Var det noget med en forlænget weekend i et ishus?
Hvis svaret mod forventning skulle være ja, er det en af ejerne af et par sommerhuse ved Faxe Ladeplads, du skal bejle til.
Her er vandet fra Faxe Bugt skyllet ind over fritidshjemmene - kun for at fryse til is og indhylle husene i hvid glasur.
Kalenderen siger forår, men det er ikke til at se på husene ved Faxe Bugt.
Kulde, vind og bølger har over weekenden beklædt et par sommerhuse med is.
Tilhører huset her mon Kong Vinter eller Elsa fra Disney-filmen Frost?
Bag belægningen af is kan man svagt skimte husets oprindelige røde farve.
Lange istapper hænger fra de sydsjællandske huses tage.
Politikens fotograf er ikke den eneste, der gerne vil have billeder af de frosne sommerhuse.
Hvor længe endnu de sydsjællandske sommerhuse vil være indhyllet i is, er ikke til at sige, for ifølge Jesper Eriksen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, er en svag front på vej ned over landet. Og den kan indeholde både regn, slud og sne fortæller han.
»På Bornholm kan man vågne til to-fem centimeter sne i morgen tidlig, men i resten af landet vil der være kommet højst en centimeter sne og mange steder så lidt, at det ikke kan mærkes«, siger han.
Selv om tirsdag vil byde på sol og to-fem grader, vil blæsten få vejret til at føles meget koldt. Først fra onsdag og frem bliver det lunere med fire-otte grader i dagstimerne, fortæller Jesper Eriksen.
»Men så vil der til gengæld efterhånden være masser af skyer, så man får ikke så meget sol«, siger han.
Alligevel har han et par opmuntrende ord til de frysende danskere:
»Den kulde, vi har haft i starten af marts, har været usædvanlig streng, så hvis der kommer koldere perioder senere i foråret, får de nok ikke samme styrke«.