0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Marie Hald
Foto: Marie Hald

Bonnie Cleo Andersen er mor til tre og arbejder som prostitueret. Det har hun gjort, siden hun var 18 år. Første gang hun havde sex for penge, gjorde hun det for at få råd til en ferie. Det var en dårlig oplevelse, og Bonnie græd og var flov over sin krop. Indtil da havde hun kun været i seng med sin datters far. Alligevel blev hun i branchen. Når hun har fri klokken 16, henter hun sine børn og kører hjem til sit rigtige hus, som ligger en halv time fra bordellet. Dette foto blev kåret til Årets Pressefoto 2013.

Glæden ligger i at have et arbejde, der gør folk glade, siger hun

DR-dokumentaren 'Bonnie og de tusinde mænd' er et portræt af en kvinde og mor på Vestsjælland, der arbejder som prostitueret.

Se her en række fotografier fra en billedserie om Bonnie, der i 2013 vandt priser både i Årets Pressefoto og World Press Photo.

Fotograf Marie Hald var fotojournaliststuderende på den afsluttende del af uddannelsen, da hun i løbet af et år fulgte Bonnie, som i dagtimerne er 'Patricia' og arbejder som prostitueret i et hus ude på landet i Vestsjælland.

Ved Årets Pressefoto i 2013 vandt Marie Hald både hovedprisen, Årets Pressefoto, og 1. prisen i Årets Danske Reportage for hendes portræt af Bonnie.

De billeder, der vises her, er de 8 billeder fra serien, der skaffede hende reportageprisen. Det sidste billede i serien blev desuden belønnet med en 2.-pris i verdens største og mest prestigefulde fotokonkurrence for pressefotografi, World Press Photo.

Bemærk: Billedteksterne er de tekster, der fulgte - og var gældende for - fotografierne i 2013.

Marie Hald
Foto: Marie Hald

Det vigtigste i Bonnies liv er hendes børn. Bonnies håb er, at børnene får en bedre barndom og et bedre liv, end hun selv har haft. Hendes søn Oliver har hængt ud med et dårligt slæng og lavet meget ballade. Derfor har Bonnie og Oliver aftalt, at Oliver skal på et skoleskib i et år.

Marie Hald
Foto: Marie Hald

Mange af Bonnies kunder er stamkunder, som er kommet fast hos hende i flere år. Sex er for Bonnie et arbejde, og hun har aldrig sex privat. Til gengæld finder hun glæde i at gøre et stykke arbejde, som gør folk glade, siger hun

Marie Hald
Foto: Marie Hald

Bonnies ældste søn, Oliver, bliver konfirmeret i den lokale kirke. Ud over Bonnie ses Bonnies mor Doris, som også arbejder i sexbranchen, Bonnies stedfar og datteren Michella.

Marie Hald
Foto: Marie Hald

Bonnie har det godt med rutiner i hverdagen. Hver aften får Noa et bad, så ser de lidt tv og falder tit i søvn, mens de ser tegnefilm.

Marie Hald
Foto: Marie Hald

Eftersom prostitution er et lovligt erhverv i Danmark, er Bonnie en registreret virksomhed. Hun betaler skat og har både en revisor og en advokat. Bonnie er glad for at have penge til at give sine børn noget ekstra. Michella har fået sin egen hest, og hvert år rejser familien til Tyrkiet, hvor de har en ferielejlighed.

Marie Hald
Foto: Marie Hald

Bonnie håber ikke, at hendes børn vil vælge at arbejde i sexbranchen. Familien oplever mange fordomme og børnene er blevet mobbet. Sidst Noa holdt børnefødselsdag på McDonald's, meldte 20 af børnene afbud til festen.

Marie Hald
Foto: Marie Hald

Bonnie er ikke bange for at være på bordellet alene. Hvis man er i sådan et job, skal man ikke være bange, siger hun. Gennem årene har hun haft tåregas, et boldbat og en pistol liggende, men i dag har hun ingenting. Dette portræt vandt i 2013 en 2.-pris ved World Press Photo.

Annonce