Lad os tale om betydning.
Lad os tale om hvad fotografiet betyder. Hvis det overhovedet betyder noget ud over at holde en del mennesker foran og bag kameraet beskæftiget.
Lad os tale om det enkle og gnavende spørgsmål: har fotografiet overhovedet ændret noget i vores liv? Har et fotografi været med til at ændre historiens gang? Nogensinde?
Er det ikke blot noget vi nævner ved festlige lejligheder? Vi kan i søvne remse diverse billeder op. Lige fra Fentons kanonkugler, Capas faldende soldat, den sure Churchill, Marilyn Monroe der holder på kjolen, Lee Harvey Oswald der bliver skudt, Nick Ut’s løbende børn på en landevej i Vietnam, manden der går på månen, Che Guevara liggende død på et bord.
Har de billeder virkelig ændret vores syn på den verden vi er en del af? Har fotografi været med til at gøre mennesket til et bedre eller et dårligere menneske? Har fotografiet afskaffet krige, hungersnød eller spædbørnsdød?
Eller hvad med vores lille trygge andedam? Tør nogen nævne 10 fotografier fra vores eget land der har ændret Danmarkshistorien? Ført til politisk omvæltning? Revolutionslignende tilstande? Magtskifte?
Det er også lige meget, for vi kan bare vende det på hovedet. Prøv at forestille dig en verden uden fotografi? Forestil dig verden renset for fotografiske udsagn? En verden hvor fotografiet ikke er opfundet, ikke eksisterer. Hvor erindringen fodres af ord og tegninger, malerier eller åndedans.
Nej, vel. Jeg kunne lige så godt bede dig om at visualisere universitets uendelighed. Hverken det ’Stores uendelighed’ der omgiver os eller en verden uden det fotografiske aftryk er muligt at forestille sig. Fotografiets utrolige dominans i vores liv er overvældende. Fotografiet er det brændstof og den motor der trækker ordene efter sig. Uden ordene var fotografiet en tam grønsag, men uden fotografiet er ordene ofte usynlige.
Det paradoksale er jo, at fotografiet, dette ordløse væsen, først folder sig ud, når der bliver sat ord på det. På hvad det mon forestiller, på hvad det mon betyder og på hvorfor det er taget.
For et par måneder siden var jeg til begravelse. Det var min gamle tante Elsa der var død. Hun nåede præcis at blive 100 år gammel. Præsten talte pænt og varmt om hendes store betydning og hendes liv. Selv om nogle af os allerede er halvgamle, var vi unge i forhold til Elsa, men gamle i forhold til Elsas oldebørn, som også var i kirken og der sad på skødet af deres far og mor.
Og selvfølgelig kunne præsten ikke lade være med at tale om den enorme udvikling der er sket siden Elsa blev født for 100 år siden. ”Og dengang havde man ikke engang computere”, som hun sagde.
Elsa var et halvt år ældre en Pressefotografforbundet og lige så gammel som PF da hun døde. Men Elsa var ikke en forening der tog sig af fotografiske gøremål, men et menneske af kød og blod og da vi om eftermiddagen sad i hendes stue, kiggede vi fotoalbummer igennem. For at blive mindet om. Det er derfor man har fotoalbummer. Og der, sirligt indklæbet, side efter side, udspandt sig næsten et hundrede års liv. Og på de sider udspandt sig også et hundrede års fotografisk udvikling. Fra de knivskarpe sort-hvide portrætoptagelser i starten af 1900-tallet over masseindustriens slørede og efterhånden blegnende farver fra 1950-60’ernes feriesnapshots, til det digitale fotografis mere eller mindre gode udprintninger af børn og børnebørn. Et hundrede år.
Da Pressefotografforbundet blev stiftet af 6 agtværdige fotografer og eventyrere havde man ikke computere. Man havde glasplader, et skud i bøssen, et livsfarligt mørkekammer og stort set elendig reproduktionsteknik.
Og så havde de 6 der grundlagde vores forening, det, som stadig er en af grundsubstanserne i det at være fotograf; de havde en ubændig opdagertrang og en sulten nysgerrighed. Læg dertil et motiv som allerede dengang har været fremherskende – og som heldigvis stadig er det – de havde en kolossal lyst til at trykke den af. Og de havde i samme sekund de fik et kamera i hånden, oplevet det sus der går igennem én, når det vidunderlige og frydefulde sker: at man har taget et billede man ikke vidste man tog, at man i udførelsen af handlingen glemte sig selv og glemte at gøre det man skulle gøre, men bare gjorde det.
Dengang som nu fik fotograferne adgang til de hellige haller. Kameraet, som må betragtes som verdens største nøgle, giver adgang til steder, hvor ingen almindelig, dødelige mennesker har mulighed for at bevæge sig hen.
