Jeg bladrer om på side 2 i avisen og kan mærke, at noget, der har tynget mig, forsvinder, jeg slapper af og synker lidt længere ned i sofaen. Krigen er forbi. Et billede af fem piger er beviset. Fire piger med hver sin kost, tre piger med smil på deres læber. De fejer foran deres skole i byen Beit Lahiya i Gaza. Et øjeblik er alle billederne af døde og lemlæstede børn væk. Et øjeblik er der i min bevidsthed fred i Gaza. At jeg ikke helt taber realitetssansen og kontakten med den virkelige verden, skyldes pigen midt i billedet. Hun synes at tænke på noget, der ikke er rart. Hvad mon hun tænker på? Hvilket signal sender dette billede? Når en bombe springer i en by og tilfældige folk dør, vil der i umiddelbar nærhed, måske endog rundt om det nærmeste hjørne, kunne tages et fotografi af en almindelig dagligdagssituation. Et fotografi, der signalerer, at her er alt, som det plejer. Det billede vil man selvfølgelig ikke bringe, fordi det er historien om bomben, der er vigtig. Så det billede, vi formodentlig vil se, er et billede, der vil gå til grænsen for, hvad man kan vise, både i respekt over for de døde og over for de folk, der skal se det i avisen. Et billede, der forhåbentlig i højere grad taler til følelserne end viser en bombes sønderrivende effekt på menneskekroppen. Følelserne skal vi så bruge på at reagere, gøre noget. Et aktuelt eksempel på, hvordan billeder kan bruges til at få os til at reagere, var sidste uges tv-udsendelse i forbindelse med landsindsamlingen til folk i Afrika. Her var der på den ene side rystende billeder fra Sierra Leone, hvor folk levede på toppen af en losseplads – og på den anden side billeder fra blandt andet en skole, hvor velplejede børn var beviser på udbyttet af sidste års indsamling. Disse billeder skulle på den ene side sende et signal om nød og på den anden side et signal om, at det nytter. Vise elendigheden, men finde balancen for, hvor mange fluer der må være omkring et barns mund. Uden at skubbe seerne væk og samtidig skabe en troværdighed om, at hjælpen vitterlig gavner. En vigtig balance, der – når man ser det flotte indsamlingsresultat – synes at være lykkedes. I modsætning til tv-billederne, der viser en udvikling over et år, står billedet af pigerne i Gaza underligt løsrevet fra en nutidig sammenhæng. Krudtrøgen har dårlig lagt sig i Gaza, før vi får et signal om, at nu er alt som før. Jeg har intet imod, at man viser billedet; det indgyder trods alt en form for håb – og hvor ville jeg ønske, at dette billede var hele sandheden. Men spørgsmålet er, om det ikke i højere grad viser menneskers vilje, styrke, mod og evne til at overvinde al tænkelig og utænkelig modgang? Selvopholdelsesdriften, den instinktive evne til at holde sig selv i live og normalisere en hverdag for at overleve mentalt. Den manglende våbenhvile og ugens episoder langs grænsen mellem Israel og Gaza lader ikke meget håb tilbage om, at denne krig er forbi. Det kan godt være, at jeg følelsesmæssigt får en rutsjebanetur ved at læse de daglige aviser med deres forskellige signaler, men hvad er det for en mental rutsjebanetur, piger i Gaza får? Hvad mon pigen i midten tænker?