Historien om restauratør Torben Olsen og hans udbrydende personale 'Olsenbanden' er efterhånden blevet en del af krøniken i moderne københavnsk restaurationsliv. Hvem der gik hvor og hvorfor, er relativt underordnet for os, der kun har skjult trang til soapserier. Fakta er, at begge grupper og deres indbyrdes gemytlige konkurrence har holdt fanen højt i en række gode nutidige spisesteder med egen stil. Olsen var den første af Olsenbandens spisesteder. Det lå i Store Kongensgade og var stedet, man gerne skulle ses i baren med den rigtige drink i hånden. Nu er Olsen genopstået i Den Gyldne Fortuns kælder Ved Stranden skråt over for Christiansborg, og stilen er blevet anderledes, men stadig på toppen af det opdaterede. Service er et af nøgleordene, og selv om vi kun kunne få et bord i to en halv time, blev løfterne om en rolig middag indfriet til fulde. Her er stramt og alligevel varmt i stilen, og man føler sig godt tilpas ved de sorte kvadratiske borde, hvorfra jeg kunne se direkte ud i køkkenet. Stemning, service og stil er meget, som den findes i sin ypperste form i New York på klassiske steder som Tribecca Grill eller Union Square Cafe. Næppe var vi sat, før vi blev tilbudt vand og fik introduceret spisekort og aftenens menu. Den søde unge tjener viste sig også både at vide en del og have smagt på vinene, så hun rent faktisk havde en mening om, hvad der passede til hvad. Gåsen fra Hongkong Menuen fra tavlen er særdeles ræsonnabel prismæssigt og lød denne aften også stærkt indbydende. Tre retter for 295 kroner er god fornuft, når vi taler om et smart spisested midt i København. Kommer man på hverdage fra mandag til torsdag, er der også 'aftensmad' til 125 kroner. Dette var lørdag, og menuen lød på jordskokkesuppe, skovdue og blåbærcheesecake. Fleksibilitet hører med til god service, så da jeg spurgte, om jeg måtte udskifte desserten med en fra kortet, var det også helt i orden. A la carte-kortet byder på flere muligheder med supper til 80-90 kroner og kraftige salater til 50-80 kroner. Flere unge par fik cæsarsalat eller salaten med navnet: gåsen fra Hongkong. Sammen med et glas øl eller vin bliver det ikke særlig dyrt, og servicen er den samme. Forretterne mellem 80 og 145 kroner er både franske, italienske og dybest set amerikanske i deres tilsnit. Medspiseren fravalgte med besvær både svampegnocchi og hummercassoulet for at vælge krabberisotto (90 kroner). Hertil fik han et glas Vinos del Vero af gewurztraminerdruen fra Somantano i Spanien, 2003 (60 kroner). Fyldig og god til den velvoksne portion risotto med masser af frisk krabbe og god smag af hav og skaldyr. Hjemmebagt brød til. Min jordskokkesuppe var, som den skulle være, selv om den godt måtte have været lidt varmere. Den rundhåndede portion kammuslinger, der var dumpet ned i suppen, kom ydermere til at køle den for meget. Selv om en kammusling næsten ikke skal have varme, behøver den ikke at være halvkold. Men der var et godt skvæt trøffelolie hældt over; det skader ikke, og smagen var god, selv om suppen var for kold. Hertil et glas chardonnay fra Apulien, som var mere sprød, end druen er normalt, men rigtig tiltalende til suppen og muslingerne. Maskulint fyldige hovedretter Efter passende kort pause kom vores fyldige, men dog frugtagtige Vino Nobile di Montepulciano fra huset Antinori i Firenze (395 kroner). Antinori laver gennemgående dejlig vin, og dette var ingen undtagelse. Duen kom med saftigt rødt bryst og let confiteret lår anrettet med stegte tragtkantareller, saltbagte kastanjer, æbler og bagte græskar. Sand efterårsmad og et fund til den menupris. Hovedret a la carte åbner for et bredt spektrum. Wienerschnitzel, ossobuco, gråand eller oksemørbrad. Valget faldt på ossobucoen (170 kroner), der kom simrende og smørmør efter timer i ovnen, serveret i en let dansk fortolkning med brændende kærlighed og porre-peberrods-creme. I det hele taget er der maskulin nordisk fylde i hovedretterne med brug af kraftigt smagende danske krydderier som sennep, peberrod og løvstikke. Der var også her tale om en særdeles mættende portion. Medspiseren måtte hvile maven, mens jeg lige smagte på en af ostene fra udvalget (25 kroner for én ost). Et stykke pecorino sardo, der i supermarkedet ville koste mere for den mængde, kom med to slags hjemmelavet 'kiks' og syltede valnødder. Og så var der endelig lige det med desserterne. Dødelig chokolade En sikker lakmusprøve på køkkenet er, om creme brûléen (60 kroner) er luftig og sukkeret til at skøjte på. Den var perfekt og serveret med passionsfrugt, der gav et friskt modspil. Men intet overgår min dessert (70 kroner og den dyreste på kortet) med navnet Death by Chocolate. Inspireret af drinken med samme navn kom en god kugle chokoladesorbet i martiniglas med blandt andet Baileys, og ved siden af lå en fantastisk chokoladenøddekage, der var som en krydsning mellem den italienske konfektagtige pan forte og en rigtig svampet chokoladekage uden brug af mel, men bare masser af chokolade. Hvis dette er døden, er det som den rene himmelflugt. Inklusive to dobbelte espresso (25 kroner stykket) endte regningen på 1.195 kroner, men det kan med to retter og en lidt billigere vin gøres for godt det halve. Især da hvis man kommer på en hverdag. Her er trods få svipsere så meget fylde, at det må udløse fire huer til Olsens genopstandelse.