Som fotograf for 100 år siden strøg du direkte ind i kredsen af VIP-personer. Ikke fordi du var noget specielt sådan rent personligt, nej, fordi du holdt et stykke mekanik i hånden. Af grunde som måske ikke er svære at forstå, men svære at acceptere, er der desværre nogle gange opstået den misforståelse, at man var noget specielt fordi man var fotograf –eller journalist for den sags skyld. Det er selvfølgelig en ødelæggende misforståelse. Måske denne misforståelse, som når den er mest udbredt, formodes at kaster stjernestøv og berømmelse af sig, er én af grundene til, at faget aldrig har haft problemer med rekrutteringen.
Det ændrer nu ikke ved den kendsgerning, at det er dét der kommer ud af kameraet, der har betydning. Og det har det af den indlysende grund, at der er nogen der har brug for billedet.
Sådan har det altid været, der skal være nogen, der af en eller anden grund har brug for billedet. Et eller andet sted er der altid et motiv til afsendelsen. Og altid er der nogen der kan drage fordel af at billedet bliver taget, publiceret og aflæst.
Derfor er fotografer nogle gange nyttige idioter. Med begejstring og glæde.
Men sådan er det ikke altid. Heldigvis.
Det er derfor vi er nødt til at tale om betydning.
For hvis vi ikke tror på billedets magt, så er der grundlæggende ingen grund til at være fotograf. Vi bliver nødt til at tro på at det betyder noget.
Vi bliver nødt til at acceptere at vi er en del af et kæmpe evigt strømmende flow af større eller mindre relevans og betydning.
Og vi er nødt til at indse og acceptere, at den entydighed som fotografiet udgjorde for 100 år siden er forsvundet og i dag afløst af et differentieret mediebillede, af en meget mere sofistikeret brug af fotografi og film, og af generationer af unge, yngre, mennesker som er verdensmestre i at læse og forstå billeder. De er kort sagt klogere end vi var i deres alder. At det desværre ender med, at de ikke kan læse en bog eller en sætning der er længere end ordet fuck, er en anden og begrædelig sag.
Hvis pressefotografiet allerede i 1912 var svært at putte i boks og bås, så er det i dag umuligt. Og måske også omsonst og i værste fald et idiotisk forsøg på at begrænse den frie udfoldelse. Pressefotografiet er i dag en vidunderlig blanding af klassiske fotografiske dyder i den ene ende og glimtvise forsøg på nyskabelse og sprogudvikling i den anden ende. Det kniber med fornyelse, men sådan er det ofte når et nyt sprog skal opfindes og læres. Det tager tid, fordi erfaring jo altid læres baglæns og ikke forlæns. Man er bogstavelig talt nødt til at se på om det nye der bliver lavet virker. Kan det forstås, kommunikerer det?
Tag bare den, i hvert fald her hos os i Danmark, tilsyneladende evige diskussion om det arrangerede fotografi. Jamen, glem alt om det, se 100 år tilbage og konstater bare, at det altid har eksisteret. Dengang var de også gode til det. Og hvorfor? Hvorfor?? I kan jo alle sammen svare på det spørgsmål: fordi ellers kommer der ingen billeder i kassen. Ingen har jo hele livet til at blive fotograferet og ingen fotograf kan stå i uendelige tider og vente på sit billede. Sådan er det, fordi dem der bliver fotograferet har en interesse i at tage sig nogenlunde godt ud, og fordi fotografer er ambitiøse. Ambitiøse på egne og billedets vegne, og til en eksamen der begynder hver morgen og varer livet ud. Man er aldrig bedre end sit sidste billede.
Og hvad så? Er det et ’dårligt’ billede fordi man har sagt at manden skal se til højre? Er det er uvæsentligt billede fordi han ser til højre? Nej, vel er det ej.
Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være. Der er, som dengang, kun én eneste målestok for om billedet er godt eller dårligt, og det uanset hvilken vej manden ser: bliver vi klogere på manden, når vi ser billedet af ham? Er svaret ja, så er det et godt fotografi, er svaret nej, så er det et dårligt fotografi.
Lad os tale om betydning.
For man skal jo være slemt naivt skruet sammen, hvis man tror på at alle der nogensinde har ønsket at blive fotografer gjorde det ud fra store uegennyttige og ædle mål. Selvfølgelig ikke.
Der står ikke skrevet nogen steder, at man som fotograf hver morgen skal springe ud af sengen, skråle ud i soveværelset, vække konen og forskrække hunden: ”Jeg vil ændre verdenen”. Nej, det er ikke et krav man med rimelighed kan stille.
