Han hedder Wilmer Brizuela, Wilmito blandt venner, men først og fremmest er han 'The Pran' – enevældig konge i et fængsel, som blev bygget i 1950’erne til 650 fanger, men som nu rummer næsten det tredobbelte. I 2005 erobrede Wilmito og hans bande fængslet med magt, og siden har de styret det med hård hånd og narkohandel. Venezuelas regering har på sin vis kapituleret over for situationen: Soldater fra en særlig enhed af hæren patruljerer uden for – men ind vover de sig ikke.
Sidste år fik den spanske fotograf Sebastián Liste en formel tilladelse – altså af Wilmito – til at opholde sig næsten en uge bag fængselsmurene.
»Han lod mine kontakter forstå, at jeg var velkommen til at besøge ham i forbindelse med fejringen af hans datters 15 års fødselsdag inden for fængslets mure. Han ville sørge for, at jeg blev eskorteret ind i fængslet, og når jeg først var der, ville jeg befinde mig på hans territorium«, har Sebastián Liste fortalt i forbindelse med sin reportage, der første gang blev bragt i det amerikanske TIME Magazine.
Her beskriver Liste tilstanden indenfor som et kaos af korruption, narko og vold. Fanger, der bar pistoler og automatvåben. Folk, der lå bedøvede af crack og andre stoffer. Og et særligt fængsel i fængslet, hvor indsatte, der havde overtrådt stedets uskrevne regler, blev holdt isoleret.
