Siden Ekstra bladet i sidste uge havde snydelæst Bettina Heltbergs nøgleroman om Politiken, har jeg været vidende om, at jeg indtager en ganske minimal og uvæsentlig plads i hendes medarbejdergalleri. For det er mig - Jolanda kalder hun mig - der år efter år går i byen og prøvespiser »sammen med min ledsager« og drikker kaffe. Der var nu ingen mulighed for at bestille kaffe, da jeg denne gang var ude for at passe dette meget varierede job, for vi var i den lille, japanske restaurant Banzai i Skydebanegade på Vesterbro. Og her kan man få grøn te, sågar grøn te-is, men ikke kaffe. Hvad der er anderledes væsentligt er, at det dansk-japanske ægtepar, David og Akiko, som nu har haft Banzai i 15 måneder, står for et glimrende køkken, der serverer velsmagende retter, og det endda til absolut lave priser. Kun én hovedret, Sukiyaki, som vi gik udenom, fordi skiver af oksekød efter vores mening er meget europæisk, sniger sig lige akkurat over de 100 kr., helt præcis til 108 kr. Jeg havde valgt min ledsager med omhu og snilde, en god, gammel ven, som har rejst Japan tyndt og sågar taler sproget - om end ikke så godt som dansk - og han kunne straks fortælle mig, hvad servitricen ikke engang vidste, at Banzai på japansk er ordet for 'hurra' såvel som '10.000'. Og forveksl det nu ikke med det langt bedre kendte Bonzai, sagde han, og det er jo de fashionable, kuperede, små træer, som livet igennem forbliver dværge. Det kunne man godt komme til, for lige inden for døren i det meget enkle lokale er der en fin, bittelille have med sø og klippestykke i dukkestørrelse. Det blev for mig en lærerig middag, for da fjernsynet kørte uafbrudt aftenen igennem med en (lydløs) film med de fede og modbydelige sumubrydere på op til 250 kilo og i g-streng-bukser, fik jeg også på det punkt min baggrundsviden stærkt forbedret. Sumutraditionen er urgammel og stammer fra en tid, hvor fedme var tegn på velstand og kraft hos de splejsede og nærmest underernærede japanere. Heldigvis, vores reserverede bord stod nok i den bageste og høje afdeling af restauranten, men ikke lige over for fjernsynet, så vi behøvede ikke kikke på dem, da vi straks lagde ud med at bestille varm sake, risvin, (40 kr.) ,skænket fra en køn, lille lerdunk i små keramikbægre. Og så så vi nærmere på spisekortet. Raffineret sushi Der er tre forretter og fem hovedretter plus en myriade af små retter, eller tilbehør, gerne baseret på en kraftig lage, så de kan holde sig i årevis. Og Banzais køkken er den japanske husmors dagligkøkken, forklarede værten, David, mig dagen efter, og det vil sige, at hans japanske kone, Akiko, som kommer fra landet, følger sin mors køkken. Men der er en undtagelse - sushi er absolut ikke almindelig, borgerlig mad i Japan, Når de har sat den på spisekortet, er det, fordi danskerne er så glade for disse små risbidder med rå fisk eller skaldyr. Og det var netop med sushi (88 kr. for seks styk), min gode og kompetente hjælper gerne ville begynde sit måltid. Selv valgte jeg avocado na sashimi, avocado og rå tun serveret med den japanske peberrod, wasabi (40 kr.), som man rører ud i sin soja, for den er brandstærk. Et er smagen - og vi nød til fulde disse delikatesser, navnlig sushien med skaldyr, som vi salomonisk delte - men det turde være bekendt, at præsentationen, det æstetiske udseende, også er væsentlig i det japanske køkken, og jeg har intet sted i vor by set så raffinerede sushier som her. Ikke at min tun med perfekt skårne skiver af grøn avocado stod i skyggen af sushierne, slet ikke, og dog ... Kæmpestore kokkehuer Ja, og så kom vi til at bestille al, al for megen mad. For vi troede, at vores tre hovedretter alle til 88 kr. stykket ville være meget, meget små. Vi bad om gyoza, små pakker i tynd hvedemelsdej med både fisk og en kød- og grøntsagsblanding, krydret med enten chili eller koriander. Der var 10 styk, som på fotografiet på kortet så ret små ud, og de blev serveret med en skål ris. Jamen, hvor var de gode. Og vi lod dem slå følge med tre vægtige og friturestegte kugler af kartoffel, kød, grøntsager med mere, som hedder koloke - og endnu mere ris - og endelig havde vi, tilskyndet af mig, også bedt om sudori, der er en japansk kyllingeret med grøntsager i en sursød sauce. Servitricen kom med alle tre retter samtidig, og vi var ved at dåne. Det stod os klart, at vi kun halvt kunne komme igennem dette madorgie. Men med så megen større sikkerhed kan vi nu sige, at Banzais køkken, som den danske ægtemand, David (Akikos elev, understregede han stærkt) stod for den aften, er et helt igennem godt køkken, baseret på førsteklasses råvarer, som bliver behandlet med faglig dygtighed og stor omsorg. Alene grøntsagerne, lidt underkogte, vidnede om en kompetent kok. Hvis jeg skal klassificere vores tre retter - der alle var dejlige - kommer gyozaerne ind på førstepladsen, kyllinge-sudorien, der virkede ret kinesisk med sin sursøde sauce på andenpladsen, og sidst de friturestegte, tre koloke- kugler, vendt i æg og rasp og friturestegte. Men det er altså min smag. Vi drak postevand, dvs. jeg gjorde det, som altid, og så havde vi indledningsvis bedt om et glas af husets hvidvin (35 kr.) til forretterne, og da jeg ikke havde stor lyst til at fortsætte med nok en dunk af den varme risvin, endte det med, at vi bestilte nok et glas hvidvin hver. Det havde nok været mere i stedets stil at bestille Sapporo eller Kirin øl. Det gjorde næsten alle de andre borde. Vi var meget, meget mætte, da vi endelig lagde pindene fra os - og må jeg anbefale andre gæster af læse indpakningens danske forklaring på, hvordan de bruges. Den er ret spøjs. Regningen blev på 572 kr., selv om vi altså bestilte al for megen mad, og man blive særdeles mæt for langt mindre. Der er tre kæmpestore kokkehuer til parret David og Akiko i Banzai.