Alligevel sker det, at vi har det held at opleve fotografer som gør stort indtryk med deres arbejde, og som måske er med til at ændre vores opfattelse af tingenes tilstand og sammenhæng. Fotografer der undrer sig så meget, at de bliver nødt til at undersøge, hvorfor der er grund til at undre sig. Og finde ud af hvad det er der foregår. Og det kan man som bekendt kun med et kamera i hånden. I hvert fald er kameraet den vidunderligste undskyldning for at få lov til at gøre noget. De fotografer der brænder for at fortælle en historie, er dem vi nogen gange læner os op ad. De bliver vores ledestjerner og vores lokomotiver. Og det mens de fleste af os prøver på at stille skarpt og at få afleveret til tiden. Magasinet skal trykkes, avisen skal ud og Nettet er bulimist.
Om 14 år, cirka, fylder fotografiet 200 år. Selve pressefotografiet, altså fotografi der er frembragt med det formål at blive publiceret i fortrinsvis nyhedsmedier, har en del over 100 år på bagen.
Men vi er ikke alene mere. Rummet er fyldt af udsagn og meninger, støj og larm, forbrugerisme, reklameknep og mestendels ligegyldighed. Hvor det tidligere var let at brage igennem med sit udsagn, sit billede, skal der i dag mere til. Konkurrencen om opmærksomheden er enorm, tv og Nettet står os op i halsen, mens vi grådigt gisper efter vejret og ikke kan få nok.
Mere vil have mere, og vi kan ikke få nok af ligegyldig information og billeder der eksisterer mere af vanens magt, end fordi de bibringer historierne noget nyt. Mere vil have mere og hvem tør være den første til at kaste håndklædet i ringen og erkende, at det ingen mening giver at blive ved med at fylde på?
Ikke alene er der kommet mange flere medier af forskellig observans, men der er også kommet mange flere producenter af fotografier. Faktisk så mange, at lige meget hvor du befinder dig, så vil personen der står ved din side væren en potentiel fotograf. Ikke nødvendigvis med et kamera i hånden, det bliver givetvis snart afskaffet, for en telefon, eller hvad det nu er, kan gøre det. Vi er alle fotografer. Uanset alder, køn og uddannelse.
Vores største udfordring er ikke at begrave os i endeløse diskussioner om iscenesat fotografi eller brugen af pap eller computer, nej, fagets – og dermed vores – største opgave er at overbevise resten af verden om, at der er brug for os. At vi har en fremtid.
Derfor skal vi tale om betydning.
For hvordan får vi de andre, alle de andre, til at forstå, at vi kan noget som ingen andre kan? Og at vi kan noget som alle har brug for? Hvilke midler skal der til for at de forstår det? Er det ord, ord i tonsvis? Ja, det er det også, men det er først og fremmest billeder der skal til.
Væsentlige billeder. Gode billeder.
Vi overlever kun ved hjælp af én eneste kvalifikation: personlighed. Du må skærpe din faglige personlighed. Og det gøres ved at skærpe din menneskelige personlighed.
Vi har brug for fotografier der viser, at der bag kameraet står et tænkende og reflekterende menneske.
Vi har brug for, at den opsparende kvalitet og evne til at fastholde nuet, at denne egenart og højt specialiserede kunnen, udfolder sig 100 procent i hvert eneste billede.
Vi har brug for, at dette enestående fotografi håndbæres ind i det lokale, hvor beslutningen om dets brug skal træffes.
Vi har brug for, at fotografen kan sætte ord på billedet – for de andre forstår nogle gange bedre ord end billeder.
Vi har brug for, at udfordre dem der sidder i den anden ende af tråden – læserne. Vi har brug for, at de bliver tvunget til at se, tvunget til at tænke og tvunget til at tage stilling.
Vi har brug for, at tale til det kloge menneske. Og det menneske er som os selv. Nysgerrigt, begavet, søgende og måske nogle gange også tålmodigt.
Vi har brug for tålmodighed. Vi skal opdrage folk til at have tålmodighed, for det kræver tålmodighed at skulle fordybe sig. Og vi ønsker at folk skal fordybe sig.
Vi har også brug for hinanden, for ofte er ens sidemand klogere end man selv er. Meget tit endda. Hvis vi er heldige, kunne det ske at der dryppede noget over på en selv. Eller omvendt.
Vi har brug for, at bevare legen i vores liv. Ikke legen der fortrænger livets alvorlighed, og ofte mørke sider, men legen der gør os i stand til at overskride grænser.
Vi er ikke alene ude i det store mediebillede, og vi er ikke alene, når vi skal blive endnu bedre til det som det handler om: at formidle det man ikke kan tænke sig til.
For det er det, vi som fotografer skal stræbe efter; at øve os på at vise, at virkeligheden altid overgår fantasien.
Lad os tale om betydning. De næste 100 år.
Publiceret i Magasinet 3. april 2014.