Den Brune Kødby er et fantastisk sted. Her burde maden virkelig udfolde sig. Desværre blev Måltidets Hus ikke til det, der var planeret og bygget lokaler til, men det skal ikke forhindre, at resten af området kan være en æstetisk oase midt på Vesterbro, hvor både krop og skønhed kan trives. DGI-byen sørger for en del af det kropslige og velværet - her er små grønne pletter, vandkulturhus, kurbad og et vidunderligt fravær af storbystøj. Det yder en del til helheden, og så er der spisehuset, der bærer navnet Vestauranten, og som både servicerer Øksnehallen, DGI-byens hotelgæster samt helt almindelige forbipasserende a la carte-gæster. Det kræver, at køkkenet kan skifte stilart lige så hurtigt, som gæsterne kommer ind ad døren, for der er forskel på at servere mad til et 20-mands soulorkester fra USA, der skal have et hurtigt måltid, før de skal over og underholde i Øksnehallen, og så de gæster, der forventer en restaurantoplevelse med et vist niveau. Lokalet besidder en særlig ro og afstressende atmosfære med store fritlagte bjælker og højt til loftet. Det forhindrer dog ikke ens fantasi i at forestille sig, hvorledes kvæget engang stod opstaldet i disse lokaler. Nu er her lyst og venligt, nærmest meditativt, og man kan nyde den fredelige udsigt til de grønne oaser, der kun brydes af et tysk turistselskab, der - som en del af rejsepakken - skal spise samme sted som vi. Stivelse lig sauna? Vi troede, vi var kommet først og derved kunne smutte igennem i køen, men vi blev - måske forståeligt nok - prioriteret bagest i køen, for her gælder det om at lukke munden på flest mulige sultne gæster på kortest tid. Spisekortet signalerer mange intentioner, men ikke den store konsistens. Der findes en såkaldt temamenu (295 kroner for 3 retter) inspireret af kurbadets saunatema. Hvad i alverden det så skal blive til på tallerkenen? Min medspiser syntes i hvert fald ikke, tematikken stod lysende klart i det, han spiste. Medmindre store mængder stivelse symboliserer sauna? Dagens suppe var en jordskokkesuppe (62 kroner) med nogle små uinteressante boller i, men suppen var en o.k. blendet suppe, om end lidt kønsløs. Brødet, der straks var kommet på bordet, var hjemmebagt og friskt, men uden nogen særlige smagsnuancer. Den mere end almindeligt gode tjener havde vist sig som en person med interesse for det, hun lavede, og foreslog, at vi prøvede en helt anden vin end den, vi normalt ville vælge. Vinkortet er yderst ræsonnabelt og med et godt udvalg på hverdagsplan. Vi sad og fedtede rundt i de sædvanlige valg mellem en rhônevin, en primitivo eller husets spanske Navarra (195 kroner). »Hvorfor ikke prøve en græsk vin. Hvis I ikke kan lide den, kan I bare vælge om, det skal ikke koste jer ekstra«, sagde den smilende tjener. Årsagen til denne entusiasme var, at hun selv var blevet overrasket over kvaliteten i den græske vin, en Nemea AOC fra Gaia lavet på druen agiorgitiko, 2003. Lidt ung, men efter dekantering overraskende god. Kartoffelgrød Forretten i temamenuen var en tærte med krebsehaler, grillede auberginer og sumak. Det mest dominerende i retten var nu en stivelsesklistret rissalat, der til forveksling lignede en af de rissalater, der stod på tagselvsalatbordet, og som netop skal fylde og mætte. Det er jo ikke nødvendigt i en forret, medmindre man har medtænkt, at tærtedejen, som tilfældet var denne aften, er klistret og tung og derfor ikke værd at spise. Så var det, vi blev fanget i ventetiden, mens det tyske selskab blev bespist. Men som en god tjener kan, blev situationen reddet ved at undskylde, informere og i øvrigt give et glimrende glas dessertvin til det søde til sidst. Hovedretten i temamenuen fortsatte stivelseslinjen. En overgrillet lammeculotte, der var tør og kedelig, med hvidløg og syltet citron kom på et bjerg af bulgur. »Det her køkken kunne sikkert være godt. Men de trænger til et voldsomt los bagi, før det lykkes«, udbrød medspiseren. Det salatbord, man kan supplere med for ganske få penge (32 kroner), var bestemt heller ikke mere værd. Der var en skål med den allestedsnærværende bulgur og en med ris, så var der friske sprøde salatblade af blandet type, langtidsbagte tomater, nogle velsmagende stegte champignoner og diverse oliven, hvidløg m.m. samt eddike og olie. Vel kan man blande en god grøn salat, men det stikker ikke meget af fra det, man gør til daglig. Min hovedret var en inspirationsret, som var en noget usammenhængende disharmonisk ret med grillede jomfruhummere, nye asparges, pesto og en såkaldt røsti, der snarere var som blød kartoffelgrød. De enkelte elementer var bortset fra kartoflen gode nok, men der var ikke tale om en decideret sammensætning, men om forskellige lidt for varmebehandlede ting, der ikke helt smagte af nok. Da vi nåede desserten, var forventningerne ikke store, og derfor blev der stor begejstring over de tre slags hjemmelavede is, der rummede en safranis, en chokoladeis og en vaniljeis. Alle helt tiptop. Det var temamenuens kage til gengæld ikke. Den havde været for længe i saunaen og var en sammensunken og sej fragilité med figen og dadel. Heller ikke særlig årstidsrelevant. Vores fortrinlige tjener skaffede en regning på 835 kroner, hvilket er en god nok pris, hvis maden havde været bedre. Det virker, som om der ligger noget bedre bag, men vi oplevede det ikke, og resultatet bliver ikke til mere end to kokkehuer for overstegt mad og for meget stivelse. Det kan en af de mest entusiastiske betjeninger og den gode is ikke ændre.