Der var engang en krig og en fransk general, der blev præsident og kastede lange skygger ind i historien med sin store næse og stive militærhat, den berømte Kepi. Francois de Gaulle fyldte meget og gjorde sig selv til et symbol på fransk modstand under krigen og konservativ fransk gloire til alle tider derefter. Gastronomisk set skulle de Gaulle blandt andet have været glad for de særlige franske vafler, som drysses med flormelis eller stænkes med Grand Marnier. Og så har han lagt navn til et berømt citat om sin elskede franske nation: »Franskmændene vil kun stå sammen over for en ydre fjende. Hvordan skal man ellers forene et land, der har 245 forskellige oste?«. I en årrække har den gamle general og præsident også haft en restaurant opkaldt efter sig på Nørrebro. I Kronborggade har køkkenchefen Morten Arnfeldt valgt at satse på fransk gastronomi på topplan i sin lille, hyggelige og stilfulde restaurant med bare 24 pladser. Der er hvide duge, tændte stearinlys og afslappet elegance i de små lokaler. Arnfeldt er en kyndig herre med en fortid på adskillige stjernebestrøede restauranter i udlandet. På de Gaulle holder han sig til en månedlig menu med fire-seks retter, som der kan vælges fra. Fire retter koster 440, fem retter 470 og seks retter 500 kroner. Ambitionerne ses tydeligt, når man læser retterne igennem. Arnfeldt har en god og sikker smag og et håndværk, der kan følge med. Delikate appetizers Mens vi kiggede i kortet over to glas cremant (a 85 kroner) ankom små skåle med hjemmelavede chips med karry, ristede mandler og miniature-butterdejsruller med oliven. Og inden forretterne en lille appetizer bestående af en veltilsmagt Bloody Mary, lidt auberginekaviar med en aubergine-chip og en gedeostterrin med piment og basilikum. Uhyre delikat. Første ret på menuen: Terrin af slethvar og pomelo. En vanskelig lille ret, som ikke ser ud af så meget, men hvor smagsbilledet er meget komplekst. Tilberedningen var der ikke en finger at sætte på. Slethvaren mør og fast i sin indkapsling af pomelo og klar gelé. Tilbehøret var feldsalat på en smuk, grøn ærtepuré og et stykke sprødstegt spansk skinke. Smagsmæssigt kunne pomeloen som den store birolle godt have trådt lidt klarere i karakter. Selve terrinen var derfor ikke så spændende lige denne aften. Vinmenuen bød på et glas Grauburgunder Trocken, fra Dönnhoff, 2002. Delikat glas fra den store Nahe-producent. Min gæst fik en smuk servering af stegte kammuslinger på store kartoffelgnocchi med en hvid bønneskum til som sauce. Ovenpå kammuslingerne var en sprødstegt cannelloni anbragt fyldt med delikate svampe. En smuk og velkomponeret ret, der arbejdede med nuanceforskellene i de beslægtede smage fra kartoffel, hvide bønner, pasta (cannellonien) og den brede, sødmefulde kammusling. Bønneskummet havde fået et strejf af trøffelolie, der satte prikken over det berømte i. Vinmenuen foreskriver en Pinot Gris fra Kuentz-Bas til retten, men den meget venlige og begejstrede vintjener havde fundet en meget interessant Loire-flaske, en 24 år gammel Chateau de Passavant (Chenin Blanc) , som de havde lyst til at hælde på gæsterne denne aften. Det skulle de ikke høre et ondt ord for. Sødmefuld, kompleks og et meget interessant glas til retten. Hovedretten bød på kalv som medaljon, serveret på en lille kartoffelrøsti, og et stykke stegt kalvebrissel på en lille kvædekompot, det hele bundet sammen af en fornem kirsebærsauce, formentlig baseret på en kalveglace. Kalven var supermør og smagfuld, brislen kunne efter min mening godt være stegt hårdere, men var i øvrigt meget delikat. Kvæde er en fantastisk frugt, der gav masser af smag til kompotten, og kirsebærrene i sauce balancerede fint mellem syre og sødme. I glasset en smagfuld Rhonevin: 2000 Chateauneuf du Pape, Mont Redon. Osteudvalget var seks små, veltempererede franske og spanske oste, blandt andet Brie de Meaux, en manchego-type, Fourme d'Amber og en super-cremet ko fra Bourgogne. Dertil et glas Estancia Merlot fra Estancia Estate, Californien, 1999. Denne aften blev restaurantens gæster forkælet med et forrygende glas fra Brown Brothers med en helt enestående tæthed af bær i smagen. Men den har de nok drukket den sidste flaske af, når avisen går i trykken ... Meget fine petit fours Desserten kom i to dele denne aften. En præ-dessert på lakrids og abrikos: Lakridsbrulée og en abrikossorbet på en lille lakridstuile. Derefter en variation over jordbær: jordbærcharlotte med et lille marengslåg og en jordbærsorbet. Jordbær tarte-tatin i miniformat og en jordbærcremeis. Alt var smukt afviklet, smagene flot styret og konsistenserne præcise og delikate. I glasset kom en klassisk italiener: Bricco Mondalino fra Molignano, Asti, 2003 let, smagfuldt og elegant. Kaffen går for 70 kroner kuverten på stedet, og det er unægtelig en klat penge at lægge for sin aftenmokka. Men det skyldes det fine udvalg af petit fours: fransk nougat, turkish delight, små chokolader, trøfler og kager. Alt sammen smukt og elegant serveret. Regningen for denne aften endte på 1.680 kroner. Det er naturligvis kostbart, men Morten Arnfeldt har valgt at operere i de høje, ambitiøse luftlag. Og når man først går ned og ser på retternes niveau, er det på ingen måde dyrt at spise på de Gaulle. Man fornemmer tydeligt, at det er kvaliteten og det omhyggelige arbejde helt ned i detaljen, der interesserer Arnfeldt. Han er kaptajn på eget skib og har lagt en meget klar kurs for køkkenet. Det kan smages i alt, hvad der kommer ind på tallerkenerne. Ankerne ved denne aften var meget små og bør ikke overskygge, at de Gaulle ubetinget hører til blandt de bedste franske køkkener i byen. Tag trygt ned og spis hos generalen.