Hvordan finder man en god, italiensk restaurant i København? Man ku' for eksempel søge lidt på nettet. Det store og populære website 'Alt om København' (www.aok.dk) har i årevis gjort meget ud af de københavnske restauranter. Et imponerende stort antal spisesteder er her beskrevet indgående og kategoriseret enkelt og overskueligt. Der arrangeres endvidere afstemninger inden for de forskellige typer af restauranter, sådan at man altid kan se, hvilken der er byens bedste thairestaurant, indiske restaurant, romantiske restaurant, franske restaurant osv. Meget brugervenligt og informativt. Jeg klikkede mig ind på de bedste italienske restauranter og fandt til min overraskelse, at dér var en i selskabet, jeg ikke kendte. Den var oven i købet på andenpladsen. Københavns næstbedste italienske restaurant valgt af AOK's brugere hedder Al Mercante og ligger på Bredgade. Dens side på nettet er dermed forsynet med en fin plakette med benævnelsen 'TOP 5, 2003 Byens Bedste Italienske Restaurant'. Det så overbevisende ud. Jeg bestilte straks bord. Al Mercantes ejere skulle efter sigende komme fra Venedig. Al Mercante betyder 'hos købmanden' på italiensk, og sådan én har der jo også været i Venedig, hvis Shakespeare skal stå til troende. Restauranten er udsmykket med meget grandiose vægmalerier, der afbilder diverse klassiske italienske og venezianske motiver. Dugene er i nervøs velour, stolene har leopardbetræk, og musikken var denne aften næsten anmassende høj og danseglad. Der er i det hele taget en noget særpræget atmosfære af natklub på stedet. Hvis det er en romantisk aften, man går efter, bør man nok medbringe en cd hjemmefra til tjeneren. For at komme i veneziansk stemning bestilte vi to Bellini - den berømte drink fra Harrys Bar i Venedig. Ferskensaft/puré og mousserende vin, ikke uforglemmelig, men i orden med et prisskilt på 49 kroner. Sølvpapirssvane Kortet rummer et pænt udvalg af italienske evergreens og også en række retter, der virker mere internationale i deres tilsnit. Priserne ligger i det pæne midterleje. Pastaretter ligger lidt under en hundredkroneseddel, og hovedretter starter omkring 150 kroner. Vi endte med et lille udvalg af forretter (antipasto misto) til 94 kroner og en linguine-pasta med fisk og skaldyr til 115 kroner. Man kunne have ønsket sig, at de små forretter rummede en eller anden form for tilberedning, som egentlige småretter. Her var der tale om skivet italiensk charcuterie, pølser, breasola og lidt carpaccio. Carpaccioen serveredes med høvlet parmesan og lime (?!) og blev i kortet beskrevet som Carpaccio Cipriani. Ciprianis klassiske carpaccio fra Harrys Bar serveres nu med en mayonnaisebaseret sauce, så det bør man nok lige rette. Ellers var der ikke meget at sige om retten; der fulgte en lille salat med på tallerkenen, og det var da pænt uden de store overraskelser. Linguine-pastaen blev serveret på besynderlig vis: lukket ind i voldsomme mængder sølvpapir formet som en svane ...? Jeg forstod ikke helt dette. Retten har jeg fået serveret et utal af gange i Italien, aldrig i sølvpapir formet som svane. Men fint nok. Jeg pakkede den ud og svuppede den over på tallerkenen. Der var brugt frisk tomat, lidt hvid fisk og blåmuslinger, en enkelt sørgmodig jomfruhummer var kommet med i det fine selskab. Den var nu meget træt i både smag og konsistens. Smagen i retten var i øvrigt udmærket, pastaen en forholdsvis standardiseret type, men velkogt. Vi drak en Ghiaiolo 2001 Sauvignon Blanc til 240 kroner. Ikke voldsomt karakterfuld, men delikat og let drikkelig. Rødkål og rucola So far so good. Indtil dette tidspunkt havde vi stadig troen på