Klokken er 5 om morgenen i Fresno County i Californien, noget af USA’s mest frugtbare landbrugsland, og de første fattige har allerede stillet sig op i madkøen.
Selv her i dalen, hvor mere end halvdelen af landets frugt og grønt bliver dyrket, må de mange underprivilegerede være tidligt på stikkerne, hvis de vil have fingre i dagens nødhjælpsrationer. Ellers må de gå tomhændede hjem.
For den lille dreng Eric Ramirez og hans bedstemor er det en lang vej at gå. Fem kilometer frem og fem kilometer tilbage.
Da fotografen Joakim Eskildsen får øje på den lille purk, spørger han bedstemoderen og drengen, om han kan komme med dem hjem og tage nogle billeder.
Det er ren intuition. Der er så mange andre personer her, som det kunne være oplagt at tale med og tage billeder af for den danske fotograf, der er i gang med at skildre American poverty.
Eric Ramirez’ mor arbejder i markerne hver dag i mange timer, fortæller hun senere, og markarbejderne skal selv betale transporten frem og tilbage. De bor i en støvet trailerpark for indvandret arbejdskraft i byen Firebaughs udkant, viser det sig, da Joakim Eskildsen kører bedstemor og barnebarn hjem.
Fotografen lader drengen vise rundt i den slidte, men propre beboelsesvogn, han opmuntrer ham med »Nej, hvor det er spændende«, indtil de kommer til det mugne badeværelse. Drengen bliver bedt om at sætte sig i døren til brusenichen, og han følger nysgerrigt med, mens fotografen bruger tid på at stille sit stativ op og får kameraet på plads. Kontakten mellem de to er intakt, da Joakim Eskildsen trykker på udløseren. Kun to-tre gange. Så er den i kassen.
Fotografen Joakim Eskildsen mødte Eric Ramirez og hans bedstemor i køen til den gratis mad og spurgte, om han måtte fotografere dem hjemme i deres beboelsesvogn i byen Firebaugh i Fresno, Californien. Ifølge de amerikanske myndigheder lever 43 procent af børnene i den lille by under fattigdomsgrænsen.
Én ud af seks
Mere end 46 millioner amerikanere er fattige. Det er én ud af seks borgere. I verdens stærkeste økonomi. Det er det største antal fattige målt i hoveder, siden myndighederne begyndte at tælle den slags i USA i 1959.
Men hvem er de? Den typiske amerikanske fattige er netop ikke typisk, de er af vidt forskellig herkomst med vidt forskellige historier. Det var derfor, Time Magazine bad netop en udpræget kunstfotograf som Joakim Eskildsen med hans sans for det menneskelige udtryk frem for rå reportage om at rejse rundt til nogle af de fattigste områder af USA for at indfange forholdene på bunden af det amerikanske samfund.
Efter at denne families beboelsesvogn i indianerreservatet udbrændte på grund af en kortslutning, tog de mindste sig en blund oven på al dramatikken. Familien mistede de fleste af deres ejendele, undtagen et familiefotoalbum, som 17-årige Ramona fandt i ruinen.
Shoeshine er en 54-årig hjemløs i Fresno, California, som har collegebaggrund, men allerede som ung fik han en langvarig fængselsdom, og efter løsledelsen har hans straffeattest gjort det svært for Shoeshine at finde job. Han har været afhængig af kokain, men har vendt stofferne ryggen takket være en behandling hos Frelsens Hær. Nu er han hjemløs, bor i et telt, lever af at pudse sko og har 45 faste kunder.
Frances Menguista og hendes nabos søn Micah Taylor bor i et boligbyggeri med rigtig mange arbejdsløse. Hun arbejdede med ældre, men mistede jobbet, manden har deltidsarbejde, og de er afhængige af madkuponer fra staten.
I ghettoer og reservater, på gader og prærier, i rønner og beboelsesvogne, hvor minoriteterne, immigranterne, de psykisk syge, de utilpassede, de nedbrudte krigsveteraner, misbrugerne, dem med den tunge sociale arv kæmper for tilværelsen mod alle odds.
