Adressen er en af de mest mondæne, man kan få i København, og stilen er da også passende dertil. Gennem de store velisolerede glasruder kan man udstille sig som tilhørende den gruppe, der ved, hvor det sner. Det gør det nemlig i Grillbaren, som Olsenbanden med stilsikkerhed har indrettet, så det blålilla neonlys i baren ikke virker spor afskrækkende, men tværtimod understreger den hulestemning, som de brune 'marokkopudebetrukne' endevægge fremmaner. Min association gik straks til et meget kendt grillrum på den anden side af Atlanten, nemlig Tribeca Grill, der ejes af bl.a. Robert de Niro.
Olsendrengene ved, at når man efterligner sådanne steder, skal ikke bare stilen, men også servicen være i orden. Det er den også her. Hele aftenen sørgede vores søde tjener for, at vi var veltilpasse, og hun gjorde det med ynde og diskretion. Hvad der kan undre, når stilen nu er så New Yorksk, er, at man må ryge over hele restauranten. Jeg er ikke sart, men det bord, vi fik anvist, var placeret mellem to meget tilrøgede borde, og jeg har ikke lyst til at bedømme mad med røg i øjne og svælg. Vi fik heldigvis lov at vælge om til et andet ledigt bord, hvor naboerne ikke var rygere. Dyre bobler Vi blev straks udstyret med store uhandy vinkort og lidt mere handy spisekort, hvis papirdekoration bar et meget fremtrædende og forstyrrende vandmærke, der for os to ikke-brillebrugende kvinder var ganske umuligt at læse i den let dunkle belysning. Mens vi læste højt for hinanden, blev vi tilbudt vand. Det er en uskik, mange steder er begyndt på: at tilbyde vand med eller uden bobler uden at oplyse, hvad det koster. Det kan nemlig mange steder løbe op i over hundrede kroner for to personer i vand alene. Der var dog ikke nogen protest, da jeg bad om postevand, og det kom prompte først i to glas og senere i en hel karaffel, og det figurerer ikke på regningen. Langt hellere måtte man forsøge at sælge os et glas vin til indledning. Vi indledte uden opfordring med et glas Crement de Bourgogne (65 kr.) og et glas af husets hvide Chardonnay (50 kr.) og konkluderede, at stedet sætter gode vine højt. Det gør de også på vinkortet, hvor der ud over husets vin kun var ganske få til under 400 kr. flasken. Det er for dyrt til en grillbar. Vi valgte en Vino Nobile de Montepulciano, 2000 fra det gode hus Antinori i Toscana (375 kr.) som en af de billigste, og kvaliteten kan man bestemt ikke klage over. Frisk krabbesalat Kortet byder på forretter (ca. 100 kr.), salater (ca. 100 kr.), supper (ca. 90 kr.), snacks (25-45 kr.), hovedretter med henholdsvis grill (ca 190 kr.) og specialiteter (155-345 kr.) samt oste og desserter (ca. 85 kr.). En middag med tre retter vil således typisk lande på ca. 385 kr. pr. person, hvilket giver os lov til at forvente god kvalitet, veltilberedt mad og tillige lidt overraskelser i detaljerne. Min medspiser indledte med en rørt krabbesalat, der var veltilsmagt og frisk. Den var tvistet den lille tand, der gør den mindeværdig med tynde skiver af friskt sprødt æble lagt mille feuille ('som tusinde tynde blade'). Jeg havde bestilt en hummerbisque, der var lavet klassisk, som den skal, uden dog at være ekstraordinær, men som også lige var løftet lidt ud af den tunge hummerfløde med små sprøde stykker jordskok og æble. Den gode logistik gør, at ventetid slet ikke forekommer, men at maden kommer i det tempo, man har brug for. Vi valgte en hovedret fra grillen og en fra specialiteterne. Portionerne er en voksen mand værdig. Da min osso buco ankom på en stor tallerken, overvejede jeg kort, om jeg burde lade fadet gå rundt. Men da jeg havde smagt på kødet, beholdt jeg det for mig selv, for det var ualmindelig mørt og fuld af smag. Det er en kunst at få bindevævet i osso buco til at blive smørmørt, samtidig med at muskelproteinerne ikke må blive for tørre. Det var lykkedes perfekt. Og der var kartoffelmos og en pikant gremolata (citronskal, persille og hvidløg) til. Her skal retten ikke tvistes, men netop fremstå i sin klassiske skønhed, og det gjorde den. Fra grillen ankom en stor portion lammekoteletter stegt som helt stykke på grillen og derefter skåret. Der stod på kortet, at det var marineret i mynte og mandel. Det var der ikke skyggen af smag af. Jeg undrer mig også over, hvorfor man skal marinere i mandel? Kødet smagte i det hele taget ikke af ret meget andet, end at fedtkanten var blevet branket, mens kødet var mindst 2 grader for råt til at få smag og god konsistens. Man skal på bedste amerikanske vis vælge 3 gange tilbehør, hvor valget af marinerede kolde bønner med løg viste sig at være det bedste ved hele retten. Som kartoffel kom en pommes anna (tynde lag af kartoffel med skalotteløg og smeltet smør), der var tør, mørk og sej. Af saucer havde tjeneren anbefalet sauce provence, der viste sig at være syrlige indkogte tomater. Den manglede sødme og sjæl, som man sagtens kan få frem selv i en dåse flåede tomater, hvis de behandles med omhu. Dyr dessert Desserterne er også klassiske, og pære tarte tatin (en omvendt karamelliseret bagt tærte) kom med vaniljeis og var ikke til at sætte en finger på. Det vil jeg til gengæld gøre ved min chokolade financier, der som kortets dyreste til 90 kr. var en lille relativt almindeligt smagende chokoladekage med vaniljeis og chokoladestænger med orangesmag samt lidt knasende kagestang. Den var ikke forkert, men den var heller ikke mindeværdig, sådan som jeg ellers ofte har fundet desserterne i køkkenerne rundt om i byen hos Olsendrengene. Vi endte med en regning på 1.355 kr. inklusive to kaffe. Det er maden, der skal strammes op i visse af retterne, for at stedets flotte indretning og gode service kan blive honoreret. Her er, som grillen fungerer lige nu, til tre huer.
