Når stjernerne hænger lavt over den københavnske sommerhimmel og Nyhavn brolægges med kapsler og udjokkede ølkrus, så er det godt at kende sine oaser. En af disse er klassikeren Zeleste, der i en årrække har ligget et flaskekast fra Nyhavn i St. Strandstræde nummer 6. Det lykkedes os at få et bord udenfor. Zelestes gård hører til byens perler. Der er plads til mange borde derude, duften af let brænderøg kommer fra det store åbne ildsted, og lader man blikket vandre opad, strækker gule bindingsværksvægge sig mod de skrå tage og den lyse himmel. Zelestes hjemmeside er præget af en vis lyrisk hang til overdrivelser. Jeg tillader mig at citere: »Når København viser sine urbane horn i panden; når Nyhavns brusende søulke overdøver glæden; så gemmer Zeleste sig som en genert engel i Nyhavns baggader - og lokker med madglæde & virtuositet med overjordslige toner. Restaurant Zeleste sigter mod stjernerne i det københavnske madliv.... Et madtempel med sådanne ambitioner - stiller selvsagt op til guddommelige øretæver. Men for det selvbevidste hus er dette en udfordring, der pudser fjerene og øger koncentrationen...«. Kortet på Zeleste rummer en række a la carte-bud, der mod diverse tillæg også kan sammensættes til en 3- eller 4-retters menu til henholdsvis 325 kr. eller 375 kr. Vi fik samtidig at vide af den meget venlige, men også noget uprøvede tjener, at der ikke var flere søtunger i køkkenet. Dette gjorde valget af hovedret til et spørgsmål om kød eller kød. Argentinsk okse eller sommerbuk. Vi nappede en af hver. Forretterne blev husets muslingesuppe og den halve hummer med dildmayo. Hummeren er Zelestes vartegn og går igen uden på spisekortene, på hjemmesiden etc. - så de må kunne noget med hummer, gik vi ud fra. Spinkel hummer Hummeren var en lille, pæn og knaldrød sag. Større, end når man vælger en halv hummer på en tilbudsrestaurant, hvor man ofte undrer sig over, at hummere udkommer i rejestørrelse. Men Zelestes hummer var stadig absolut på den spinkle side. Den smagte lidt af hummer og mest af ikke så meget. Dildmayoen skal fandeme være god, hvis det er det eneste tilbehør ud over lidt citron. Denne her havde opholdt sig lidt for længe i skålen og var begyndt at skifte en anelse farve i overfladen. Man skal huske på, at denne ret kostede 195 kr. og krævede et tillæg på 129 kr. på menuen. Det er for slapt. Til hummeren fik min gæst et glas amerikansk chardonnay, Columbia Valley, 2002 til 66 kr. glasset. Tja, en oversøisk chardonnay fra det brede midterfelt uden den store karakterstyrke. Muslingesuppen ville ifølge kortet blive serveret med dampede blåmuslinger - ikke så overraskende for en muslingesuppe. Men det var til gengæld overraskende, at vi kun kunne finde tre små forkølede blåmuslinger på hele tallerkenen. De øvrige smagsgivere, safran og koriander, var svære at finde i smagen - ligesom selve muslingenuancen også gemte sig godt. Grunden til dette skal nok ses i de afsindige mængder fløde, som suppen var kogt ind med. Den havde denne aften omtrent konsistens som en flødesovs, hvilket unægtelig tager lidt af friskheden og elegancen. Råbuk uden vildt Hovedretterne: Råbukken var fint mør, men havde ikke meget vildtkarakter denne aften. Man kunne nok godt have narret os og kaldt det rødt oksekød i stedet. Tilbehøret var nogle gode haricots verts, lidt morkler, kogte kartofler med skræl på og en skysauce. Endvidere lå der fuldkommen ubehandlede daddeltomater på tallerkenen sammen med nogle ret slappe blade babyspinat. Kortet beskrev tomaterne som bagte - det var vores ikke. Det samlede indtryk fremstod uigennemtænkt - og som sagt var flere elementer ikke tilberedt, som kortet beskrev dem. Det argentinske oksekød var til gengæld meget lyst og næsten kalveagtigt i farve og struktur. Det havde meget vekslende mørhed, men udmærket smag. Igen en skysauce - som der var alt for lidt af - og igen de samme kartofler, tomater og babyspinat (som ikke var sauteret, som kortet beskrev den, men rå). I stedet for morkler var der tragtkantarel til. Endnu en hovedret i kategorien: kød med blandet tilbehør - og unægtelig næsten en spejling af den anden hovedret. Forholdsvis uambitiøst af et køkken, der »sigter mod stjernerne ...«. I glassene kom en halv flaske bourgogne fra det klassiske hus Louis Jadot, Couvent des Jacobins, 2001. God kraft og fylde og et af de bedre køb i det beherskede leje til 335 kr. for en hel flaske og 195 kr. for en halv. Ostetallerkenen indeholdt bl.a. denne aften Münster, sort Castello, en fransk ged og Morbier. Flere af dem udmærkede oste - desværre serveret lidt for varme og udflydende, hvilket kan skyldes den meget varme tallerken, de blev lagt på. Et lidt ærgerligt kiks. Halvrå rabarber Dessertkøkkenet havde desværre en større smutter denne aften. Vi prøvede nemlig rabarbersuppen med de langtidsbagte rabarber, der denne aften glimrede ved stort set at være rå. Og i rå tilstand er tykke stave af rabarber - nå ja - uspiselige. Ske og gaffel var til absolut ingen hjælp. Vi kunne reelt ikke bide dem over. Suppen smagte i øvrigt udmærket. I midten lå en kugle iscreme smagt til med mynte. Det ville sikkert have været en helt udmærket dessert, havde det ikke været for de halvrå rabarber. Den anden dessert var en variation af jordbær. En udmærket jordbærsorbet med en lille tuiles, friske jordbær, en lille creme brulée og en jordbærgele med lidt champagnegranité i et shotglas. Pudsigt, at desserten i kortet kaldte sig »friske jordbær«, taget i betragtning at der kun var tre små jordbær på tallerkenen, og at de stort set ikke smagte af noget. Men ellers fungerede de enkelte indslag udmærket. To cafe au lait kostede 23 kr. stykket, og dermed endte vi med at skylde Zeleste 1.273 kr. Ikke nogen formue, hvis man ellers havde fået tre gode retter med vin på en af de mest charmerende adresser i byen. Problemet var bare, at stort set hele aftenen kørte med et alt for ujævnt niveau fra køkkenets side. Måske gik det for stærkt derude. Måske var der for mange gæster i ét ryk - måske, måske. Prisen er bare den samme for gæsterne - og så kan tjenerne ellers smile så meget, de vil. Denne aften fik man indimellem nogle pudsige flashbacks til 80'er-køkkenet med lidt for ens tilbehør til retterne og overdreven brug af fløde etc. Summa summarum er, at der ikke var ordentlig value for money denne aften. Og det er synd i en af byens bedste små gårdhaveoaser. Sku' man ikke skrue lidt ned for lyrikken på hjemmesiden og kortet og op for kvaliteten og måske gå efter en mere gedigen enkelhed end noget, der mere ligner end er. Denne aften er vi desværre nødt til kun at hænge to huer på knagerne og kvittere med, hvad hjemmesiden selv beskriver som: »Guddommelige øretæver«.