Når jeg ser på voksne med et elendigt liv, tænker jeg altid på, hvordan de var som børn. De drømme, de havde
Vi har set billeder fra de miljøer før. Narkomaner med kanyler i armene. Voldelige overfald på gaden. Våben. Hjemløse, der roder i skraldespande. Men Joakim Eskildsen har en anden indgang.
»Jeg fokuserer på det grundmenneskelige. Nede under alt det elendige er der ofte en rest af noget, vi kan identificere os med. At vi måske endda kan se os selv i den samme situation. Og spørge, hvorfor det skal være sådan«.
Mest berørt er Joakim Eskildsen over børnene. Som Eric Ramirez i trailerparken.
15 millioner børn i USA lever under den officielle fattigdomsgrænse. Af dem vokser over 6 millioner op i det, der kaldes ekstrem fattigdom med mangel på basale fornødenheder. Blandt den økonomiske samarbejdsorganisation OECD’s 35 medlemslande er USA nr. 34, når det gælder børnefattigdom. Kun Rumænien har en større andel fattige drenge og piger.
Den amerikanske regerings kontor for den oprindelige indianske befolkning anslår, at kun 15 procent af vejene i indianernes reservater er i acceptabel stand. Blandt andet derfor, og fordi reservaterne ligger langt fra de større byer, har den indianske befolkning svært ved at komme til job og uddannelse.
Francisca Sanchez er af mexicansk afstamning, men flyttede til Californien, hvor hendes mand arbejder i markerne. Han er sjældent hjemme og sender kun få penge. Hun samler og sælger dåser til genbrug for at kunne købe daglige fornødenheder. Hun er frivillig i sine børns skole.
Ronald Major er handikappet og bruger kørestol. Han mistede sit hjem under orkanen Katrina i New Orleans og bor nu under en bro.
Martha Andalon er friivllig og deler madrationer ud til de fattige i Firebaugh, Fresno. Hun kender selv vilkårene: Hun og hendes mand, der er skovhugger, og deres fire børn slås også for tilværelsen, fordi begge voksne er arbejdsløse.
»Alle har vi været børn og haft drømme og vil gerne opleve livet så fuldt og helt som muligt. Når jeg ser børn leve i kummerlige forhold, tænker jeg altid på, hvilket liv de mon vil få. Og når jeg ser på voksne med et elendigt liv, tænker jeg altid på, hvordan de var som børn. De drømme, de havde. Vi er alle ret ens i udgangspunktet, men omstændighederne fører os forskellige steder hen. Det er dybest set det, mine billeder handler om«.
Kortslutning i reservatet
I Sioux-indianernes reservat ved Cheyenne River i South Dakota lugter der af brand.
Det er ikke på grund af røgsignaler eller grilning af bisonokse, fornemmer Joakim Eskildsen. Han driver lidt rundt på må og få i den lille by Eagle Butte og følger sin egen mavefornemmelse af, hvor han kan finde et godt motiv til sit store fotoprojekt om amerikansk fattigdom.
Han kunne sådan set bare skyde til højre og venstre. Han ser berusede mennesker, apati. Så finder han en beboelsesvogn, der er helt udbrændt. Det ulmer stadig. Uden for det ødelagte hjem finder han Kate med to børn, Kates mor og Kates gravide søster på 17 år. Ramona Three Legs hedder hun. Det er anden gang på få år, at familien oplever en ødelæggende brand.
Både dengang og nu var kortslutning årsagen. Forrige gang omkom to børn.
Han tager billeder af Ramona og af de to små børn, der sover i klapvogne udenfor. Stilheden i billederne og den enorme personlige katastrofe skriger til hinanden.
Ramona Three Legs var til graviditetsundersøgelse, da en brand brød ud i familiens trailervogn efter en kortslutning i de elektriske ledninger. Her i Sioux-indianernes reservat i South Dakota sælger et regeringskontor kondemnerede trailere for at afhjælpe bolignøden.
Felicia og hendes datter Ermaline Ogbodo er kommet hjem fra søndagsgudstjeneste, Ermaline er en dygtig studerende og har fået et scholarship på et college, men hun er bange for ikke at have råd til at gennemføre, fordi moderen har mistet sit arbejde som plejemor og måttet erklære sig konkurs for at få slettet sin gæld. Moderen overvejer at sælge sine møbler for at skaffe penge. Hun synes, det er meget ydmygende.
