Mont Blanc er langt fra det højeste bjerg i verden. Men det godt 4.800 meter høje fjeld er til gengæld netop blevet indehaver af en anden rekord:
Det er motiv for det største panoramabillede, der nogensinde er skabt.
Billedet består af 70.000 fotografier, der er sat sammen til et 365 gigapixel-fotografi, og fem fotografer har brugt over to uger i 3.500 meters højde på at skyde det.
Storheden må man dog ind på dette link for at opleve fuldt ud. Med mindre man er i Alperne. For det majestætiske panorama er gjort interaktivt, så man selv kan zoome ud og ind på hver en tinde, udforske hvert et fremspring på bjerget, hver en isblå kløft, i en overvældende og musebåren oplevelsesrejse for den helt almindelige skrivebordsbjergbestiger.
