Udadtil så alt fint ud. Udadtil så hun ud til at have det godt.
Hun var 20 år, smuk, studerede fotografi på universitetet i Holland. Tilværelsen gled planmæssigt fremad – og hun fulgte med.
»Men det var ikke mit rigtige jeg. Mit rigtige jeg var i gang med at planlægge, hvordan jeg kunne sætte en stopper for det hele og tage livet af mig selv«, har Laura Hospes fortalt.
En onsdag morgen gjorde hun alvor af det. Sagde farvel til sin kat. Og lagde sig til at sove - for aldrig at vågne op igen. Eller: Det var, hvad hun ønskede.
Men hun vågnede op. På hospitalet. På psykiatrisk afdeling. Med diagnoserne angst, depression og spiseforstyrrelse.
Allerede den første dag tog hun et billede af sig selv. Og mærkede en kortvarig lettelse og ro i hovedet. Så Laura Hospes fortsatte. Med at tage selvportrætter. Af den slags, man mildest talt ikke ser mange af på de sociale medier i dag. Selvudleverende, tæt på, billeder af at være sårbar og syg. Billeder renset for forfængelighed.
’UCP-UMCG’ har hun kaldt serien - efter det sted, hun var indlagt. »Jeg fotograferede, fordi ellers ville jeg eksplodere. I mine billeder kunne jeg vise al den vrede, frygt og sorg, som jeg ikke kunne komme af med i virkeligheden«.
Og så var det også hendes måde at sige »jeg er ikke skør«, fortæller hun:
»For det er man ikke, bare fordi man bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Men man føler, at man er ved at blive det. Og i det kontroltab ligger der meget ensomhed«.
»Måske kan det her få flere til at se, at livet ikke altid er så perfekt som på Facebook. Måske får andre lyst til at dele lidt mere af deres inderste også«.
OM FOTOGRAFEN
Laura Hospes er en hollandsk fotograf fra Groningen. Født 1994. Hendes fotoserie ’UCP’ er udkommet i bogform og kan købes hos forlaget Lecturis.
I 2015 blev Laura Hospes af den internationale fotoblog LensCulture udnævnt til at være et af 50 unge fototalenter, som verden bør holde øje med.
Se flere af Laura Hospes’ billeder på hendes website eller følg hende på Instagram.
LIVSLINIEN
I Danmark tilbyder Livslinien anonym rådgivning til folk, der gennemgår svære perioder i deres liv.
Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-04.