Man skulle tro, der var mørkt i Nordsverige og specielt i en kommune, hvor der bor så ufatteligt få på så stort et område. Men byen Kiruna lyser himlen op på lang afstand, når man nærmer sig fra ødemarken, der omkranser den. Lyset kommer fra Kirunas store mine, der er livsgrundlag for byen, og som kører på fuldt tryk 24 timer i døgnet.
Den enorme mine, der ligger 500 meter fra Kirunas centrum, er verdens største jernmalmsmine og omsætter årlig for flere milliarder svenske kroner til den svenske stat, der ejer og driver minen.
Uden for Kiruna var der engang en sø, men den er blevet tørlagt, og området ligger nu øde hen. Hvis man kigger godt efter, kan man under sneen se enorme sprækker, der er flere meter lange og brede. Flere steder er jorden sunket med 10 meter, hvilket har efterladt store kratere. Hvis man ikke flytter huse og folk, vil byen bryde sammen, for jernmalmåren går fra bjerget ned under den tørlagte sø og hen imod byen. Derfor har Kiruna Kommune sammen med Luossavaara-Kiirunavaara Aktiebolag valgt at flytte store dele af byen, som blev grundlagt i år 1900.
I Kirunas store rådhus står Hans Utstrand og kigger ud ad sit kontorvindue. Han er stadsarkitekt i byen og står for planlægningen af flytningen. Solen er lige ved at gå ned, og de sidste solstråler farver hans ansigt i et gyldent skær. Han kigger ned på Gruvvägen, som den gamle vej hedder, der førte over til minen, før den blev spærret af på grund af fare for et kollaps. Han vender sig mod mig.
