Tallene kom fra Unicef i marts 2016 i en ny rapport, 'No place for children' - og logikken var ikke bare indlysende, men fortvivlende klar:
Hvis man er barn af syriske forældre og under 5 år - og det er 3,7 millioner eller hvert tredje syriske barn - så er man født i løbet af den tid, konflikten i Syrien har stået på. Og så er krig eller flugt, det eneste man kender til.
Af disse børn befinder omkring 2,9 millioner sig stadig i Syrien, anslår FN's børneorganisation ifølge Reuters, mens godt 800.000 er flygtninge i Syriens nabolande.
Af dem har 300.000 ydermere aldrig oplevet at have et barndomshjem, men er kommet til verden som flygtninge i et andet land. Og har - som New York Times citerer rapporten for - »fået deres liv formet af vold, frygt eller tvangsflytning«. Alene i Libanon findes der 70.000 børn fra Syrien, der er født i landflygtighed.
Rapporten anslår også ifølge Reuters, at 8,4 millioner syriske børn - eller 80 procent af Syriens børn og unge under 18 år - lever under vilkår, hvor de er i akut behov for humanitær hjælp.
Og endelig at omkring 2,8 millioner af de børn, der i øjeblikket befinder sig i Syrien eller i nabolandene, ikke går regelmæssigt i skole.
Associated Press har i forbindelse med offentliggørelsen af Unicef-rapporten samlet nogle af de billeder af syriske flygtningebørn, som nyhedsbureauets fotografer har taget de seneste år. En af dem er Muhammed Muheisen, der både er blevet belønnet med Pulitzer-priser og priser i World Press Photo for sine billeder.
I en landsby i det nordlige Libyen undervises denne pige sammen med andre syriske flygtningebørn om eftermiddagen på den lokale skole, når de andre børn er gået hjem. Billedet er taget i maj 2014.
Sne, sne, sne. En syrisk dreng ser ud ad vinduet i en teltlejr i Bekaa-dalen i det østlige Libanon. Billedet er taget i december 2015.
En syrisk dreng venter i en ungarnsk solsikkemark på at få lov til at komme ombord på et tog, som skal fragte ham og hans familie til den østrigske grænse. Billedet er taget i september 2015.
Syrisk dreng i en midlertidig flygtningelejr i Libyen, fotograferet i september 2013.
Flygtningebørn fra Syrien i en lejr nær byen Al-Faour i Libyen, fotograferet i december 2014.
Syriske Zubaida Faisal på 10 år sjipper i den teltlejr i Jordan, hvor hun nu bor. Billedet er taget i juli sidste år.
I et telt i en flygtningelejr i Jordan vugger en syrisk kvinde sit barn i armene, mens hun laver aftensmad. August 2015.
Denne syriske dreng flygtede med sin familie til Akkar i det nordlige Libanon, hvor han blev fotograferet i maj 2014.
I et telt i en provisorisk lejr i Jordan undervises syriske flygtningebørn. Billedet er taget i august 2015.
Sammen med sin mor ankom dette barn til den græske ø Lesbos i oktober - efter at være sejlet i gummibåd fra Tyrkiet.
Diana, en syrisk pige på 10 år fra Damaskus, står barfodet på stenene ved jernbanesporet uden for den græske by Idomeni, hvor 14.000 flygtninge strandede i et forsøg på at komme ind i Makedonien.