Den tyske landskabsfotograf Christian Richter (f. 1979) har specialiseret sig i at finde nedslidte og smukke bygninger, som er blevet forladt. Han rejser rundt i Europa på jagt efter storslået arkitektur og interiør, som er blevet forladt og glemt af menneskene.
Der står de så og falder sammen år efter år, mens revnerne i væggene tager til, og tapetet triller ned. Eller der vokser et tæppe af mos frem, efterhånden som loftet drysser stille og roligt væk. Som her en smuk gammeldags biografsal, hvor polstringen vælter ud af væggene, og stolerækkerne er blevet trætte og møre og derfor har lagt sig ned.
»Da jeg var ung, blev jeg forelsket i forladte bygninger. Jeg fik et kamera i gave og begyndte at fotografere skønheden i disse bygninger. Jeg fotograferer mest tomme bygninger med flotte trapper eller interiør«, skriver Christian Richter om sine billeder på boredpanda.com.
Ser man ned over billederne, er der mange detaljer fra en svunden tid, hvor europæerne gjorde sig stor umage med at udsmykke lofter, gulve, vægge og fine gelændere. Der er smukke mørnede gardiner og kirkerum med høje hvælvinger og ruder dækket af lyslevende grønne planter.
