Ofte kan man undre sig over, at de fantastiske retter, man kan læse sig sulten i fra det vældige, tyrkiske køkken, stort set aldrig er at finde på kortet på de tyrkiske restauranter herhjemme. Det ender ofte med shishkebab eller andet grillet kød, lidt bulgursalat og hummus på en stor, glad tallerken. Men det tyrkiske køkken er så meget mere end det. Det er også interessant, hvilke fordomme der knytter sig til de mange forskellige etniske køkkeners restauranter herhjemme. Det skal være billigt at spise tyrkisk, det er fint eller i hvert fald finere at spise fransk. Restaurant Agora på Melchiors Plads på Østerbro bryder med nogle af fordommene. Her vil man servere et tyrkisk køkken, hvor der kæles for detaljen. Hvor det ikke er 'Spis hvad du kan fra buffeten for 89 kroner'. Priserne er derfor også noget højere, end man er vant til på de fleste tyrkiske restauranter i byen. Lokalerne er lyse og forholdsvis enkelt indrettet. Murstens-væggene er pudset op i hvidt, prismekroner hænger fra lofterne, møbleringen er relativt sparsom ud over bordene, som er dækket af hvide og gyldne duge. Der var denne aften fire forretter og fire hovedretter at vælge imellem foruden to menuer, der begge samlede et godt lille udvalg fra kortet. Vi prøvede hver en menu til 295 kroner. I øvrigt ligger prisniveauet på forretter mellem 69 og 79 kroner og for hovedretternes vedkommende mellem 139 kroner og 179 kroner. Interessant bekendtskab Vi startede med hver en vegetarisk forret. På tallerkenerne var tre mindre stykker grillede grøntsager dækket af hver sin lille puré. Min gæst havde fået grillet courgette med henholdsvis spinatgedeost, peberfrugtsmelteost og gulerodsyoghurt. Alt var meget veltillavet og delikat. Pureerne var lette og velsmagende - om end ikke lige karakterfulde og interessante alle sammen. På min tallerken var det aubergineskiver, der var blevet grillet - og her dækket af puréer af ærter-artiskok, yoghurt-tahin og kidneybønner og æble - ikke mindst den sidstnævnte var et interessant og godt bekendtskab. Det er også tydeligt, at der bliver gjort meget ud af serveringen på Agora - tallerkenerne er enkelt og dekorativt anrettet, og man kan tydeligt fornemme, at der kæles for detaljen. I vinkortet havde vi fundet frem til en tyrkisk vin, en Kavaklidere Bogazkere-Öküzgözü (udtal lige det) fra 1999 til 245 kroner. Ret robust og noget spids i syren - men det blev straks bedre, da den fik lidt luft i glasset. Halvliters San Pellegrino-vand går for 24 kroner. Hovedretterne holdt også en god standard. Min gæst fik laks indbagt i papir med diverse urter og hvidvin. En tilberedningsform, som dog ikke er specielt tyrkisk - men mere en klassiker. Saft og kraft koncentreres inde bag papiret, og duftene stiger op, når det brydes ved serveringen. Der var ikke en finger at sætte på laks eller tilberedning - godt og gedigent. Tilbehøret var en kartoffel-kastanjepuré i kokotte. Et lidt pudsigt tilbehør for årstiden; nok mere velvalgt til et stykke vildt en efterårsdag, men pyt. Den var rimelig let i konsistensen og smagte fint, om end kastanjerne gemte sig noget i kartoffelsmagen. I min menu stod den på kalveroulade: et stykke tyndt kalvekød rullet om en af de aflange, tyrkiske peberfrugter fyldt med den cremede khaskavalost, bagt eller braisseret i gryde og dækket af en rødvins-rosinsauce. Det var en god, velsmagende og forholdsvis rustik ret, hvis eneste problem var, at kalven denne aften var temmelig hård i kødet. Der måtte saves noget med kniven og hele tandsættet måtte i brug. Men smagen fejlede intet - og det var delikat, når kødet og de krydrede smage fra peberfrugten blandede sig med ost og den sødmefyldte sauce. Et godt køkken Min gæst sluttede af med kortets eneste dessert denne aften: figner med valnødder, pistacienødder og chokolade foruden en solbærsorbet. Fignerne var bløde og lækre med et fyld på nødderne og en lille top af mørk chokolade, som fik dem til at ligne champignoner med toppen i vejret. Det var mørke, sødmefyldte, brune nuancer af tørret frugt, nød og chokolade, der blandede sig - og fik et godt modspil af bærsorbeten. Ostene var et pænt lille udvalg af franske, italienske og spanske, faste oste - fortrinsvis på ko og får (Peconinoer, Tomme, Brebis fra Pyrenæerne etc.). Desværre ingen spændende tyrkiske oste i udvalget denne aften - men der var intet at udsætte på ostene i øvrigt. Veltempererede og modne. Vi sluttede af med en café au lait til gæsten (noget pebret til 29 kroner) og en traditionel tyrkisk kaffe til 21 kroner til mig. Sidstnævnte var god, sød og støvet i smagen, som den skal være. Det bragte regningen til standsning på 957 kroner i alt for denne aftens tyrkiske rundrejse. Det placerer Agora i det mellemhøje leje blandt byens restauranter. Et niveau, hvor man med rette kan forvente at få noget ordentligt på tallerkenerne. Vi oplevede et godt, veltillavet og ambitiøst tyrkisk køkken denne aften. Delikate, elegante serveringer og generelt godt og kyndigt håndværk. Der var enkelte smuttere - eller om ikke andet ujævnheder i niveauet, hvilket gør det svært at nå helt op på de fire huer for aftenens præstation, når prisen sættes over for kvaliteten. Man kan trods alt spise ret godt for 1.000 kroner i København, og adskillige steder behøver et godt måltid jo slet ikke koste så meget. Agora leverer et godt køkken, der bestemt er et besøg værd - og det er al ære værd at bryde fordommene om det store, tyrkiske køkken på de hjemlige restauranter og sætte niveauet og ambitionerne i vejret. Tre gode huer og en anbefaling til Agora.
Lyt til artiklen
Appetit på mere?
På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.
Bliv abonnent for kun 1 kr.Allerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Eksperter advarer politikerne: Stigende pensionsalder skaber en udvikling, mange næppe har tænkt til ende
-
Dansk ai har afgørende fordel over amerikansk gigant
-
5.000 kroner for en dags fornøjelse: »Det er alle pengene værd«
-
Trumps handelskrig kan ende som en historisk milepæl
-
Tidligere V-rådgiver: Hvis de vælger at indgå i endnu en midterregering, har de ikke forstået problemets omfang
-
Tre eksperter: For tiden accepterer danskerne utrolig uretfærdighed. Det bliver de næppe ved med
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























