Tusindvis af mennesker flygtede i weekenden over den syrisk-tyrkiske grænseovergang ved Akcakale.
Masseflugten over den syrisk-tyrkiske grænse skyldes, at kurdiske tropper for nylig er rykket helt frem mod den syriske by Tal Abyad for at presse Islamisk Stat væk fra området. Tyrkiet har siden borgerkrigens udbrud i 2011 taget imod cirka 1,8 millioner syriske flygtninge.
En lille pige bæres over et ødelagt hegn ved Akcakale, mens borgerkrigen i Syrien raser få kilometer bag dem. Ifølge tyrkisk tv lykkedes det i weekenden over 3.000 syrere at krydse grænsen, mens nyhedsbureauet AFP beretter om en del flere.
Mange børn var blandt de mange syriske flygtninge, der i weekenden trodsede skarpe pigtrådshegn for at nå i sikkerhed i Tyrkiet.
Endnu et fortvivlet barn løftes over på den tyrkiske side ved grænsen til Syrien. Tyrkiet har i flere dage haft lukket grænseovergangen ved Akcakale for at forsøge at bremse flygtningestrømmene.
Mange flygtningebørn er fanget i den syriske borgerkrig, som ifølge FN har kostet over 220.000 mennesker livet siden 2011.
Byen Tal Abyad, hvorfra de mange syrere flygtede i weekenden, er strategisk vigtig for Islamisk Stat. Den fungerer både som indgang til Tyrkiet og leder videre til Raqqa-provinsen, som er en af terrorbevægelsens højborge.
Der blev skubbet og mast for at nå over grænsen ved Akcakale, mens andre forsøgte at klemme sig igennem hullerne i pigtrådshegnet.
Et lille barn bliver slynget over hegnet til Tyrkiet. Mange familier splittes i den syriske borgerkrig, fordi de kun har råd til at lade deres børn flygte ud af landet.
Temperaturen var over 35 grader, da de mange syrere flygtede til Tyrkiet. Dem med familie i Tyrkiet kan blive sammen, mens andre vil blive fragtet til omkringliggende flygtningelejre, skriver nyhedsbureauet Dogan.
Terrorbevægelsen Islamisk Stat kontrollerer cirka en tredjedel af Irak og Syrien, inklusive Iraks andenstørste by Mosul.
Inden Tyrkiet lukkede grænseovergangen ved Akcakale i sidste uge, var over 13.500 syrere flygtet fra kampene i den strategisk vigtige by Tal Abyad.
En syrisk flygtning holder sin baby tæt ind til kroppen efter at have krydset grænsen til Tyrkiet.