Anders Rye Skjoldjensen er en dygtig fotograf. Han har arbejdet på Politiken siden februar sidste år, og for nylig var han i Uganda med journalist Kim Faber for at fotografere til en serie artikler om landet, hvor 30.000 stadig dør af aids hvert år. Stærke, billedmæssigt udfordrende historier - blandt andet om Esther, som Politiken har fulgt i 13 år, og om Juanita, der er sygeplejerske, og hendes helt almindelige arbejdsdag med cancer, aids og koldbrand.
Ikke for at prale - ikke mere end højst nødvendigt i hvert fald - men her på adressen syntes vi, at det gik ret godt. For os var det svært at se, at man kunne komme hjem med meget bedre billeder end dem, Anders tog.
Men det syntes Anders ikke selv.
For inde i hans kamera lå DÉT, fortalte han: Det bedste billede fra turen.
