Nok er dette en madanmeldelse, men da vores bord stod i et lejemål, der engang var et apotek, er der noget, jeg må have ud. For der er nogen med magt, som har en aversion imod apoteker og med stort held arbejder på at få dem nedlagt, og sådan har det været i årevis. Hvad kunderne siger til at skulle gå langt for at få et glas Panodil eller noget mere kraftigt virkende, der af en læge er skrevet ned på en receptblok, er der tilsyneladende ingen, der kerer sig om. Og disse magtmennesker aner åbenbart heller ikke, at der er konstant trængsel på de københavnske apoteker med ståplads til alle og meget, meget få siddepladser til svagere og de ældre. Ja, jeg er gammel kunde i Delfinapoteket på hjørnet af Nørre Farimagsgade og Frederiksborggade og har været med til sætte navn under mange, forgæves protester. I dag er hjørnet overtaget af nok en café døbt Skurk's, og her er blevet en meget lille udeservering til glæde for dem, der ikke bliver distraheret af støjen og trafikosen. Og som alle, der passerer hjørnet, kan se, er Skurk's ret hurtigt blevet en stor succes og et søgt hjemsted for de unge, der er med på noderne. Så snart man træder ind ad døren, mærker man det - latter og glade ansigter hele vejen rundt. Og få gæster på mere end 30. En stærkt medvirkende faktor - måske den eneste? - er køkkenet, som absolut er noget anderledes end de fleste i den modneste afdeling, og priserne er særdeles moderate. Så overraskelsen. Minsandten om køkkenchefen ikke er et kendt navn med erfaring fra andre gode spisesteder i vor by, nemlig Niels Meldgaard. Og at han har forstået lige at ramme plet, viser trængslen i de små rum dagen igennem. Og også ugen igennem. For selvfølgelig er søndagen ikke helliget et driverliv. Bortset fra det hvidternede porcelænsloft er der absolut ingen spor af fortiden, og møbleringen er selvfølgelig meget trendy og smart - ligesom menukortet. Virtuost køkkensprog Når cafeen er døbt Skurk's er det ifølge vores tjener, fordi ejeren af stedet, som hedder Jakob, går under kælenavnet, eller øgenavnet, Skurk, og man tør sige, at det dukker op adskillige gange på menukortet. Enten morer det en at læse om Skurk burger og Skurks favoritter og auberginer fra Skurkens have og grillspyd med skurkagtig marinade og den skurkagtige fløde, hvori salaten er vendt - eller også gaber man. Men at kortet eller, om man vil, retterne er velvalgte, er uden for al diskussion. De lyder spændende og også velkrydrede med grillet chili og harissa og hvidløg i og timian og koriander, men vi stødte nu ikke på noget brændende inferno på vor vej gennem middagen. Det er lige før, jeg siger - tværtimod. Men man må lade den mand, som har komponeret det spisekort, at han er virtuos i sin behandling af køkkensproget og dets muligheder. Vi gætter på køkkenchefen himself, Meldgaard. Min ledsager ville gerne begynde med Skurks dybstegte crabrolls tilberedt af cashewnødder, koriander, ingefær og krabbekød og med to slags dip (75 kroner). Mit valg var enklere, grillet bøffelmozzarella, tomater med salsa verde og crunchy hvidløgskrumme (samme pris). Som hovedret tog min gæst en entrecote (159 kroner) grillet med citron og timian og serveret med chili-cashew-smør, og hertil kom der kikærter med salsa morescco, som jeg må indrømme ikke at kende til. Mit eget valg var yellowfin tun i skurkagtig marinade og på salsa scurca (om jeg må be'!). Næsten samme pris, 150 kroner, og det er de to højeste på kortet. Til middagen drak vi en Shiraz Everton, en Cabernet Sauvignon, til 245 kroner, og det var en dejlig vin. Vel prisen værd. Og så selvfølgelig masser af vand. Som aftenen skred frem, blev temperaturen ulidelig, og musikken (som ikke lige var vores ønske) og støjniveauet blev endnu værre, da dørene ud til gadekrydset stod vidåbne for at køle indetemperaturen. Nå, hvad med et bedre ventilationsanlæg? Underbemandede? Til maden. Min gæsts crabroll viste sig at være en form for fars, der var rullet i pølsefacon, og hun undrede sig noget over, hvor tam smagen var, og kunne ikke rigtig definere de to dip. Hun syntes, de manglede karakter. Og min mundsmag modsagde hende ikke. Så var jeg anderledes tilfreds med min bøffelmozzarella og den salat, den blev serveret med, selv om de umodne, næsten gullige tomater fik mig til at tænke på min haveinteresserede og for længst afdøde farfar, der såmænd dyrkede noget så specielt som gule tomater i sin jyske have. