Restauratørerne har forlængst fundet ud af, at det pynter på menukortet med lidt historisk snak om lokaliteten et sted undervejs mellem kir'en og crème brulée'en - om man vil mellem aperitifferne og desserterne. For så føler gæsterne sig klogere og som værtens fortrolige. Og Restaurant Els på hjørnet af Store Strandstræde og Nyhavn kan minsandten diske op med selve H. C. Andersen. Ikke at han boede i huset, som ifølge vor menukort-viden blev bygget i 1853, men her stod det træ, han begræd i sit velkendte digt 'Det gamle træ, oh, lad det stå ...' Og H. C. Andersen har set det utallige gange, for trædramaet udfoldede sig på hans nære Collin-venners grund. I mine meget grønne dage var Els først og fremmest til ølpauserne i de relativt nærboende journalisters arbejde, mens det nu i mange år har været kendt som et hyggeligt spisested. Her er endda et speciale, en førteater menu til 195 kr. Og vægdekorationerne med senempireengle er jo for ret mange år siden kommet ud af alderens mørke og har det aldeles glimrende i selskab med det tidstypiske, hvidternede glasloft, der efterhånden er en rarietet i vor by. For sundhedsmyndighederne har gjort sit bedste for at få det udryddet - der kunne falde støv ned mellem glasfliserne! Som kontrast til alt det gamle bliver vi mødt af et avanceret og meget tidstypisk spisekort, der nok skal få nogle ældre stamkunder til at stejle, hvis de da ikke er blevet klar over, at i dag skal en kok gerne chokere. Og har han talentet er det okay, hvis ikke ... men herom senere. Først: Det er pokkers vanskeligt at være fair i sin bedømmelse af et spisested, hvor kvaliteten af de bestilte retter svinger så voldsomt som her. Hos Els fik vi serveret fremragende hovedretter - intet mindre - mens forretterne kun kan beskrives som absolut ligegyldige for ikke at sige skuffende og anstrengt 'anderledes'. Det er jo nu engang smagen og konsistensen, det kommer an på, ikke at være med på noderne. Endvidere - køkkenchefen kunne måske overtales til at bruge mere tid på de uerfarne eller sjuskede kokke? Men hvad der hele måltidet igennem stemte os mildt, var den overordentlig venlige og professionelle betjening. Selv om der var to store selskaber - og vi var blevet advaret på forhånd - og fuldt hus, fik middagen et roligt og behageligt forløb uden mærkbare pauser. Vi fik al den opmærksomhed, vi kunne ønske os. Klistret melbolle Min gæst var ikke svær at lokke til at tage den daglige fireretters menu til 355 kr., så jeg fandt frem til noget, jeg fandt tiltalende blandt à la carte-retterne. Og mens dette stod på, glædede vi ganen med en Kir (50 kr.) og en cremant de Bourgogne med et stænk cognac og orangelikør (55 kr.), tjenerens forslag - den skulle jeg også have taget! Og så besluttede vi os for at bestille to glas af husets hvidvin til vores forretter. For min gæsts menu blev indledt med en bouillon af jomfruhummer med ravioli af trøffelmarineret kylling (stod der) og jordskokker efterfulgt af hjemmerøget havtaskehale med majscreme og portvinsglace, mens jeg havde valgt terrine af jomfruhummer, torsk og sød kartoffel med såkaldt safranskum (læs: en lille, let gullig skefuld sauce) og salat. Jamen, lyder det ikke lokkende? Desværre - nok er vand som regel hovedingrediensen i en suppe, men derfor skal den ikke smage vandet, hvad min medspiser dybt skuffet fortalte mig, at denne bouillon gjorde. Og raviolien beskrev hun som en både noget hård og klistret melbolle, der var gået galt i byen. Den røgede havtaske syntes hun derimod var ret spændende, men den havde intet modspil fra den søde majscreme og noget ubestemmeligt surt - i hvert fald ikke noget med smag af portvin. Om min egen terrine (78 kr.) kan jeg kun sige, at den hverken smagte af fugl eller fisk og da slet ikke af jomfruhummer, måske snarere af søde kartofler, der ikke er min livret. Den blev serveret som en pænt tyk skive med grønne og rødlige aftegninger og lignede egentlig en akvarel, der har været i regnvejr. Og den kan da også være pæn. Jo, da hushvidvinen - hvis navn jeg ikke fangede - var trods den lave pris en absolut antagelig og selvfølgelig tynd vin. Men hvad kan man forvente til 35 kr. pr. glas? Forrygende hovedretter Så kom vores hovedretter og med dem en halv flaske Fleurie (130 kr.), og fra det øjeblik var det, som om det var et helt andet og dybt professionelt køkken, der havde taget over. Min gode gæst sagde spontant »Top-top«, da hun havde fået de første mundfulde af et forrygende mørt og velsmagende agerhønebryst, som blev kaldt 'pocheret' på kortet og havde fået interessant selskab i form af bagt æble med foie gras, lidt velanbragt peberrod, persille og valnødder. Og den godt indkogte sauce fik samme begejstrede kommentar. Ifølge tjeneren var agerhønen pocheret ved noget under 100 grader og derpå stegt. Jeg havde bestilt lammekrone stegt med citron, hvidløg og timian, fik et par herlige, rosa, saftige skiver samt et stykke lammenakke - også rosa indvendigt - og nok en udskæring af lammet samt en noget tør, bagt kuvert med lammebrisler og svampe. Kødet var utroligt lækkert og alle udskæringer svagt rosa, som jeg havde bedt om, og min eneste anke går på den sauce tilsmagt med lakrids (ja, lakrids), som efter min smag var alt for dessertsagtig sød og decideret uven med lammet. Men - lad os kalde det en smagssag. Menuens dessert var en mascarponemousse i 'en sprød chokoladecanneloni', som jeg mere nøgternt vil kalde for en rørformet småkage, samt is. Jeg bad om ekstra tallerken, så jeg kunne få en mundfuld af min gæsts dessert - mere kunne jeg ikke klare, mente jeg - men tjeneren kom minsandten med to desserter til os, og min står ikke på regningen, en lille og generøs gestus. Vi fik glimrende kaffe (40 kr.), og det trængte vi også til. Regningen for vores middag blev på 988 kr., og tilbage er så tallet af kokkehuer. Med et så uhomogent køkken - så store forskelle på de gode og de kedelige serveringer - kan det umuligt blive helt retfærdigt. Men jeg har valgt at lade de fortrinlige hovedretter tælle mest og giver derfor Els tre kokkehuer - samt en velment reprimande til køkkenchefen, David Johansen, der må havde bedre styr på sine tropper.