Rigtig mange mænd genkender det: Når ikke alene familie og job bliver ren rutine, men også vild druk med drengene er degenereret ned til fyraftensdrinks og vennemiddage. Og når man så oven i købet forstår de fuldt berettigede krav fra både konen, kollegerne og kammeraterne fra gamle dage – for slet ikke at tale om børnene .... Ja, så kan det jo knibe med at få de sunkne livsånder til at ranke sig eller bare få spejlbilledet til at ligne noget, der fortjener at overleve. Så er det, naturen kalder: Man må ud og fælde træer, skyde kronhjorte, sejle havkajak, køre mountainbike eller simpelthen løbe og løbe i vildmarken, mil efter mil.
Men var det da ikke for længst forbi med mænds drømme om tavse at ride mod vest i sporet på The Marlborough Man? Burde man ikke være effektivt afskrækket efter Jon Voights og Burt Reynolds’ ’Udflugt med døden’ i 1972? Eller i hvert fald efter at Billy Crystal & Co. i 1991 på deres latterlige ’Herretur’ til cowboyland prøvede at kende forskel på hoved og røv på en hest?
Kim Skotte: Det skal du se på CPH PIX
Nej. Manden har atter fået noget i klemme, selvtilliden velsagtens, så noget må han gøre. Finde ulven frem under skødehundens pelsværk, som allerede Jack London viste det i sin drengebog og mandighedsallegori fra 1903 om den ægte hanhund, der smøger domesticeringen af sig: ’The Call of the Wild’.
Natour de France
Nogle mænd – og her taler vi om franske knudemænd med middelsvært sortsyn såsom Michel Houellebecq – har oplevet krisen så dyb, at der ikke er nogen vej tilbage. Et ridt på racercykel ud i naturen er eneste konsekvens af en meningsløs eksistens: ud og tage livet af sig selv!
Med filmatiserede romaner som ’Udvidelse af kampzonen’ (’Whatever’) og ’Elementarpartikler’ (’Atomised’) står den højt anerkendte Michel Houellebecq jo i forvejen ikke forrest til et æresmedlemskab i feel good-foreningen. I det her ’tragikomiske eksistentialistdrama’ tager han altså en Natour de France op i bjergene, men tager han virkelig også billetten? Titlen rejser tvivl: ’Near Death Experience’. Near?
Men han fører an i feltet af otte film, som CPH PIX har samlet under fællesnævneren ’Back to Nature’.
Naturen mellem benene
Også kludemænd og artigt selvfornægtende tudemænd kan blive ramt af den tvivlesyge, der føles værre end døden. Som nu den unge familiefar Martin, der pisker rundt på fjeldvidderne med røven bar i norske Ole Giævers film med den tilpas tvetydige titel ’Mod naturen’. Efterhånden er en hel skandinavisk mandebevægelse på vej ud i vildmarken i hælene på de ensomme fortællere i Erlend Loes romaner ’Dopler’ og ’Fakta om Finland’. For ikke at tale om familiefaren fra ’Force majeure’, der tænkte på mobilen før familien, da lavinen truede. Med biografpremiere ugen før påske, var ’Mod naturen’ en tyvstart på CPH PIX-temaet om drenge og mænd i udveksling med naturkræfterne. Ikke mindst den, der egentlig især sidder mellem ørerne, men alligevel rører på sig mellem benene. For er det nu livet i naturen eller bare familiefri sex, der kan afværge vores nordmands truende depression og selvlede? Eller omvendt sagt: Er det familierutiner eller indebrændt liderlighed, der giver manden så sort samvittighed, at den hænger nedad? Er sådan en højfjeldsløber med friluftsklunker ikke snarere en friluftsklynker?
Fædre og sønner
Den tanke kan man godt få ved synet af filmtemaets modstykke til det norske bidrag: belgiske Cédric Kahns film ’Wild Life’ (’Le pacte’). For hvor norske Martin åbenbart må befri sig for familien for at lede efter sin indre mand, kan faren i Kahns film kun føle sig som et helt menneske, hvis han må være sammen med sine to sønner på 7 og 8. Så dem bliver han nødt til at bortføre fra moren.
Pris: Giv dine hjerter til den bedste film på PIX
Engang ville hun leve det fri liv som hippie-nomade med ham, men nu fortryder hun pagten fra dengang og har taget drengene med sig. Myndighederne støtter automatisk en mor med en mere konventionel livsstil, men drengene vil med deres far, og i ti år (!) lever de tre titlens ’vilde’ liv i sydfranske skove, campingvogne og landbrugskollektiver – uden for morens, politiets og pressens søgelys. At tænde bål, passe heste, malke geder, reparere en pickup og lære sine sønner det samme – dét kan måske for en mand være nok så meningsfuldt som at vende familien ryggen? En retro-livsform måske, men i det mindste en tilværelse, der får både arbejde og fritid til at hænge sammen med rollen som far. Men til gengæld så ikke med rollen som ægtemand.
Hjortens flugt
Både nordmanden og den franske hippiefar er iøjnefaldende alene med deres dilemmaer – har de slet ingen jævnaldrende mandlige venner? Men de render måske rundt alene et andet sted i de skovklædte Pyrenæer eller på Hardangervidden?
Den vordende brudgom i ’The Stag’ har venner, og de stiller op. Endnu en polterabendfilm, ja, men irsk og alternativ, fjernt fra Las Vegas: En håndfuld særdeles civiliserede – kan man kalde dem kuede? – unge mænd har så svært ved at sige nej til bruden, at de mod deres vilje må ud på en stag med gommen. En stag er en kronhjort, men også et ’polternat’ uden kvinder og med ekko af keltiske frugtbarhedsriter, hvor gommen hentede kronhjortens gevir ude på vidderne før natten med bruden. Et fjernt ekko lyder for resten i danske Chr. Winthers romance ’Hjortens flugt’.
Film om mystiske ungdoms-selvmord i Wales åbner CPH PIX i dag
Her er stroppeturen ligefrem bestilt af bruden for at gøre gommen til lidt mere mandfolk. Men da hans lige så tamme venner – en universitetslærer, en fallent og et bøssepar – får uønsket selskab af brudens bralrende machobror The Machine, smider de omsider både kludene og hæmningerne og slås som ’rigtige drenge’, splitterfornøjede bortset fra det nødtørftigste pelsværk lige omkring knagerækken. Anders Fogh og Fred Flintstone ville føle sig hjemme, og der er lige ved at gå Carl-Mar Møller i den.
Men selv om budskabet i ’The Stag’ er mere velmenende end ligefrem diskret afleveret, får de før så tæmmede mænd dog her noget ud af turen ud i vildnisset: et ærligere venskab og et bedre kendskab til sig selv.
Komedie er det så heller ikke alt sammen. ’Wild Life’ er ægte drama, og Rolf de Heers ’Charlie’s Country’ længes sammen med en alkoholiseret aboriginal urbefolkning tilbage til den australske outback. Den canadiske ’Backcountry’ er en romantisk kanotur, der udarter til ren og skær natur-horror. I ’Big Game’ møder en finsk knægt ægte storvildt, da han på en jagt med bue og pil står over for USA’s flystyrtede præsident, Samuel L. Jackson himself. Og endelig er ’Tusk’ – med en gammel søulk, der elsker hvalrosser og skipperskrøner – det amerikanske bidrag til de i alt otte film om drenge og mænd, der søger naturen.
Enten de så gør det for at finde ind til sig selv – eller for at komme ud og få noget fremmed.
fortsæt med at læse




