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig - som man forstår. Men salaterne i Skurk's er ret interessante - her er ikke kun tale om rucola, jeg stødte på grønne blade med røde stængler, og mit gæt går i retning af rødbedeblade. Og så skal alle vide, at det hjemmebagte brød var pragtfuldt, og det fik vi god tid til at fordybe os i. At sige at betjeningen i Skurk's er langsom, er ingen overdrivelse. Den er - eller var den aften - endda sløv. Måske var de underbemandede, men det var også tydeligt, at et par så gamle gæster som min veninde og mig skulle vente til sidst. Hvad mere er, en servitrice kom, meget hurtigt efter at vi havde sat os, og bad os flytte os: Det bord, vi ønskede, lige op ad væggen og vinduet, og som hun selv havde givet os, var optaget. Desværre, hun vidste ikke, at en kollega havde lovet det til et andet par gæster. I øvrigt et nydeligt og meget ungt par. Vi var godt i gang med rødvinen, da hovedretterne endelig dukkede op. Men hvor flasken gemte sig, vidste vi ikke. Den var ude af syne, og vi måtte hele måltidet igennem vifte vildt for at tiltrække os en tjener eller servitrices opmærksomhed. Det kunne aflæses på vandstanden i glaskanden. Entrecote i venteposition Det var igen mig, der var den heldige, da hovedretterne endelig kom. Min 'lyngrillede' skive tun havde fået lige tilpas lidt - sådan som den skal - hvorimod vi hørte den unge dame ved nabobordet sige højt: »Den er dybfrossen«, og hvilket jeg bare udlægger som en konstatering af, at det i Danmark er uhyre sjældent at finde frisk tun. Jeg var i hvert fald glad for min og den medfølgende skurkagtige salsa. Og salaten, der var ledsager, var også god - ved eftertanke tror jeg nok, at det var her, de grønne blade med røde stilke dukkede op. Til gengæld var den entrecote, som min ledsager fik stillet foran sig, et sørgeligt syn. At vi havde ventet og ventet - og ventet - det vidste vi jo udmærket, men at entrecoten også havde stået et varmt sted i venteposition var desværre evident. Gæsten var denne mere tilgivende - hun begyndte kækt at spise entrecoten »af fineste dansk kødkvæg«. Noget andet er, at ingen af os synes, at kikærter, selv når de er piftet op, går specielt godt til grillet kød, så var salaten en anderledes god følgesvend. Og til hende var der hjertesalat. Hun blev ved med at kæmpe, til der kun var et par mundfulde tilbage - så dristede hun sig til at bede om et ekstra glas rødvin, for selvfølgelig var flasken tom. Det er, hvad der altid sker for mig og mine, når vi har siddet til bords meget længe. Og jeg må sige, at det var en lille belønning for hendes brave indsats. Da tjeneren igen dukkede op for at fjerne tallerkenerne, åbnede hun dog munden og sagde et par hårde ord om sin entrecote - og hans gensvar var det helt korrekte. Entrecoten står ikke på vores regning. Selvfølgelig dukkede Skurken også op blandt desserterne, af hvilke der var tre, men vi følte os ikke fristede af husets chokoladeskurke med nødder og valgte i stedet for at dele en omgang grillet melon med hindbærsalat og mascarpone - en uhyre beskeden klat, heldigvis, og bevares, den var frisk, men ikke ligefrem fornøjelig. Kaffe? Nej tak. Det var jo blevet halvsent, hvilket dog ikke betød, at strømmen af gæster ligefrem holdt op. Og på det interne fjernsyn, der er en del af vægudsmykningen, kunne vi følge de sidste forberedelser i køkkenet. Vi bad om regningen, som er på 669 kroner, og så der lige kokkehuerne. Denne aften kan desværre ikke give mere end to.