at opleve et nogenlunde veltillavet, italiensk måltid på Al Mercante, om end atmosfæren og forretterne gav anledning til nogen undren, når man tænker på, at stedet var valgt til byens næstbedste italienske restaurant. Hovedretterne floppede desværre fælt. Min gæst havde bestilt husets specialitet: Tagliata alla Veneziana til 176 kroner. Små stykker oksekød blev serveret med rucola, parmesanflager og en balsamicobaseret sauce. Noget var gået helt galt med saucen denne aften, den var hvinende sød og grænsede til det uspiselige; stort set alt på tallerkenen havde haft kontakt med den. Tilbehøret var hasselbackkartofler (italiensk?) og endvidere en stor skefuld fintstrimlet rødkål. Vi forstod intet. Kålen fremstod let-syrlig fermenteret som chou croute. Det var et fuldkommen upassende og besynderligt indslag på tallerkenen, som jeg aldrig har mødt noget sted i Italien; og jeg håber heller ikke, jeg kommer til det. Kombinationen af kålen og den sliksøde balsamicosauce var noget af det værre, jeg har oplevet. Tjeneren kunne oplyse, at kokken faktisk ikke var italiener, men franskmand. Hans nationalitet er i princippet underordnet, men han bør holde op med at servere kål og sød sovs. Min gæst drak et glas siciliansk rødvin fra Centare til retten. Tjeneren bemærkede venligt, at den var væsentlig bedre end den husets vin, der som udgangspunkt var eneste flaske, der skænkedes glasvis. Min hovedret var sværdfisk med kapers og tomat. Fisken virkede træt i det denne aften; køber man et stykke dugfrisk sværdfisk og tilbereder det, smager det i hvert fald anderledes. Der var nogle meget løse, og meget kedelige ris til som tilbehør foruden den samme, famøse, fintstrimlede kål som på min gæsts tallerken. Det hang ikke sammen og havde meget lidt med det italienske køkken at gøre. Jeg begriber ikke, hvordan man kan finde på at kombinere den slags på en tallerken. Men meget unddrager sig jo forklaring her i verden. Fødselsdagslagkage Jeg troede ikke, det kunne blive meget værre, men måtte konstatere, at bunden ikke var nået, da jeg fik min dessert: mandeltærte. Jeg ved ikke, hvor gammel tærten var på dette tidspunkt, men bed mærke i, at dele af den stort set blev til pulver, når man forsøgte at sætte gaflen i den. Den burde aldrig være kommet ind på bordet. De to medfølgende kugler is var af en gennemsnitlig købe-type. Min gæst fik den klassiske, italienske kaffe-creme-kage tiramisu, der denne aften smagte meget lidt af kaffe og endnu mindre af marsala eller anden vin eller likør. En meget sød chokosovs i bunden af tallerkenen og en ordentlig klat flødeskum bragte mere tankerne i retning af en gennemsnitlig fødselsdagslagkage. Vi lukkede ballet med en regning på 1.076 kroner. Og det er naturligvis alt for meget for denne aftens meget uheldige oplevelser på Al Mercante. Man kan have en dårlig aften, en ret kan smutte i køkkenet, men når man ser på standarden aftenen igennem, så er der noget galt på stedet. Turistfælde? Muligvis. Men det er vel næppe turister, der har stemt stedet ind på top 5 over byens bedste italienske restauranter. På AOK kan man naturligvis ikke gøre så meget; det er brugernes dom, demokratiets svøbe. Alle kan stemme på de nominerede restauranter. Vi ender på to huer, hvilket ikke er uvenligt. Dele af dette måltid var ikke til mere end en enkelt hue eller halvanden. Den sidste halve hue går til den meget venlige tjener, der ene mand denne aften alligevel formåede at suse gennem restauranten med et øje på hver finger og klare det hjem på charmen, som han måske ikke lige havde i kendskab til det italienske køkken. Men ellers var købmanden langt fra Venedig.