på vores egen krop.
Et samfunds prioritering
Det gør vi selvsagt ikke, Bagger udgør bare fortroppen af vores samfunds grådighed og totale mangel på samvittighed. I ordets bedste betydning, nemlig forstået som det begreb, der i sig har ansvarsfølelsen for andre, for ’næsten’.
Fuck ham! – og hans, siger jeg, problemet er bare, at han jo ikke er alene, men bare er et sølle symptom på en systemfejl og et samfunds prioritering af døde ting i stedet for et samfunds prioritering af det levende.
At IT Factory og Bagger indeholder samtlige af de ingredienser, en god historie gerne må indeholde, sås blandt andet af formiddagsavisernes satsning.
Et forarget gys
Tænk, hvis Ekstra Bladet og B.T. brugte lige så mange kræfter og ressourcer på større og samfundsvigtigere ting. De ville kunne flytte bjerge.
Baggers forretningsmetoderfascinerer, fordi de fremkalder et imponeret og forarget gys i mange af os. Vi ser på ham med en blanding af afsky og beundring, for der skal alligevel noget til for at være et så gennemført dumt svin.
Han er i sandhed fuldblods, men vi glemmer i et kort nu, at en hob af slipsemænd har stået i en rundkreds og onaneret på ham. Det er historiens tragedie, at én sølle mand kan snyde så mange. Så grundigt og det endda mens de gav ham stående applaus.
Årets billede
Årets billede, vi gerne ville have set, kunne være billedet af Birthe Rønn Hornbech, piskende sig selv på god gammeldags pønitensemaner. Mens lydsporet til ’I’m a believer’ siver ud af højtalerne.
Eller Pia Kjærsgaard, når hun kniber sig i armen og for sig selv uhørligt hvisker: Tænk, at det skulle gå sådan med dig, bette Pia, at du ville få ikke alene det halve, men det hele kongerige ... hi, jeg beholder kjolen på, så kan de ikke se, at det alligevel er mig, der bærer bukserne«.
Eller Helle Thorning-Schmidt, mens hun betragter sig selv i spejlet, med røde kinder, ophidset messende: Jeg er en ægte socialdemokrat, jeg er en ægte socialdemokrat, og jeg ved, at der er folk, der vil elske mig, hvis jeg tør vise det. Jeg er ikke bange for Pia, nej, vel er jeg ej, vel er jeg ej.
»Glædeligt nytår«
Året rinder ud med Obama på nethinden, økonomisk usikkerhed på alle fronter, en hel medieverden i krise, truende arbejdsløshed, nedskæringer og sammenbrud, så langt øjet rækker.
Man skal være nået igennem en halv and, et fad med medister og en god gammeldags flæskesteg, alt sammen behørigt skyllet ned med et par flasker rødvin, før man tør hæve stemmen og bævende fremstamme: »Rigtig god jul og glædeligt nytår. Det kommer til at gå hamrende godt i 2009, skål«.
