Jonna DwingerHotelrestauranter har herhjemme som bekendt ikke det bedste ry som gode spisesteder. Ofte er der langt mellem snapsene, og det er ofte svært at få stederne til at løbe ordentligt rundt. De færreste turister spiser på hotellet; man vil ud og opleve byen, så hotelrestauranterne ender ofte med at befolkes af søvnige forretningsmænd, der sidder og stikker i en sej bøf. Sådan er det dog ikke alle steder; det virker som om, det at gå ud at spise på hotel er ved at få en stor renæssance i Frankrig, ikke mindst i Paris. Det kan være, det kommer til København med tiden. På Hotel Alexandra har man i hvert fald besluttet sig for at lade nye vinde blæse igennem lokalerne. En omfattende og meget kostbar ombygning og indretning har skabt et nyt og indbydende spisested i byen: Brasserie Mühlhausen (der er sikkert en rigtig god grund til navnet, uanset at jeg ikke lige har kunnet finde den. Mühlhausen er en større provinsby midt i Tyskland?). Det er elegante, lyse og luftige lokaler, man holder sig - indretningen er meget fornem og stilren, ikke mindst er der danske møbelklassikere af Kaare Klint og Børge Mogensen at glæde sig over. I gulvet er der cremefarvet marmor, stole og borde er i træ, langs endevæggens spejle i restauranten løber en lang, elegant, rød lædersofa og der er store vinduer ud mod hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Studiestræde. Restaurantmanager er den kyndige og effektive Magnus Abrahamsson. Man har opdelt restauranten i to områder; caféen omkring den store bar, hvor der fortrinsvis serveres et hurtigere, lettere køkken - og så selve restauranten, hvor hele kortet er til rådighed. Der viste sig at være stuvende fyldt på Mühlhausen. Snakken gik og rødvinen blev slynget i glassene ved de små borde. Vi følte os som nogen, der var kommet for sent til et større middagsselskab og skyndte os at sætte os. Tjenerne var meget venlige - og naturligt travle - aftenens store rykind var vist kommet bag på de fleste. God Chorizo Det er et spanskinspireret/sydeuropæisk køkken, der dyrkes på Mühlhausen. Forretterne er samlet omkring det rummelige Tapas- koncept. Vi snuppede 3 forskellige hver til 110 kr. På trods af det store antal gæster holdt køkkenet en flot timing. Det varede ikke så længe, før der ankom to aflange serveringsfade med småretter til vores bord. Der var en lille skål med bagt, syltet peber og artiskok - en udmærket blanding, sødmefuld og velsmagende. Et bruschetta (ristet landbrød med hvidløg) med gedeost og semidried tomater var også en sikker og god kombination. I en lille smedejernskasserolle var der anrettet lidt muslinger, dampet med tomat og persille - også fint og ordentligt lavet. Små hele blæksprutter var det også blevet til i en anden skål. Denne aften var de imidlertid ret seje og faktisk ikke til at slide over med det værktøj, der var til rådighed, så de røg ud med tallerkenerne igen. Der var også en lille anretning af gambas med chili; ikke så ophidsende igen, men pænt og i orden. Endelig var der en uforskammet god chorizopølse, mørk, kraftig og hot i smagen med et tilbehør af husets lidt grove tzaziki. Til hele herligheden fulgte et godt landbrød og en udmærket oliven-tapenade. I det ret pænt assorterede vinkort fandt vi frem til en Barbera d'Alba, 1999, San Cristoforo, Marsaglia, Piemonte til 265 kr. Et godt, fyldigt glas vin til en rimelig fornuftig pris. Rustikt Som hovedret havde min gæst snuppet den stegte lammekrone med tomat-dijontærte og skalotteløgsglace, som der stod i kortet. Retten kostede 155 kr. og var virkelig et godt køb til prisen denne aften. To, flotte stykker rosastegt lammekrone af et i den grad veloplagt lam var flot anrettet med tomat-sennepstærten og en udmærket sauce. Kødet var vældig mørt og meget flot i smagen denne aften, tomat-sennepstærten var en ret voldsom, sovsesøbet butterdejssag, der fyldte godt op på tallerkenen. Den scorede højt i kategorien 'kokken vil mig det godt', men knapt så højt i elegance. Alt i alt en rigelig, rustik og velsmagende ret. Min hovedret var hentet fra 'kokkens tavle', der rummer dagens tilbud. Det var en klassisk entrecôte med sauce parisienne til 145 kr. Entrecôten var skåret af en venlig, smagfuld og relativt mør okse. Sauce parisienne er en pisket æggesauce, der fås i mange udgaver. Her var den lavet med finthakket løg og persille og var et delikat og lækkert cremet tilbehør til oksen. Vi sluttede af med aftenens to bedste bud fra dessertkøkkenet. Min gæst fik husets panna cotta (det er såmænd en italiensk fløde-budding) med figen og abricoskompot. Den ankom i en overdimensioneret kaffekop og var et cremet og nærende bekendtskab med frugtkompotten på toppen. Den var ret drøj i konsistensen og tilsmagt med citron. Udmærket uden ligefrem at være sensationelt. Min dessert var æblekompot (køkkenet var glad for kompotter) bagt med smuldredej og med en gavmild kokkepigeskefuld hjemmerørt, fed vanilleis til. En solid og meget velsmagende dessert, der måske strengt taget nok mere hører efteråret end foråret til. Også den ankom i kop, og lige denne dessertserveringsdetalje ville jeg nok revidere. Det tager lidt af oplevelsen, at sidde og stikke med skeen i en kop, hvor end velskabt koppen er. Til et relativt ambitiøst køkken i elegante omgivelser kunne serveringen af desserter nok lige få et spark opad. Fornuftigt Den meget venlige restaurantchef kom forbi med en lille, interessant flaske dessertvin og gav smagsprøve: Don PX fra Pedro Ximenes, Laudrup Vine importerer. En uhyre drøj, hedvinsagtig sag, der holdt op imod 17 pct. - og mere eller mindre skulle hives ud af flasken med en pind. Smagen var som et koncentrat af dadler, henkogt frugt og portvin. Dessertvinsaficionadoer bør prøve et glas. Det er en ekstrem og koncentreret smagsoplevelse, men efter min mening i den lidt for drøje ende. Regningen standsede på 890 kr. for aftenens tur i Mühlhausens køkkenregioner. Bestemt ikke galt for seks retter veltillavet, gedigen middelhavsinspireret mad - godt serveret i brasseriets elegante omgivelser. Mühlhausen har lagt sig i et meget klogt og fornuftigt prisleje. Man er klart ude og spise godt med kniv og gaffel, men vi er ikke ude i priser, hvor man skal være i telefonisk forbindelse med revisor og bankrådgiver i løbet af aftenen. Den slags ordentlige spisesteder er der god brug for i byen, for det store publikum, der godt vil ud og spise ordentligt, uden at det bliver for fint og for omstændeligt. Vi kan ikke helt nå op på de fire huer for aftenens gastronomiske middelhavsrejse, men det bør ikke afholde nogen fra et besøg på Mühlhausen. Godt og rustikt køkken, afslappet stemning, elegant interiør og venlig betjening. Brasseriet er et besøg værd. Tre huer og en anbefaling til Mühlhausen.