T..J. Wilson stoppede med at arbejde, efter at han blev blind på grund af en fejloperation. Før var han i ingeniør i luftvåbnet og radartekniker. Han bor stadig i sine svigerforældres hus i Athens. Han lever af sin handicaphjælp fra militæret.
Madai Nunez og hendes otteårige nabo Amy bor i et motel for gæstearbejdere i Fresno, California. Om dagen, når de voksne arbejder i markerne for 8 dollars i timen, er der roligt ved motellet, men aftenerne er præget af mændenes druk og slagsmål. Prostituerede lægger også vejen forbi.
Mange indianere bor i kondemnerede trailervogne, som de køber af et statsligt agentur, der sælger de faldefærdige vogne i et forsøg på at løse boligproblemerne.
»Det er rene krudttønder uden sikringer. To ledninger ligger op mod hinanden, og intet slår fra, hvis de står og gnistrer op mod hinanden og isoleringen smelter. Der er jo ikke nogen lobby for dem derude på prærien, majoritetssamfundet gør intet«.
Så hellere roma
I forbindelse med et tidligere fotoprojekt har Joakim Eskildsen levet seks år på feltfod og sammen med Europas nok mest fattige og uglesete folkefærd, romaerne. Blandt dem er der ofte elendige materielle forhold. Alligevel var det et regulært chok senere at mærke, hvordan USA’s absolutte underklasse lever.
»Jeg ville langt hellere leve som roma end som fattig amerikaner«, siger han uden tøven.
Når de amerikanske myndigheder opgør fattigdom, foregår det ved at måle en families eller en persons indtægter: Under en defineret grænse er det fattigdom. Men som Joakim Eskildsen har oplevet det, handler amerikansk fattigdom om meget andet end manglen på knitrende grønne sedler. De amerikanske fattige er »forslavede« mennesker, siger han.
Børn af illegale indvandrere i en trailerpark i Athens, Georgia. I området skønnes der at være 440.000 immigranter, der arbejder i lavtlønsjob. Begår de små lovovertrædelse som at gå uden id-papirer, kan de blive deporteret. Tusinder af børn af deporterede kommer i familiepleje.
James Kinley og hustruen Diane bor i en lille velholdt beboelsesvogn. Efter 37 år som industriarbejder fik James hjerteproblemer og måtte opgive jobbet. Hans forsikringsselskab ville ikke udbetale penge, så han fik først indkomst, da han blev 65 og modtog regeringens sundhedsforsikring for ældre.
Ruthann Yellow Earring bor i et af de fattigste områder i byen Eagle Butte i siouxindianernes reservat . Børnene kalder det 'Den Mørke Side' på grund af de mange gadeslagsmål og fordrukne mennesker.
Den slags billeder blev malet for 100 år siden i Danmark: mennesker sat på gaden med al deres habengut hældt ud i en dynge. Her er det Frank og Jessica Whitehill og deres tre teenagedrenge, som med magt er smidt ud af deres hus i Danielsville, Georgia. De havde fået et varsel og planlagde at flytte til et andet hus samme dag, men sheriffen og hans folk kom dem i forkøbet og 'hjalp' dem ud. Georgia har USA’s højeste rate af tvangsauktioner efter finanskrisen.
»Det er kulturel fattigdom, mange fattige har ingen rødder og ved ikke, hvor de kommer fra. Madkulturen er væk, man ved ikke længere, hvordan man skal lave et måltid, og man kan i de fattiges boligområder nærmest kun købe noget, som kan puttes i en mikrobølgeovn. Man ved ikke længere, hvordan man skal bevæge sig, for man kan kun køre bil, ja, man kan knap bevæge sig. Man ved ikke noget om kvalitet, sundhed og indemiljø. De fleste huse, jeg besøgte, var tapet til som en blikdåse med airconditioningen kørende og tv’et altid i gang på fuldt knald med budskabet om, at »You can do it«. Og det sidder de så og kigger på og føler sig som århundredets tabere. Dét er forslavning. Systemet har 100 procent taget over i deres hjerner ned til den mindste celle, vundet over dem på en måde, de er inde i rottehjulet«.
