Et kartel er et samarbejde mellem selvstændige virksomheder inden for samme branche, som normalt bliver set på med kritiske blikke fra konkurrencemyndighedernes side (egentlig en særpræget begyndelse på en madanmeldelse ...) Det går imod kapitalismens menneskelige ansigt, er der nogle kloge mennesker, der mener. Om den relativt nyåbnede restaurant Kartellet ligefrem er et udtryk for konkurrenceforvridende samarbejder i restaurationsbranchen, tvivler jeg på. Det er drengene fra restaurant Kartoteket, der nu har fundet lokaler på Pileallé og et nyt, godt K-ord at hænge over indgangen. Kartellet har god plads udendørs, hvor der kan svinges med øl og vin og tallerkener hele sommeren; indenfor er der både bænke, barstole og små, forholdsvis tæt opstillede restaurantborde. Loftsbelysningen er dæmpet af store stykker lyst stof. Dj'en rykker ind torsdag til lørdag, hvor loungelivet kan leves lige til klokken 02 på Kartellet. En alt i alt ret hyggelig combo af både restaurant, café og bar - tidens løsen. Spisekortet er egentlig lidt noget charmerende rod - der er lidt af hvert, men det er vanskeligt helt at få overblik over. Hvad kunne være en hovedret? Hvad har mere forretsstørrelse - og hvordan hænger restaurantdelen af stedet egentlig sammen? Der er selvfølgelig den obligatoriske brunch. Der er også småretter, sandwiches og husets burger. Så er der et vældig godt initiativ i form af et lille udvalg af natmadstallerkener til teaterfolket, der kommer fra den nærliggende Frederiksberg Allés forskellige scener. Og derudover er der altså en række retter, som kan være lidt sværere at placere med hensyn til stil og størrelse. Rækkefølge hip som hap Min gæst fandt frem til en carpaccio til 86 kr. og en dagens fisk til 150 kr. Selv prøvede jeg først asparges og nye kartofler med mousselinesauce til 85 kr. og husets thairuller med krabbe til 80 kr. »Hvad vil du have først?«, sagde den venlige tjener, for det var vist lidt hip som hap. Jeg prøvede aspargesretten først. Der var to flasker hvidvin at vælge mellem ifølge tjeneren. Vi endte ved en udmærket, stilfærdig flaske Viogner til 185 kr. Frisk og letdrikkelig - og så ikke et ord mere om den. Carpaccioen var påfaldende ensartet i skivernes udseende. Det var som om, man havde skåret den af en pølseformet stykke filet. Kødet var noget køleskabskoldt og måske også lige lovlig overhældt med en ret sød, indkogt balsamico, hvilket slørede smagen noget. Men så skal der heller ikke peges flere fingre; gæsten var ikke utilfreds, om end bedre carpaccioer er set i fri handel. Asparges og kartofler med mousseline er en god idé - det er navnlig forsommerens blide, milde smage - lys himmel og pastelfarver på tallerkenen. Men det kræver noget af både asparges og kartofler, hvis det rigtig skal op og ringe. Og det er en sæsonbetonet spise. Derfor er det måske ikke lige retten at have på kortet i et hurtigt, lidt café-præget køkken? Aspargesene var i hvert fald klart for træede denne aften - man skulle have skåret mere af dem - og kartoflerne for store og jævne i smag og konsistens. Derudover skulle man nok piske mousselinesaucen (hollandaise pisket med flødeskum) lidt lettere og mere elegant end den, der kom på tallerkenen ved dette besøg. Den er ikke svær at lave. Ejendommelige saucer Ventetid var der ikke meget af denne aften: Hovedretterne afløste forretterne ret hurtigt. Gæstens fiskeret kostede som bekendt 150 kr. Og det var sgu for meget for dén servering: en helstegt portionshavbars blev serveret med sennepssauce og en ordentlig omgang kartofler. Det lignede husmandskost - og det er der som udgangspunkt intet i vejen med. Men til 150 kr. bør der ske lidt mere fra køkkenets side. Hverken fisk, sauce eller kartofler var videre spændende. Så var der nok mere smagsmæssig spræl i min hovedret: thairullerne med krabbe. Rullerne fås med forskelligt fyld på stedet. Krabbefyldet var udmærket - rullerne sprøde og gode. De fulgtes med en gang nudler tilsmagt med lime og kanten af tallerkenen var til slut overhældt med to saucer: en mayonnaiselignende lys type og en orangerød på bl.a. rød peber. Et lidt ejendommeligt påfund, der ikke gjorde retten noget specielt godt efter min mening. Hvorfor ikke holde sig i det asiatiske - og så lave et saucetilbehør, der var lidt mere originalt? I desserthjørnet rundede vi af med dagens kage (32 kr.) og en rabarbertrifli (44 kr.). Dagens kage var en lille, intens og meget nærende chokoladekage, der havde fået et skud flødeskum på siden. Fint nok. Til en kop café latte (24 kr.) var den en delikat lille kaloriebombe at nippe til. Rabarbertriflien var ikke så pokkers spændende igen. En gang rabarbergrød havde fået lidt flødeskum på toppen og lidt knuste makroner ved. Den blev fornemt serveret i et højt cocktailglas og tiltrak sig en del opmærksomhed. Men man skulle nok justere blandingsforholdet noget eller måske vælge at lave sin trifli i lag. Efter de første skefulde sad man tilbage med lidt for store mængder rabarbergrød, der savnede et modspil. Den tredje hue på ventebænken Regningen endte på 773 kr. - og det er da alligevel en slat penge at komme af med på en hverdagsrestaurant uden de store armbevægelser. Og sådan er et cafékøkken som Kartellets lagt an. Det må man kunne gøre lidt bedre og med en lidt klarere gennemtænkt stil og håndelag, end vi oplevede det denne aften. Ikke rigtig skidt - men bestemt heller ikke rigtig godt eller interessant. Det er muligt, de havde en lidt uinspireret dag i køkkenet, men den koster som bekendt det samme for gæsten. Kartellet er ellers et både hyggeligt og denne aften også ret velbesøgt sted. Baren holder sig et gedigent udvalg af kreative cocktails, som skulle være værd at stikke sugerøret i, og der er garanteret både stemning og fest på stedet her i sommervarmen. Så mon ikke at man kunne give køkkenet et lille vrid i den opstrammende retning og få kvaliteten derop, hvor den hører hjemme og harmonerer lidt bedre med priserne? Vi ligger mellem to og tre huer, men holder den tredje hue på ventebænken til næste besøg. Men musikken spiller og cocktailene er kolde i sommernatten.
Lyt til artiklen
Appetit på mere?
På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.
Bliv abonnent for kun 1 kr.Allerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politiken mener: Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Mortens Messerschmidts krav til Troels Lund har et lille problem
-
Åbne altaner i 120 meters højde? God fornøjelse og husk sikkerhedslinen
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Elisabet Svane: Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes træk
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
50 år
Madklumme
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema




























