Mange husker nok stadig Jan Friis-Mikkelsen, som var Claus Meyers kyndige væbner i køkkenet i de hedengangne tv-køkkenprogrammer på DR. Han udstrålede stor dygtighed og grundighed og gjorde ellers ikke så meget væsen af sig. I en årrække har Mikkelsen ført kniven over spækbrættet og jongleret med stegepincetten i en af de bedste restauranter i det nordsjællandske. Det er den smukke, røde bindingsværksgård Tinggården, der ligger et godt stykke ude i sommerlandet på Frederiksværksvej. Det lykkedes mig at ramme en tre-fire Frederiksværksveje, før den rigtige dukkede op, men der er jo ingen, der siger, at andre behøver at have en lige så mesterlig stedsans som anmelderen. I sommermånederne har Tinggården åbent hver aften, i vinterhalvåret begrænser man sig til dagene omkring weekenden. Der er to hyggelige bondestuer at sætte sig i, hvis ikke vejret tillader, at man bænker sig under valnøddetræet i den smukke, røde, grusbelagte gård med udsigt til de stråtækte længer. Dét tillod det denne aften, himlen var høj og lys og gårdmissen spankulerede på tagryggen - og så kan det vel næsten ikke blive mere idyllisk. Mikkelsen og Co. arbejder ud fra det franske landkøkken, som de slæber gode danske - gerne lokale - råvarer ind i. Det kommer der et meget smagfuldt, delikat køkken ud af, som dog klart har et udtryk med så meget raffinement, at det landlige nok primært skal ses som en inspirationskilde. God syre imod fedmen Der er to menuer på stedet, som man kan vælge et antal retter fra. Min gæst snuppede fiskemenuen med tre retter til 385 kr., mens jeg prøvede den 'almindelige menu' - til samme pris. Tinggården har en meget sympatisk vinpolitik: Man holder den samme avance på vinene uanset indkøbspris, så det kan her pludselig være muligt at finde rigtig gode og interessante flasker til priser, det er til at komme i nærheden af. Vi fandt en virkelig glimrende Macon Village fra den gode producent Vincent, 2000 til 325 kr. Klassisk Bourg-vin, fyldig og vellavet. Køkkenet lagde ud med en lille laksepaté - let og luftig, meget velsmagende. Et godt, hjemmebagt landbrød dukkede også op. Første ret i fiskemenuen var en ingefærgravad torsk med marinerede rødbeder og 'spicy' urter. En 'plade' af det fineste, letmarinerede torskekød var anrettet med en lille, delikat salat ovenpå; tallerkenen var kantet med rødbeder - og på den måde blev man mindet om klassisk torsketilbehør i denne vel nærmest asiatisk inspirerede forret. Ingefærsmagen var tydelig, men fint afbalanceret. Virkelig lækker. Min egen forret gik det også rigtig fint med: Stegt pighvar med solbær, nye løg og vanilje-beurre-blanc. Pighvarren er som bekendt en af de mere vellykkede skabninger i fiskekøkkenet; her var den perfekt ristet og blev serveret med fintskivede, letsyltede løg, en lille salat og et stykke sprødstegt, lufttørret skinke. Vanilje-beurre-blancen var fint afbalanceret i sin sødme, og solbærrene, der kantede tallerkenen af, havde fået et lille opkog - og havde bevaret god syre til at stå imod fedmen fra saucen. Flot ret. Knurhane og tamdue Også hovedretterne holdt samme, høje niveau. Min gæst kunne sætte gaflen i en sprødstegt knurhane, som blev serveret med en krydret suppe (tilsmagt med safran), fine, nye haricots verts og en elegant knasende sprød forårsrulle med grøntsager og en luftig fiskefars i. Delikat og velgennemtænkt - det sprøde, det bløde, det krydrede, det blide mødtes i velsmag. Fint. Min menu gik kødvejen. En fransk tamdue havde ofret sig for en god sag i køkkenet og var blevet stegt til perfektion. Svampe var kommet med hjem i kokkens kurv fra skoven bag gården - dukkekantareller med den fineste smag. Bagt tomat til, grillet polenta og en kraftig indkogt glace i bunden af tallerkenen. Dyrets lever og hjerte var endvidere blevet grillet og sluttede gildet af. En fornøjelse. Vi blev tilbudt supplement af hovedretterne og sagde ikke nej (Jeg vil ikke udelukke, at køkkenet kom på en lidt større opgave, end hvad var helt rimeligt i den forbindelse). Jeg fandt husets eneste Bordeaux-halvflaske til 175 kr. og var så optaget af duen og de sidste pletter af aftensol gennem valnøddetræets krone, at jeg glemte alt om navn og årgang. Gastronomisk demens - jeg beklager. Men det var en glimrende rødvin, klassisk bordeaux lige når man fik den i munden - men med en næsten eksotisk, meget interessant eftersmag. De venlige tjenere kan sikkert finde den i kartoteket, hvis nogen skulle være interesseret. Vi måtte også lige gæste Tinggårdens gode ostebord; flot udvalg af modne gårdoste fra Frankrig og Italien. Det kostede en 50'er oveni pr. næse - og de penge var godt givet ud. Årets hindbærhøst Desserterne var denne aften med abrikos og med hindbær. Abrikoserne var blevet pocherede med vanilje og blev serveret i egen saft med en vældig god, vanedannende parfait på mokka og hvid chokolade. På min tallerken var det årets hindbærhøst, der var temaet. En såkaldt hindbærsalat - eller kompot i en lille kop: meget intens - bærsmag med stort B. En meget flot lille hindbærmousse på en kagebund - også meget præcis i konsistens og afbalanceret i smagen. Og til slut en god, hjemmerørt vaniljeis med masser af friske hindbær til med samt en lille, sprød tuille. Kaffen sneg sig op på 40 kr. pr. person, men så er der også venligtsindede småkager og chokolader til. Dermed endte dagens regning på 1.450 kr. Det placerer Tinggården i den højere ende af spektret, men de leverer til gengæld virkelig også varen. Alene beliggenheden gør Tinggården til en restaurant, som de fleste nok må planlægge et besøg på; man kommer ikke nødvendigvis bare forbi. Men køkkenet er bestemt en omvej værd. Mikkelsen og Co. kører et bundsympatisk sted med god stil og afslappet atmosfære. Det landlige får tilført et klart strøg af elegance af kokkene - der kæles for detaljen, og det er rene, gode varer, man arbejder med. Det kan ses og smages, og det er værd at betale for, hvis man vælger at spise med kniv og gaffel en særlig aften i den nordsjællandske sensommer. Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt - og det hedder Tinggården. Og der hænger fire huer og en anbefaling på knagerne i køkkenet.