Jeg ville langt hellere leve som roma end som fattig amerikaner
Helt anderledes var det at være med romaerne. Her var der fællesskab, engagement i børnene, herlig mad, stolthed over egen kultur. Joakim Eskildsen erkender, at man skal være forsigtig med generaliseringer, men romaernes livsomstændigheder oplevede han som sundere. Selv om de boede i mudderhuse i Rumænien, var det velfungerende familier med flere generationer tæt sammen.
Kun få af de romaer, han mødte, var psykisk nedbrudte. Helt modsat USA’s fattige. Personerne på de amerikanske billeder ser måske ikke ud til at være psykisk helt knækkede, »men de var tæt på«.
Han gætter på, at halvdelen af dem, han talte med, var på antidepressiv medicin.
»De var først og fremmest glade for, at nogen overhovedet spurgte dem, hvordan de havde det. Men rigtig mange græd også, når de fortalte. Hele det her pres for at finde job og tjene penge og være gode forældre, og så alt det tv, der viser dig, at du ikke kan leve op til det, andre gør ... din krop og hjerne kan ikke følge med«.
Joakim Eskildsen oplevede umiddelbart en masse vrede fra de fattige mod systemet og mod regeringen. Og som han skriver i forordet til sin bog fra projektet, som udkommer snart, gav mange udtryk for, at der ikke er nogen amerikansk drøm tilbage. Der er kun »amerikanske realiteter«. Det blev titlen på hans fotoodyssé ind i fattigdommens mørke.
»Det er jo sundt, at de er vrede. For det kan ikke være meningen, at folk uden videre skal kunne smides på gaden. Det kan ikke være meningen, at folk skal være så afhængige af en bil, at hvis den går i stykker, og de ikke har råd til reparation, kan de ikke fungere og passe deres job. Det kan heller ikke passe, at folk ikke kan købe grøntsager i deres område, men kun Coca-Cola og burgere og frosne chips. Men deres vrede var mærkeligt nok kombineret med en flovhed over, at de hver især ikke lykkes i et land, hvor der alligevel er mange muligheder«.
Hemmeligheden
Så er der de regulære katastrofer, der altid rammer de fattige hårdest.
Joakim Eskildsen besøgte blandt andet staten Louisiana, der er mærket af de enorme olieudslip, der fulgte, efter at hvor olieboreplatformen Deepwater Horizon eksploderede i den Mexicanske Golf og sank for fem år siden med enorme olieudslip til følge. På et fotografi kigger vi ind i ansigtet på en alvorlig dreng i en hængekøje på dækket af en båd. Hans far har nægtet at skrive under på en kontrakt med myndighederne om at indkassere nogle få tusinde dollar mod til gengæld ikke at rejse erstatningskrav i fremtiden, fordi deres fiskemuligheder er ødelagt.
Familien har mistet alt og må bo på den der båd, som ligger i havnen, og som hvor faderen går og svejser på den.
Eli Stockstill er ofte med ude på bedsteforældrenes rejebåd, som de har valgt at bo på for at spare huslejen, efter at en af BP's boreplatforme eksploderede for nogle år siden og lækkede enorme mængder olie ud i deres fiskevand ud for staten Louisianas kyst.
»Den her dreng opfatter måske ikke livet på båden som så forfærdeligt. Han har lært af sin far at styre båden, og han er i en situation ude over de grænser, vi kender til. Men hele den banale, konkrete historie om forureningen, som man kan beskrive i en tekst, er mig mindre interessant end at at se hans blik i hængekøjen. Det er et billede, du kan blive ved med at se på, men som aldrig vil fortælle hele sin hemmelighed. Du vil dog altid gerne forstå den hemmelighed«.
At være dansk var en fordel på rejsen, vurderer Joakim Eskildsen selv. Til dels fordi han som beskyttet velfærdsskandinav har bevaret en vis humanistisk naivitet, der fik ham til virkelig at undre sig.
