Som vraggods på en strand er 75.000 mennesker landet i et politisk tomrum på Balkan og i Grækenland, hvorfra de ikke kan komme videre. Bag sig har de deres forliste liv i Afghanistan, Pakistan, Syrien og andre steder og foran sig har de EU’s grænsehegn og ulyst til at tage imod flere flygtninge og slet ikke migranter på rejse blot efter et bedre liv.
I forladte lagerhaller på Beograds togstation bor flere hundrede afghanske asylansøgere, der ikke tør eller vil tage imod Serbiens hastigt voksende tilbud om ophold i formelle flygtningelejre med mad, hygiejne og sanitet. De har hørt rygter om, at de kan blive deporteret til Makedonien eller Bulgarien og vil derfor hellere udholde kulde og den giftige røg fra de jernbanesveller, de brænder af for at holde varmen.
Mange af dem har boet her i månedsvis og gentagne gange forsøgt at krydse grænserne til EU-landene Ungarn og Kroatien. Men begge steder er der øget kontrol med grænserne, og kun meget få slipper igennem. De, der bliver taget, sendes retur til Serbien og for manges vedkommende togstationen i Beograd.
Hazrat Ali, 16, kender godt til sne og kulde fra Afghanistan, men i modsætning til derhjemme har han ingen remedier eller indtægt at klare sig for, og han er dybt afhængige af for eksempel tæpper fra nødhjælpsorganisationer.
