Lumskebugten er uprætentiøs - og dog ikke. Den ligger diskret for foden af Esplanaden, i en malet træbygning, og ligner ikke de andre velholdte, københavnske gourmetrestauranter, der på alle måder søger at understrege, at de er eksklusive, mondæne og elitære. Den er net og nydelig, ja, men for mig siger alene blomsterbuketten på bordet - med de sommerlige, kære studenternelliker, så fulde af minder, med små pæoner og bonderoser, at dette nok er et diskret spisested, men med et velgennemtænkt koncept. Ikke at man forledes til at tro, at det er jævnt - slet ikke - og mon her kommer gæster, som ikke ved, at det koster penge at spise i Lumskebugten? Og at de kan stole på køkkenet. Hvis ikke den modne og moderlige, hvidklædte servitrice, der prompte stod ved vores taxadør og åbnede den, lod gæsten forstå dette enkle budskab, så gjorde i hvert fald et hurtigt blik på dagens aftenmenu. Den koster 490 kroner. Lumskebugten fylder 150 år næste år, og selv jeg har oplevet en vis tyk og doven og rar Meyer, der nassede på min mors gamle veninde, og som kunne tale i timevis om Lumskebugtens pragtfulde køkken i almindelighed og labskovsen i særdeleshed. Og selvfølgelig, alt kostede ingenting dengang. Tiden og stilen for ikke at sige køkkenet har forandret sig. Men jeg blev nu helt rørt om hjertet, da jeg så, at der på det udsøgte gourmetspisekort minsandten også til sidst står labskovs til 178 kroner - eller til samme pris som fiskefrikadellerne. Men det er også de eneste to gammelborgerlige, danske retter - ren nostalgi. Tro over for de danske retter Man kan ikke sige, at middagskortet er omfangsrigt, men jeg har svært ved at forestille mig nogen, der ikke finder netop det, de værdsætter allermest, og får et velbehageligt smil på læben. Fisken står stærkt. Her er fire forskellige lakseanretninger, tatar, røget, farinmarineret og en med iransk kaviar (415 kroner), Og her er hummerfrikassé og hummersuppe og morkelsuppe, og oksetatar - igen med den allerede omtalte iranske kaviar, der også optræder solo. De mere substantielle hovedretter er kogt torsk med sennepssauce og rødbede, laks med hollandaise, stegt, syltet høne med porre, kalvemørbrad med røget svampesauce og højrebsfilet med marv og bouillon. Hvad jeg så godt kan lide er, at man ikke kimser ad de gode gamle kulinariske klassikere, der her blot får et lille, anderledes pift, og at man er tro over for to jævne, danske retter (om end ikke til de vante priser). Vi sad udmærket ved vores hviddugede bord på en forfinet og velpolstret version af den klassiske cafestol og med god udsigt til Erik Henningsens tørstige ølmand, klassikeren, og mens øjnene glædede sig over studenternelliker m.m., drak vi - undskyld til Erik Henningsen - et glas cremant de Bourgogne (75 kroner). Til det serverede huset en skål sojaristede mandler. Uimodståeligt. Jeg havde inviteret en tro veninde med, og hun var gudskelov sulten og havde appetit til husets fireretters menu til 490 kroner. Den blev indledt med en persillesuppe med østers - så grøn som hele Irland - herefter fulgte en beskeden skive stegt torskefilet med asparges, kapers og hakket rødløg, og hovedretten var højrebsbøf med spidskål og karljohan. Nu var der det for mig heldige, at hun ikke bryder sig om østers - i hvert fald byttede vi, så jeg, der elsker dem, fik hendes grønne persillesuppe og hun i stedet den hummersuppe, jeg havde udset mig. Tjenere med knækflip Jeg kan kun lovprise den kok, der har stået for de to supper, og lykønske Knud Wohlmuth, der har ham i sin sold. De var fantastiske, raffinerede, fulde af velsmag, og hermed mener jeg også, at både østers og hummer dominerede. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har smagt en suppe lige så god. Og så sad jeg bi, mens min gæst fik serveret sit lille stykke ristet torskefilet, perfekt behandlet, sprødt og saftigt og fuldt af smag og nærvær. Der blev serveret nye kartofler til torsken, hvis kvalitet blev så flot pointeret af kapers og rødløg og et par stykker underkogt grøn asparges. Jeg havde som hovedret valgt den faste søtunge (275 kroner), der blev taget fra benet af tjeneren, og helt enkelt serveret med smørsauce og de nye kartofler - lidt svampe var der også, men de markerede sig ikke. En herlig fisk, perfekt behandlet. Min gæst var ikke i stand til at spise sin rigelige udskæring af rødt og mørt oksekød med karljohansvampe, og også det blev prist eftertrykkeligt. Det kan da ikke være dansk?, sagde min veninde. Men det var det. Så var der osteanretning til hende, tre gode, franske oste, serveret med bornholmske rugkiks (tak) - hvilke oste, har jeg glemt. Undskyld mig. Hvad vi drak? Ja, man går rystende til vinkortet, der er eksklusivt og dyrt, men vores natur lig - og vel også fordi værten vil sine gæster det vel - og fandt da også to gode halve flasker til en mere beskeden pris. Nemlig en Bourgogne Aligoté fra Villaine til 165 kroner og en Brouilly fra Joseph Drouhin til 145 kroner, og den kom vi altså til at bestille nok en halv flaske af, for ost fortjener jo også vin. Vi sluttede af med to kaffe, fin kvalitet (64 kroner), og jeg spiste hertil en såkaldt visitkage (12 kroner). Regningen for denne middag blev på 1.621 kroner, og det vil være uklogt at tro, at en tre-fireretters middag med vin kan komme til at koste meget mindre. Tilbage er kun at sige: Det var en fremragende middag, ikke en finger at sætte noget sted, og her var selvfølgelig omhyggelig og venlig betjening. Men det forventer man da også af tjenere, der går med knækflip, sådan som de gør i Lumskebugten, og af en moden og tillidsvækkende servitrice helt i hvidt. Der er fem kokkehuer til Lumskebugten. Og som læsere af Bagsiden bemærkede for et par uger siden, har restauranten udvidet med en restaureret chalup, der kan lejes, og i den kan man både spise middag og holde drinkselskab - og selv bestemme ruten gennem havnen. P.S. Som det er vores egen husregel, bør der så vidt muligt aflægges et ekstra besøg i en restaurant, der er bedømt til fem kokkehuer. Så en lille uge efter vores fremragende middag i Lumskebugten sad vi der igen. Men denne gang skulle regningen være den mindst mulige, hvorfor vi bestilte de to billigste middagsretter på kortet - labskovs og fiskefrikadeller til den uhyrlige pris, 178 kr. Det var de efter vores mening ikke værd, selv om det skal siges, at de tre fiskefrikadeller med hakket grønt, smørkugler, rødbede og sennep var udmærkede og labskovsen jævnt almindelig og underkrydret (hvor var laurbærbladet?). Men vi kunne få så mange portioner, vi ville.