»Og på mit dansk-engelske kunne de høre, at jeg var fremmed. Jeg kunne bruge det til at være uvidende med mange ting og spørge »could you explain that to me, I just don’t get it«. Det åbnede lukkede folk op«.
Om han var bange? Nej. Jo, én gang. I New Orleans efter oversvømmelserne i forbindelse med orkanen Katrina var et særligt område et af de mest nedslående steder.
»Jeg har rejst meget i den tredje verden og aldrig været bange. Men her i dette område af New Orleans, hvor de fattigste var ramt af katastrofen, kunne man simpelthen ikke forudse, hvad der ville ske. Der var pistoler og stoffer alle vegne, bydelen havde en højere mordrate end Colombias. Alle andre steder synes jeg, at jeg hurtigt har en gadefornemmelse, men her var det fuldstændig som et lotteri. Normalt går jeg rundt med kameraet fremme, men det kan man ikke der. Narkotikaen giver også så meget vanvid«.
John Wood er en 64-årig folkemusiker og kunstner, og engang var de nu bare vægge dækket af hans collager - men dem solgte han for at få et mere simpelt liv, siger han. Han har aldrig kunnet leve af sin kunst, så nu klarer han sig med socialhjælp og støtte fra sine søstre. Han synes, han er okay - han har aldrig kendt til andet.
Ruby Ann Smith bor under en bro i Athens, Georgia, sammen med andre hjemløse. Hun er prostitueret og narkoman. Hun har oplevet at blive slået, skudt på og overfaldet seksuelt. Joakim Eskildsen siger, at han valgte ikke at fotografere hende med en nål i armen eller med en kunde, »fordi jeg vil hellere fokusere på det, der er hendes essens som mennesker og lave et billede, som hun også selv gerne vil kigge på«.
Yolanda Rodriguez bor i telt i Fresno i Californien og var gravid, da billedet blev taget.
Seventh Ward i New Orleans er det eneste sted, den berejste Joakim Eskildsen har været bange. Engang et velstående område for den sorte befolkning, hvor jazzen blomstrede. Da en motorvej skar sig igennem i 60'erne, faldt området socialt fra hinanden. 44 procent af beboerne lever under fattigdomsgrænsen.
Det kan virke som en hån, at den glade diskomusik banker ud over hovederne på mændene, der venter på maduddeling i Poverello House, en nonprofit organisation i Fresno. Mange ældre og handikappede lever på gaden og er afhængige af privat barmhjertighed. Joakim Eskildsen vil gerne vise mændenes stenansigter - at de er fattede i en nedværdigende situation.
Ved en frugtfarm i Fresno, Californien, krøller visitkortene fra fortidens forretningskunder i solen og kun få nye kommer til. Der er forladte farme overalt.
Rokker en kunstfotografs næste tyste billeder af fattige overhovedet ved noget? Det tror Joakim Eskildsen på.
Han peger på et billede af en gruppe fattige mænd op ad en mur. De venter på gratis mad. En højttaler ses over deres hoveder. Glad diskomusik bragede ud i lokalet den dag. Nogle af mændene kom direkte fra fængslet eller den psykiatriske anstalt, nogle havde stadig fange- eller patienttøj på. Flere af dem vidste ikke, hvor de skulle sove. Joakim Eskildsen fangede et øjeblik, hvor den centrale stående skikkelse ser stoisk ud i luften.
»Det er et ikonisk øjeblik. Stenansigtet. De her mænd græder ikke. De er kede af det, men også fattede. De kæmper hver dag«.
»For mig er det en overordnet kritik af vores værdisæt, som det nuværende politiske system ikke tager sig nævneværdigt af. Jeg fotograferer aldrig det konkrete, jeg peger ikke på bestemte problemer eller løsninger. Mine billeder er agendafri og taler i stedet direkte til medmenneskeligheden. Jeg vil vise, at det er med disse mennesker som med mine børn: Hvad de end kommer ud for, skal de ikke ses i andet lys, end at de er helstøbte og fantastiske, som de er. Det håber jeg, at mange vil tænke«.
