Der var engang, hvor Wham-drengene føntørrede deres lyse striber til Club Tropicana, og enhver ung mand med respekt for sig selv havde mindst fire pastelfarvede kanvasbælter i sin garderobe. Det var dengang, pastaen for alvor kom til byen. Ikke så længe efter slog Pasta Basta dørene op som spisestedet, hvor pasta indgik i stort set samtlige retter – måske lige med undtagelse af desserterne.
Man lavede endvidere på stedet en berømt pastabuffet, hvor gæsterne til meget rimelige priser kunne forsyne sig i et af tidens store gastronomiske trends: pastasalaten, hvor kold pasta blev mikset med stort set alt indenfor dyre-, plante- og mineralriget i mere eller mindre lykkelige kombinationer.




























