Som en lille plet midt i det danske land ligger Endelave solidt placeret i det sydlige Kattegat. Hvorledes øens navn er opstået vides ikke.
Og dog. For her er »intet a' lave«, fortæller en endelavit med et smil i øjet.
Den 13,2 kvadratkilometer store moræneø med omtrent 160 fastboere huser en af Danmarks mindste skoler med blot syv elever fordelt på 0. - 7. klassetrin. Herefter skal de større børn dagligt med den tidlige morgenfærge til skolen på fastlandet. Men det gælder endnu ikke Samanda, Mikkel, Freja, Mads, Mathilde, Johanne og Felix. For dem trasker hverdagen derudaf med differentieret undervisning, kompetenceudvikling og leg.
»Vi har startet en lille tradition, hvor vi planter et træ for hver elev, der stopper på skolen og skal ind på fastlandet«, fortæller lærer Helle W. Koefoed om et lille indhegnet træ bag skolen. Det er plantet for 8. klasses-eleven Sigge, der nu går på Dagnæsskolen i Horsens.