Han fik ros af cheferne på Time for sine billeder, men erkender også, at der var spredte røster på redaktionen, der syntes, at han godt kunne have rettet linsen mere mod rotterne og kakerlakkerne.
»Nogle få syntes ikke, at det var udpenslet nok. De ville have nøden lige op i hovedet. Men ledelsen var begejstret, og jeg var selv overrasket over, at folk skrev, at de blev berørte af disse mennesker«.
Efter Joakim Eskildsens opfattelse er vi blevet blændede af brutale og frastødende billeder af nød, krig, fattigdom. Vi kan ikke se lidelsen længere. Et lille barn med snottet løbende ud af næsen og tårer i øjnene påvirker os ikke på samme måde som engang. Noget andet skal rive os ud af osteklokken.
Joakim Eskildsen drejer bevidst linsen væk fra det værste.
»Jeg får som regel personen til at stoppe op og prøver at skabe et lille rum af stilhed. En pause, hvor personen og jeg trækker vejret dybt ind og mærker efter. Den tomhed skal skabe refleksion hos læseren over, hvorfor mon netop dette menneske befinder sig i den situation. Som læser ved man godt, at der er foregået en masse, inden billedet blev taget, og at det hele starter igen bagefter med fuld fart. Men pausen er som en lille kirke til eftertanke«.
Robby High Bear køber øl i den lokale butik i indianerreservatet. Hans håndtryk er blidt, og han undgår direkte øjenkontakt. Han lever af hjælp fra regeringen.
En eksploderet olieboreplatform forringede fiskeriet for Aleena og Elizabeths fædre i Louisiana. Fiskene er stadig forurenede, og orkaner hvirvler stadig olie op på kysten.
På et Eskildsen-billede kigger vi ind i øjnene på Lawanda Leary og hendes søn Reginald. Hun er arbejdsløs alenemor, de bor i et socialt byggeri, men hun vil nu rejse til Mellemøsten for at tjene penge ved et arbejde i militæret. Uden drengen.
Én ting er, at hver sjette amerikaner er fattig. Men endnu flere, hver fjerde, oplever over en toårsperiode at synke ned under den officielle fattigdomsgrænse – en del af dem kun for en periode, mange kæmper sig akkurat op over grænsen igen. Men frygten er altid hos dem, der er i farezonen. Som Lawanda Leary og sønnen Reginald. De er ludfattige og skal skilles fra hinanden i lange perioder de næste fem år.
»Jeg har vældig sympati for denne kvinde, hun er tvunget til at rejse for at tjene penge. I stedet for at se hendes barn græde er det efter min mening mere hjerteskærende at læse deres historie og på billedet møde deres blikke, deres alarmtilstand, udsatheden«.
»Som at sidde på en isflage, der er ved at smelte«.
Den enlige mor Lawanda Leary kan ikke få økonomien til at hænge sammen i det sociale boligbyggeri i New York. Så hun har taget job i militæret og skal udstationeres i Mellemøsten. Det betyder lange perioder adskilt fra sønnen Reginald.
Kelly Mitchell venter på gratis mad uddelt af frivillige under Claiborne Avenue Bridge i New Orleans. Siden orkanen Katrina er antallet af hjemløse i byen fordoblet.
OM FOTOGRAFEN
Joakim Eskildsen er født i København i 1971. Uddannet hos kongelig hoffotograf Rigmor Mydtskov. Rejste i 1994 til Finland, hvor han lærte at fremstille fotobøger.
Har udgivet en lang række bøger. I et hovedværk, ’The Roma Journeys’ (Roma-rejserne) fra 2007, skildrer han sammen med forfatteren Cia Rinne romaernes levevilkår og kultur på baggrund af rejser i syv lande i perioden 2000-06. Bogen har fået flere internationale priser, og fotografierne er blevet vist på talrige udstillinger i Europa.
UDSTILLINGEN
I 'En verden jeg kan tro på' viser Joakim Eskildsen billeder og andet materiale fra syv fotografiske bogprojekter siden 1989. Herunder rejsen blandt USA's fattige, som også skildres i en bog, der udkommer om kort tid.
Udstillingen kan ses på Det Kongelige Bibliotek i København frem til 30. januar 2016.
