Navnet Hurtigkarl er en gastronomisk institution i Danmark. Roy Hurtigkarl var en stor skikkelse i mange år i den mere frankofile og klassiske ende af køkkenet, og Jan Hurtigkarl tog over og moderniserede familiekrøniken. Nu har han i 14 år drevet sin restaurant i Ålsgårde i det sommerlige Nordsjælland med sit tematiske køkkenkoncept. Sammen med sin køkkenchef drager Hurtigkarl hvert år til en ny gastronomisk kulturkreds og suger til sig. Hos Hurtigkarl kombineres inspirationskøkkenet ofte med danske råvarer og et mere eller mindre klassisk fransk køkkenhåndværk, så der opstår en moderne gourmetklon af et givent regionalt køkken. Skiftende køkkenchefer har arbejdet med Hurtigkarl, og nu har Jacob Mielcke Hansen taget over. Mielcke er en meget kompetent herre, der som en af de få kan skrive den trestjernede michelinrestaurant Pierre Gagnaire på sit visitkort. Gagnaire er en markant profil inden for den molekylære gastronomi. Mielckes køkken er innovativt, eksperimenterende, overraskende og modigt i kompositionerne. Vores forventninger var høje - for en aften hos Hurtigkarl er altid en kvalitetsoplevelse. Menuen hos Hurtigkarl køres med 5-6 retter - passende dimensioneret. Dette års inspirationskilde er Korsika. Det korsikanske køkken møder man nok navnlig som et kraftfuldt bondekøkken med ældgamle traditioner og specialiteter, der først og fremmest tæller charcuteriet (skinker og pølser), de krydrede oste og den milde, allestedsnærværende brocchiu (frisk fåre- eller gedeost, der bruges i mange retter som en ricottalignende ingrediens). Vi blev venligt modtaget, men så var det, som om der gik lidt usikkerhed i, hvem der egentlig havde bordet. Fornemmelsen af at blive glemt er uheldig i begyndelsen af besøget på en gourmet-restaurant. Husets aperitif var denne aften et glas mousserende vin med limeskal i. Lime bringer smagsløgene på en anden rejse end til Middelhavet - og stykkerne af skal overdøvede vinen. Snacks dertil: en ske med tuncreme med lakserogn og grønne druer. Cremen smagte lidt for lidt af tun og for meget af olie og mayo. Råmarineret tun med piment-d'espelette og lavendel. Og endelig bagte spätzle (sprøde nudler) med rødkålsmayo; rødkålen gav nok mere farve end karakter til mayoen. Modige kombinationer Mielcke lagde derefter ud med tre små, små appetizere: stegt foie gras og is på røget majs. En fremragende kombination og aftenens bedste enkeltstående oplevelse. Virkelig fint og enkelt. Jomfruhummermousse med passionsfrugts-beurre blanc. Begavet at bruge syren i passionsfrugten i en klassisk beurre blanc i stedet for vin og eddike. Balancen mellem den meget markante, både fede og syrlige sauce og den lette jomfruhummermousse var dog vanskelig. Sidste 'ret': oksehalepaté med blanc manger af mandel og rødbedeemulsion. Modig kombination med mandelsødme til okse i samspil med rødbede. Derefter: rødmulle med kantarel, abrikos og salturt. Smukt stykke fisk, fint dampet, overtrukket med skum på orange. Orange og kantarel og abrikos arbejdede fint sammen. Næste ret - makrel - blandt andet serveret med en skum på peberrod foruden en linsesauté, der var tilsmagt med grapesaft. Et par lange friterede spaghetti lå hen over retten, men gjorde ikke rigtig noget godt og smagte mest af olien, de var blevet stegt i. Makrellen var fremragende og peberrodsskummen ligeså, men linserne var denne aften endog meget sødlige i tilsmagningen, og grapenuancen blev efter min mening aldrig venner med de øvrige smagsgivere. Hovedretten: perlehøne, stegt og farseret blandt andet med marcipan, dertil nye små rødbeder og gulerødder. Og på en asiet for sig selv lidt stegte gnocchi i gedeostcreme. Jeg forstod ikke denne ret - og det beklager jeg. Hver især var ingredienserne fint tilberedt - men sammenhængen udeblev for mig. Som en lille opfrisker blev næste ret præsenteret: honningmarineret figen med gedeostis - eller 'gedeostsne'. To retter med gedeost lige efter hinanden virkede ikke helt skarpt. Første dessert: en lille skål dækket af et chokoladelåg. Nedenunder lå i tre lag: sorte oliven, tomat og øverst en is på timian - alt med dessertsødme. Aftenens kok deltog i serveringen ved at hælde en anelse varm olivenolie ud over chokoladen, der så smeltede og åbenbarede retten nedenunder. Superelegant idé, men desværre var retten for os helt skæv i nuancerne. Varm olivenolie og chokolade havde det ikke godt med hinanden, og de tre smage fra det salte køkken: timian, tomat og oliven forblev for os denne aften sammen med chokoladen et forsøg på at forene det salte og det søde køkken. Uden at forbindelsen blev sluttet. Svært at fange smagAftenens anden dessert var mere klassisk. Hvid og mørk chokoladecreme oven på hinanden og tre slags jordbær. Der var revet frisk sommertrøffel på jordbærrene, hvilket var svært at fange smagsmæssigt midt i al sødmen og syren fra de øvrige indslag. Vinene til hele aftenen var rigtig udmærkede korsikanske vine. En Vermentino - tidligt i menuen - fremstod lidt for spinkel, men ellers var der generelt god sammenhæng mellem vin og mad, og det var en fin oplevelse at drikke korsikanske vine med en finesse, som kunne akkompagnere et gourmetklassemåltid. Vi endte med at betale næsten 2.800 for aftenens besøg inklusive kaffe og grappa. Det er tæt på den standardpris et fuldblodsmåltid på en dansk superligarestaurant koster i dag. Desværre var det ikke en 100 procent aften, vi oplevede. Der var nogle ujævnheder i serviceniveauet. Pauserne var indimellem markant for lange, og der manglede noget sikkerhed. Det skal være på plads i denne prisklasse. Køkkenet er dog naturligvis det afgørende. Denne aftens gastronomi var måske nok teknisk upåklagelig, men velsmagen og sammenhængen i retterne sløredes af for mange ingredienser. Man vil gerne udfordres, men man vil også forkæles på dette niveau. Dejligt at få pirret intellektet - men det skal indimellem også 'bare' smage godt. Vi sad denne aften for ofte med oplevelsen af ikke at forstå retten. Madanmeldelser er velsagtens den ultimative smagssag - og her ville vores smagsløg ikke rigtig overgive sig til aftenens retter, hvor gerne de end ville. Hurtigkarls meget sympatiske restaurant er ikke uden grund omgærdet af megen respekt og veneration, priser, stjerner og kokkehuer. Alligevel når vi kun lige de fire huer for denne aften, når prisen sættes over for totaloplevelsen. Denne gang var der for mange historier på tallerkenen.