Cath Borch Jensen var 3 måneder for tidligt på den, da hun blev født i 1984, og er spastiker. Til hverdag er hun zoneterapeut og har i mange år fulgt den københavnske dansescene.
»Du danser min dans«, sagde hun, første gang hun så en koreografi af Tora Balslev. Siden har de to haft et tæt samarbejde, og til og med søndag medvirker Cath Borch Jensen i den cirka en time lange danseforestilling 'Splastic' i Dansehallerne i København, hvor hun sammen med koreograf Tora Balslev udforsker potentialet i spastisk bevægelse.
I forestillingen udfører de to en synkron dans, hvor Tora Balslev oversætter Cath Borch Jensens bevægelser til sin egen krop. Og forsøger at sætte fokus på det, en spastiker kan, frem for det, han eller hun ikke kan.
»Vi bevæger os rundt liggende og siddende på gulvet, og det hele foregår til et særligt lydunivers. Vi udfolder Caths bevægelser, når jeg spejler dem, og vi udfordrer publikums normalitetsbillede. For kan en krop med spasmer danse? Ja, det kan den. Caths krop har nogle andre former og sin egen sandhed, og det giver dansen et udtryk, som er spændende, udfordrende og anderledes«, siger Tora Balslev til Elsass Fonden, der arbejder for at forbedre mulighederne for mennesker med cerebral parese, og som har støttet forestillingen økonomisk.
.
.
.
.
.
.
.