0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Martin Bubandt
Foto: Martin Bubandt

»Jeg har altid ondt. Det er bare et spørgsmål om hvor ondt. Derfor er jeg nødt til at tage mine smerter alvorligt. Det bedste tidspunkt er, når jeg optræder. Der er jeg smertefri. Når adrenalinen suser rundt i kroppen, holder den smerterne på afstand, og jeg kan glemme dem for en kort stund«. Lotte Heise, entertainer, radiovært, forfatter. Slidgigt i ryg og fødder.

»Det gør altid ondt. Altid«

850.000 danskere lider af kroniske smerter. På en ny fotoudstilling træder entertainer og forfatter Lotte Heise og ni andre danskere frem og fortæller om et liv i pine.

En af de største velsignelser mærker man netop ikke: At man ikke har ondt nogen steder. Og derfor ubesværet kan mærke alt muligt andet.

Hvad det er værd, ved de 850.000 danskere, som lever med kroniske smerter. Som Max, der efter en arbejdsskade har kroniske rygsmerter og en depression: »Jeg har i de seneste år ladet min krop tatovere med forskellige dyremotiver. Det minder mig om en lykkelig tid dengang jeg havde mit drømmejob i Zoologisk Have«.

Max er en af ti personer med kroniske smerter, som fotografen Martin Bubandt har fotograferet for Smertelinjen, hvor smerteramte og deres pårørende gratis kan få rådgivning.

Billederne - og de ti fortællinger om et liv, der gør ondt - kan opleves på udstillingen 'Smertens ansigt', som vises i forhallen på Herlev Hospital og siden skal besøge andre hospitaler i landet.

Entertaineren og forfatteren Lotte Heise fortæller, hvordan hun skulle lære at bede om hjælp, da hun fik kroniske smerter af slidgigt i ryg og fødder. Skuespilleren Jens Jørn Spottag om, hvordan han fandt sin indre kriger, da smerter forårsaget af leddegigt og diabetes satte ind. »Find det, du vil kæmpe for: din familie, dit arbejde. Hvad som helst«, siger han. Den tidligere verdensmester i speedway Jan O. Pedersen har kroniske smerter i ryg, hænder, fødder og nakke efter en ulykke, men insisterer på, at han kan det samme som før. »Det er«, siger han, »bare et spørgsmål om at få det planlagt ordentligt«.

Efter et overfald som 18-årig fik Jonas posttraumatisk hovedpine og Hortons hovedpine, droppede sit studie, sin karriere i militæret og mistede sine venner. Uden sin datter tror han ikke, at han havde levet i dag. »Hun har med oprigtighed og ukuelig livsglæde flyttet mit fokus væk fra mig selv og alt det, jeg ikke kan, og fået mig til at indse, at jeg kan være noget for nogen«.

Udstillingen på Herlev Hospital åbnede 18. marts 2015 og fotografierne hang på stedet en måned. Billedteksterne i fotoserien her på siden er uddrag af de tekster, der følger billederne på udstillingen.

Martin Bubandt
Foto: Martin Bubandt

»Det værste er næsten mistroen fra andre mennesker. Der er nogle dage, hvor jeg tænker, at det hele ville have været meget nemmere, hvis den 700 kilo tunge palle havde knust min arm. Så kunne folk i det mindste se mit handikap«. Max, flexjobber, sygemeldt pga. smerter og depression. Kroniske rygsmerter efter en arbejdsskade og tre efterfølgende rygoperationer.

Martin Bubandt
Foto: Martin Bubandt

»Forskellen mellem at være syg og rask er det at skulle træffe valg konstant - eller hele tiden være sig bevidst om ting. Mens den raske person ikke tænker så meget over dagens valg«. Pia, førtidspensionist. Født med hypermobilitet, har slidgigt i hofte, nakke, fingre og ryg og lider af kronisk hovedpine.

Martin Bubandt
Foto: Martin Bubandt

»Almindelige mennesker har 25 liter benzin i tanken og kan derfor give den gas, når de skal over en bakke. De presser bare speederen i bund og fortsætter ufortrødent på den anden side. Min tank har kun 5 liter benzin, så jeg må hele tiden rationalisere for at komme over på den anden side af bakken, hvis jeg skal nå hele vejen hjem på samme tank«. Jan O. Pedersen, tidligere verdensmester i speedway. Brækkede ryggen i en ulykke i 1992 og har siden haft kroniske smerter i ryg, hænder, fødder og nakke.

Martin Bubandt
Foto: Martin Bubandt

»Det nemmeste ville være at grave sig ned. Men jeg tvang mig selv til at tænke positivt. Det nyttede ikke noget at ligge og have ondt af mig selv«. Sisse Fisker, studievært og foredragsholder. Har haft to diskusprolapser, har modicforandringer og brud på en ryghvirvel.

Martin Bubandt
Foto: Martin Bubandt

»Folk har svært ved at acceptere og forstå, hvad det vil sige at være kronisk syg, og ofte er jeg blevet mødt med: »Hvorfor ligger du så ikke hjemme i din seng?« eller »Det skal nok gå over igen. Du skal bare ud og røre dig lidt«. Kathrine, lærerstuderende, faldt ned fra et træ som barn og har siden haft svære muskel- og nervesmerter i ryg, nakke og hoved.